I går læste jeg hos Tine, at hun skulle til Hamborg og køre Cyclassics og (senere) at turen nu var gennemført og gået godt.

Det bragte gamle minder op fra harddisken fra de 2 gange, jeg kørte løbet, i hht. 2005 og 2006.

Jeg fiskede en af mine gamle artikler frem og genoplevede turen i august 2006. Historien jeg skrev dengang, lød sådan her:

“Der kommer altid et nyt tog, man kan stå på

”Hvordan fanden kan I køre så stærkt?!?”. Spørgsmålet fik jeg stillet af Allan – én af de klubkammerater, som slæbte rundt på mig under træningsturene den sidste uge op til løbet.

Juli 2006 blev nemlig (træningsmæssig set) rekord dårlig. For meget god mad, for meget god vin, for meget dasen i solen – kort sagt ferie i højeste potens. Lyder det ikke bare dejligt? Jamen, det var det også.

Men altså ingen cykeltræning.

Oven i købet pådrog jeg mig et hold i ryggen i 14 dage før løbet. Så den sidste uge op til løbet lignede træningsmæssig desperation – og det er så her Allan og flere af de andre måtte ty til med noget nær ”kunstigt åndedræt”. Det blev til små 300 træningskilometer i juli 2006, mod 1300 km i juli sidste år. Jeg overvejede kraftigt, at melde afbud til Hamborg turen. Men nu er jeg jo generelt frygtelig bange for at gå glip af noget. Så i stedet besøgte en kiropraktor dagen før afgangen. Hun gav mig grønt lys – så jeg drog af sted med taskerne fulde af Ipren.

Lørdag, sightseeing i Hamborg. Lørdag aften var Pia og jeg asociale nok til at kaste os i hver sin side af dobbeltsengen i selskab med Bruce Willis (”The Kid”. Tysk synkroniseret – men Pia tudede alligevel i sidste scene). De andre Baghjulere sad i baren i selskab med en flok tyske ”fadbamser”.

Og hvordan fanden kunne jeg så køre så stærkt? Ja, for jeg endte altså med at gennemføre de 100 km med en gennemsnitshastighed på 33,8 km/t.

Svaret er enkelt:

Vi snakker en lukket, afspærret rute. Dvs. ingen steder, at holde for rødt eller tage hensyn til trafik i øvrigt (altså bortset fra de 21.999 andre cyklister, selvfølgelig!).  Se det, er noget der påvirker gennemsnitshastigheden i gunstig retning.

Tilmed står der 1. million tilskuere langs ruten. De klapper og hepper med alt, lige fra grydelåg til ”tågehorn”. Man bliver simpelthen båret frem af stemningen!

På 100 km ruten er der – meget groft sagt – tale om en lige vej med 2 højresving. Sådan en lige rute giver mulighed for, at få cyklen op i fart. 

Samtidigt føles det som at køre i ét stort gigantisk felt. Der er rig mulighed for at sætte sig på hjul – tro mig, du vil ikke nå op at trække mange gange! Vejene dernede er også gode. Pæn belægning – en asfalt, der ikke giver den hel store modstand. Man bliver simpelthen suget med.

Derfor kan vi køre så stærkt. Vi må have sendt Allan derned næste år, så han kan opleve det ved selvsyn.

Jeg var fra starten helt forberedt på, at jeg ville køre mit eget løb. Pga. holdet i ryggen og pga. erfaringerne fra sidste år – det er frygteligt svært at holde sammen med nogen, i den store mængde ryttere. Vi var næppe ude af startboksen, før de andre Baghjulere forsvandt i mylderet omkring mig – og jeg var alene.

Det passede mig fint og jeg nød det. Jeg synes i det hele taget jeg oplevede løbet meget mere intenst i år. Naturen, ruten, de andre ryttere og tilskuerne. Måske havde jeg mere overskud til det, fordi det var anden gang jeg kørte. Jeg kørte stærkt, men forsigtigt – vel vidende, at jeg ikke var herre over de andres manøvrer.

Jeg lagde mig ikke for tæt på nogen – med mindre jeg altså steg på et tog. Og det gjorde jeg mange gange. Der kom hele tiden et nyt tog ude i fjerde position. Havde jeg lyst og kræfter, steg jeg på, lod mig pace med så længe jeg syntes det var rart, hvorefter jeg steg af igen. Trak ind i anden position, slappede af, fik kontrol over pulsen. Så steg jeg på et nyt tog – og sådan fortsatte det lige til jeg nåede Hamborg midtby og målet. Og sikke dog en masse mennesker!!!!

Normalt gider jeg ikke, at cykle alene. Cykling er en holdsport og det keder mig at træne alene. Men det har nu sine fordele at cykle alene sådan en dag. Ingen forpligtelser – hverken foran eller agter ude. Jeg kunne hele tiden køre på Helles præmisser. Jeg var Kaptajnen i mit eget løb.

Jeg kom godt i mål og følte mig godt tilpas. Kendte proceduren og var ikke nær så forvirret og ”lost” som sidste år. Jeg mødte hurtigt nogle af de andre – og det føltes bare så godt, at være vel inde.

Alle kom godt igennem. Kenneth havde et styrt, men kom ikke alvorligt til skade.

Jeg gjorde det – gennemførte for anden gang. Men jeg gør det aldrig mere.

Og er så lige nogen, der kan fortælle mig, hvorfor pokker jeg mente jeg skulle jeg cykle 1300 kilometer i juli, når jeg kunne køre meget stærkere (end sidste år) med kun 300 km i benene. Huh??

Helle Stougård, august 2006″

Allan cykler jeg sammen med endnu og jeg kan tilføje, at ham KOM derned året efter og fik prøvet at cykle stærkt på en lukket rute.

Jeg skrev, at jeg aldrig ville gøre det mere. Jeg holdt mit løfte til mig selv. Jeg har aldrig kørt løbet igen. Men et sjovt tilbageblik på en cykeloplevelse i august 2006, var artiklen da for mig i dag.