Turleder-jubilæum

Min sidste af forårets 2 turleder-tjanser blev afviklet i dag. Dermed kan jeg rundet den 10. sæson af, som turleder i Baghjulet.

tuleder10aar

Med ca. 4 turlederture om året (+ det løse), har Kaptajn Helle altså cyklet ud som gruppeleder mindst 40 gange!

Helle i front - arkivbillede fra en særlig lejlighed med politieskorte og flag i kasketten.

Helle i front – arkivbillede fra en særlig lejlighed med politieskorte og flag i kasketten.

Jeg sluttede dagens tur af med at minde mine 15 gruppedeltagere om, at de skulle gå ind og melde sig på efterårsplanen, som vi nemlig skal have besat – jeg er Turleder-ambassadør og dermed ansvarlig for, at få gruppe D’s 14 efterårsture besat med en turleder.

Arkivbillede - Helle i front. En forårstur for pigerne, på brede dæk.

Arkivbillede – Helle i front. En forårstur på brede dæk.

En turleder i Baghjulet er ikke en “træner”, ikke “kaptajn” – men “bare” én, der har lagt ruten og bestemmer hvor turen går hen i dag.

En turleder er en kammerat, der har påtaget sig en frivillig opgave.

turlederarkiv4

Det er hele gruppens ansvar, at der bliver kørt pænt og sikkert, at der bliver taget godt imod nye og at der er en god stemning i gruppen. Det har altid været kulturen i vores klub, at der bliver bakket op om turlederen. Har turlederen lyst til at sætte lidt træningsagtige øvelser i gang, eller tage mere end almindelig styring i gruppen, så er det fint. Men det er ikke et krav og ikke noget deltagerne kan forvente.

Arkivbillede - lang tur i maj 2010.

Arkivbillede – lang tur i maj 2010.

Turlederen kan også bare gøre, som jeg gjorde i dag: Råbe til højre og til venstre og ellers lade gruppe køre som de vil.

Der er klubkammerater der er turleder år efter år, eller i perioder når de kan og så er der de medlemmer, der aldrig påtager sig den opgave.

turlederarkiv5

Turleder funktionen kaldes “grundstammen” i vores klub. I de seneste år, har jeg dog oplevet en ligegyldighed (eller hvad det er?) overfor turlederopgaven, som jeg slet ikke husker fra de første år jeg var medlem af klubben. Dengang var klubben mindre, og der var meget respekt om opgaven. Turlederen blev aldrig væk – i dag er det nærmest “normalt” at én eller flere turleder ikke dukker op.

Når jeg er turleder, cykler jeg altid på mine egne yndlingsveje – der hvor jeg bedst selv kan li’ at cykle. Det er sgu egentlig ikke så ringe endda, at være hende der bestemmer hvor vi skal hen. Jeg er kendt for, at jeg altid cykler på Fyn (her er jeg hjemme) og at jeg sjældent cykler længere strækninger på store veje.

Jeg lover ikke, at jeg tager 10 år mere, men jeg logger mig ind og skriver mig på min efterårsliste og dermed går Turlederambassadøren foran med et godt eksempel og lægger ud med at besætte de første 2 efterårsture.

 

Studenterkørsel

Tante Helle gik til hånde ved Mads’ studenterbesøg i dag.

madsstudent0

Det manglede da bare.

madsstudent1

Jeg har gået tur med ham i barnevognen, hentet ham i børnehaven.

Arkiv billede - Lille Mads i Tante Helles æbletræ.

Arkiv billede – Lille Mads i Tante Helles æbletræ.

Besøgt ham på efterskolen – selvfølgelig vil jeg også gerne hjælpe til studenterfesten.

madsstudent3

Det må være en lang dag, for de unge. Der er meget der skal spises og drikkes.

madsstudent2

For en sikkerheds skyld var der sørget for noget sundt og (relativt) alkoholfrit.

madsstudent4

God tur videre, 3. C.

madsstudent5

Kuldegysninger

Sidste år ved denne tid, fulgte jeg ultracykelrytteren Anders Tesgaard, som var på vej tværs over USA i RAAM (Race Across America) – verdens hårdeste cykelløb.

anderstesgaard4

I morgen er det 1 år siden Anders blev kørt ned bagfra af en pickup-truck, der ramte ham med 96 km i timen. Han kom alvorligt til skade og fik svære hjernelæsioner. I dag, et år efter, ligger Anders på rehabiliteringscenter i Esbjerg, dybt hjerneskadet og vegetativ.

Ulykken skete i Doddridge County, på strækning US Route 50, der bedst kan beskrives som en dansk motorvej eller i hvert fald en smal, befærdet landevej. RAAM ruten går igennem her (forstå det, hvem der kan), selvom der under normale omstændigheder ikke cykles på denne farlige strækning.

