I dag er det præcis 5 år siden, at vi flyttede ind i vores rækkehus her.

5 år siden, at vi bar alle flytterkasserne ud af vores lejede, midlertidige bolig og ind i det nye, som de første af alle beboerne. Der var mørkt og øde i kvarteret. Securitas vagterne patruljerede stadigvæk, den lørdag aften vi satte os til rette i stuen for første gang.

Det var et stressende forår!

Jeg var stresset på mit arbejde. Den dag vi fik nøglen til huset, suste vi af sted til Rock koncert i Hamborg (det skulle vi også lige nå). Vi skulle aflevere leje-huset og rykke ind i det nye hus og få dage efter møblerne var båret ind, suste vi af sted til Mallorca for at cykle i en uge. Jeg nåede at være hjemme fra Mallorca i få dage, inden jeg suste af sted på Messe i Køln. Da jeg kom hjem, lagde jeg mig (ikke overraskende) møg syg. Et par uger efter klappede Kaj sammen.

Vi ville det hele på én gang!

Ingenting ville vi prioritere væk.

Noget kunne vi ikke prioritere væk – eller det tog i hvert fald tid, at få det gjort.

Den slags fyldte kalendere er fortid. Jeg vil aldrig tilbage til det aktivitetsniveau mere. Coronaen (og 2020 i det hele taget), har fået min øjne op for, at der skal være plads til “ingenting-tid” i kalenderen. Jobbet jeg havde dengang, har jeg skiftet ud med et andet (jeg er desværre stadigvæk nødt til at gå på arbejde mange år endnu.)

Jeg er blevet min egen, skrappe mor, der sorterer og prioriterer med hård hånd: “Nej, Helle! Du kan ikke lege den dag!“.

Det er fredag. Morgen gåturen er klaret. Hjemmearbejdsdagen begynder lige om lidt.

Jeg skal til frisør i eftermiddag!

Kaj bager pizza til os i aften.

Vi har ikke travlt med noget.

Og jeg har en weekend foran mig med ingeting i kalenderen.