Jeg ryddede op i nogle billeder på min computer forleden dag. I den forbindelse faldt jeg over det her foto.

Det er 5 år gammelt. Det er mig der er fotografen. En flok fremmede cyklister på et depot til et midtjysk motionscykelløb. Jeg kendte ikke nogen af dem, selvom jeg cyklede sammen med dem den dag. Jeg blev sikkert præsenteret for nogle af dem, men deres navne husker jeg ikke længere.

Læg mærke til herren i den gule cykeltrøje. Han står med ryggen til. Jeg kan vise billedet, fordi han står med ryggen til.

Jeg har det mærkeligt med det billede.

5 minutter efter billedet blev taget, kom manden i den gule cykeltrøje ud for en dødsulykke!

Kort efter at jeg trykkede på kameraets udløser cyklede jeg – lige som manden der – videre. Ned af en stor bakke. Jeg og min gruppe først. Manden og hans gruppe kort efter.

Han styrtede ned af bakken og slog sig ihjel!

Fordi jeg lå foran, oplevede jeg ikke ulykken og hørte først om den da jeg kom i mål.

Det er derfor, jeg ikke har kunnet få mig selv til at slette billedet. At vide, at man er den sidste, der har fotograferet et menneske, der dør kort efter. Det er mærkeligt. Hvis det var min mand, min far, min bror – ville jeg så ønske at komme i besiddelse af det sidste billede (eller det 2. sidste og 3. sidste, som jeg også har)? Jeg kan ikke engang spørge hans familie, for jeg kender dem ikke.

Han var glad. Han lavede noget han godt kunne lide. Han var i godt selskab. Han anede ikke, at det var i morgen han skulle dø. Han afgik ved døden dagen efter, uden at være kommet til bevidsthed efter ulykken.

Det hele var ét kæmpestort uheld, som hverken han eller andre kunne gøre for.

Billede her, er det sidste der blev taget af ham i levende live. Selv om jeg ikke kender ham – og ikke længere kan huske, hvad han hed – så kan jeg ikke få mig selv til at slette det.