Anders crew kørte ikke direct-follow (dvs. de kørte ikke 50 feet bag ham i følgebilen, som man ellers skal I RAAM på det klokkeslet, ulykken skete). De var inde og tanke.

Ifølge beretningen, havde Anders insisteret på at cykle videre alene, mens crewet tankede følgebilen (som ifølge reglerne skal være fuld tanket, inden natten). Hvorvidt en cykelrytter, der har cyklet i døgndrift i 7 dage, skal have lov til at træffe den contra-beslutning, skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Hvad der skete er dybt tragisk.

I aftes læste jeg så denne gribende beretning på Aske Søby’s Facebook side – Aske var den yngste danske finisher sidste år og deltager også i år. Han er dog udgået og følger nu løbet fra sidelinjen. Aske og Crew passerede det sted, hvor Anders blev kørt ned sidste år.

De stopper op. De står og kigger lidt og på et tidspunkt kommer en stor lastbil susende tæt forbi. Aske og de andre springer i sikkerhed i rabatten.

Og her i budskadset ser de pludselig Anders drikkedunk. Den er stadig halv fuld og den ligger der, hvor den trillede i ly da ulykken skete – som sagt for 1 år siden i morgen.

andersflaske

Jeg fik kuldegysninger, da jeg læste historien.

Jeg har læst mange hilsner om håb og mirakler for Anders. Han sidder som en grønsag … denne 42 årige stærke, veluddannede mand. Hvad ville han have ment om den situation, hvis vi havde spurgt ham mens han havde sin forstand i behold? I tanken har jeg formuleret …. måske er døden i visse tilfælde ikke det værste, der kan ske … 🙁

På cykel i Ålsbo

Dejlig cykeltur i går aftes. Jeg kan stadig mærke den i kroppen her til morgen.

Jeg sætter mig til rette med morgenkaffen kl. 06.12 og tænder for fjernsynet for at blive underholdt, mens jeg drikker den. Der er et program med Søren Ryge. Han besøger Arly Persson i landsbyen Ålsbo – den gamle mand er 100 år gammel og har været smed i hele sit liv. Han bor i det samme hus som altid og klarer sig selv. Bor i kælderen og sover på 1. sal, selv om han næsten ikke kan gå

Ålsbo? Cyklede jeg ikke igennem der i går aftes?

Mig hen og undersøge Strava.

aalsbo

Jo – dælme! (Så har jeg alligevel sanset noget, selvom jeg må knokle det hvide ud af øjnene, når jeg skal holde trit med gr. C.)

aalsbo-s-hca_small

Jamen, er det ikke fantastisk? Man kommer så vidst omkring på sin cykel og helt ud i de mindste kroge af lokalområdet, hvor man ellers ikke ville have lagt vejen forbi. I Ålsbo boede HC Andersens farfar, finder jeg nu ud af. Er det ikke romantisk?

Dejlig rute. Jeg føjer den til foretrukne, for jeg må da til Ålsbo igen.

Studenterne springer ud

Det er en dejlig tid. Studenterne springer ud og min Facebook væg svømmer over af stolte familier.

Hvor er det hyggeligt 🙂

Utroligt at tænke på, at det i disse dage er hhv. 6 og 5 år siden jeg placerede huen på mine  egne studiner på Middelfart Gymnasium.

morsaetterhuepaa

I 09 kunne jeg løfte begge arme op til Nikolines hue, men året efter, måtte jeg placere Emilies hue med venstre hånd og højre arm bundet op, pga. mit første brækkede kraveben.

Endnu mere utroligt er det at tænke på, at det er 32 – TOOGTREDIVE!! – år siden, jeg selv fik huen på.

hellestud

Det foregik også på Middelfart Gymnasium, men min hue blev sat på af min fransklærer (Pøøøøøl Toondæææær – AKA Poul Tønder … Man kan ikke hedder “Tønder” på fransk, vidste I det? Det er dog ikke så slemt, som at hedde Høst!) – Sådan gjorde man dengang. Mine forældre var ikke engang med. Sjovt, at tænke tilbage på 🙂

Kun sove 5 gange

Søndagen startede som jeg havde planlagt: En cykeltur i gruppe C.

Turen gik til Jylland. Udturen foregik i strid modvind.

Så sidder jeg der på min cykel og kan se hvor langt jeg er hjemmefra (nu da bor ved foden af den fynske bropille). Der stod 100 km på tælleren, da Cannondale og jeg cyklede i pit herhjemme.

sondagssysler3

Efter cykelturen tog vi Svenstrup Strand, hvor vi hoppede i Lillebælt. Hvis ikke cykelturen fik gang i blodomløbet, så gjorde det kolde vand.

sondagssysler2

Og så fik jeg iøvrigt plantet de 10 første planter i min lille rækkehushave, denne weekend. Lavendel. Nu venter jeg på, det bliver en frodig og velduftende “hæk”. At dømme efter himlen uden for, her til morgen, ser det ud til de får en tår vand i dag.

sondagssysler

Weekenden er slut. Det er mandag morgen og nu skal jeg kun sove 5 gange, før jeg igen har 2 sammenhængende fridage, hvor jeg (nogetlunde) frit kan disponere over min tid og mit liv.

Hvad skal jeg spise?

Turlederen åd gel efter spurten til Trelde i går aftes. For en sikkerheds skyld, gjorde jeg det samme.

turlederenaadgel

HOLD OP, hvor var jeg ude at skubbe til mine grænser!

Jeg var ellers ved at ryge af på et par af de første bakker i Jylland. Nogle af de korte og hårde, med tung asfalt, et par uoversigtbare sving og lidt grus, hvor folk rejser sig op og TONSER – jeg tabte tråd. Rejste mig op i pedalerne, syrede til og måtte køre hullet op, straks jeg var oppe og fik lidt vind med købet.

Av for satan. Jeg kender min krop så godt. Festen ville blive kort, hvis det skulle være sådan her.

Jeg sagde til turlederen, at jeg var nødt til at køre fra. Det fik jeg ikke lov til. Der blev råbt opsamling og “2 ned”. Jeg kom med igen.

Jeg havde ikke lyst til “2 ned”. Jeg var rykket en gruppe op, for at få fart i benene, ikke for, at de skulle køre langsommere for mig.

Så jeg gjorde det, jeg vidste ville være bedre for mig. Jeg valgte at lægge mig i Stigs baghjul – her følte jeg mig tryg. (Jeg kan ikke træde så blodet springer, hvis jeg samtidig skal være bange at ham jeg ligger på hjul hos, pludselig holder op med at træde). Så jeg sagde til Stig, at han ikke behøvede at sætte farten ned, bare jeg lige kom godt med på hjul. “OK”, sagde Stig, og lagde fra land.

Resten af turen gled jeg godt med gruppen (som var lille –  vi var kun 7).

Stig kørte jævnt og stabilt. Indimellem drejede han hovedet en anelse, for at se om jeg var der endnu. På små-bakkerne regulerede han næsten umærkeligt, så jeg gled med op.

SÅ spillede det. Jeg lå på hjul hele vejen og tog ikke en eneste føring, men det var saft-suse-mig god træning for mig.

Gruppens effektive køresnit landede tæt på 29. Jeg havde kørt alt-i-alt 85 km, da jeg trillede i garage kl. 21.30.

Her til morgen spekulerer jeg på hvad jeg skal spise, for at restituere godt. Jeg kan mærke i hele kadavret, at jeg har været hård ved Helle i går aftes.

Kaptajn Helle var på

Kaptajn Helle var i turledervesten i dag. Årets første turleder-opgave skulle afvikles i gr. D (det er den gruppe, der cykler med mellem 24 og 27 km i snit).

kaptajnhellevarpaa

Jeg havde tegnet mig en rute i Strava, der gik ud på de små veje mod nordfyn. Jeg elsker, at cykle på de små veje.

Og turen gik fint.

Garmin ledte mig godt rundt. Vi var 15 deltagere i gruppen – 11 mænd og 4 kvinder. Det synes jeg faktisk er alt for mange. Spredningen var stor – der var både C-ryttere (som havde valgt D i dag) og tidligere E ryttere (som først for nyligt, var rykket op).

Det er altid svært at kommunikere i store grupper. Vi var ikke for gode til at cykle … hverken foran eller agter ude. Så gik det for stærkt. Så gik det for langsomt. Så samlede vi op. Så stod vi stille

Feltet blev strukket laaaaangt ud.

Og sådan er det – når man forventer, at man kan køre gruppekørsel i store uhomogene 15-mands grupper af motionister – ja, så bliver man altså skuffet. Det er et vilkår i en stor motionscykelklub som vores. Sådan har det altid været og det skal man kunne rumme (siger jeg og sender en varm tanke til min Instruktør Kristian på DGI Kaptajn kurset). “Det skal I kunne rumme”.

Arrgghhhh – det var sikkert ikke derfor, jeg var kvalmeramt, da vi sluttede turen. Jeg trak alt for mange kilometer i modvind i dag.

Jeg måtte sgu lige sidde lidt og få blod til hovedet, da gruppen havde takket af og var kørt hjem (mens 2 af pigerne omsorgsfuldt blev hos mig). Det gik hurtigt væk og jeg kunne trille Cannondale hjem til terrassen i Strib, efter alt-i-alt 86 km.