Det medicin jeg får efter ballonudvidelsen for halvandet år siden, skal jeg spise resten af livet. Jeg har en nem app på min telefon, der hedder “medicinkortet”. Her går jeg bare ind og swiper ‘Forny’ på mine præparater, når det er tid for genbestilling. Så henter jeg medicin, så snart jeg kan. Som regel bestiller jeg hjem til 3 måneder af gangen.
Jeg har lært at leve med medicinen som noget, der hjælper mig og holder mig rask.
Jeg fornyede et af præparaterne 3/1, men har ikke fået det hentet, så i dag havde jeg lidt halvtravlt. Om mandagen er der nemlig tre kvarter fra jeg kommer hjem fra arbejde, til jeg skal møde til gymnastik.
Så jeg blev lidt stresset, da jeg så, at der var kø helt ud på parkeringspladsen på Strib Apotek.
Jeg stillede pænt op, iført mundbind. Efter en tid var jeg så langt fremme, at jeg kom ind i lokalet og derfor kunne jeg stå og observere, hvad der foregik foran mig.
Apotekterdamen udspurgte hver eneste kunde, om deres medicin, før de kunne få den!
“Har du fået det før?”
“Har der været en læge inde over …?”
Hun kom med lange forklaringer og ingen i køen var i tvivl om, hvad patienten foran os skulle have medicin mod, når de (endelig!) kunne forlade apoteket med deres vare.
Kvinden før mig bad om et præparat.
“Hvad skal du bruge det til?”, spurgte apoteker damen.
“Eksem i ble-området”
“Hvor gammel er barnet?“, skulle hun så vide.
“5 måneder…”
“Jeg må ikke anbefale det her præparat til børn under to!“, sagde apotekerassistenten gudhjælpemig.
INGEN havde bedt om hendes anbefaling!
“Sundhedsplejersken sagde, jeg skulle købe det her.“, sagde kunden
Nå … men SÅ skulle hun i hvert fald gøre sådan-og-sådan og ikke sådan-og-sådan og hvis det ikke havde virket efter en uge, skulle hun ikke fortsætte med salven, klogede den ansatte sig.
“Det har jeg sørme heller ikke tænkt mig!”, svarede den unge mor og gik med babysalven.
NU blev det min tur.
“Jeg skal hente noget medicin“, sagde jeg og gav hende mit CPR nummer. Med det ville hun kunne se, præcis hvad jeg havde genfornyet.
“Skal det være 80 mg …“, spurgte hun så.
“Ja. Det jeg har bestilt”, svarede jeg (tiden løb …)
“Skal det være Astorvatin eller må det være ...”
“DET jeg har bestilt!”, afbrød jeg hende.
Jeg synes jeg sagde det høfligt (men bestemt).
Jeg kunne ikke engang vise tænder af hende, for jeg havde mundbind på.
Men måske var jeg alligevel ikke høflig nok (I ved, ANDRE må gerne pisse på mig, men gud nåde og trøste, hvis JEG pisser tilbage. SÅ er fanden løs i Laksegade).
For nu sagde damen ret fornærmet:
“Jeg SKAL spørge om det her! Det er ikke noget, jeg gør for at være på tværs!! Værsgo’ !“. (Jeg fik min medicin) “NÆÆÆÆSTEEEE…”
Næste gang bestiller jeg medicin nok til et år.
FOR JEG GIDER DEN ONDE-LYNE-MIG IKKE DISKUTERE MIN HJERTEMEDICIN MED EN APOTEKERDAME, 4 GANGE OM ÅRET FOR ØJNENE AF DET HALVE AF STRIB!!
Men hvis jeg SKAL være venlig over for en, der (nok uden at ville det) overskred min grænse, så ved jeg godt at hun nok bare er oplært af sin chef til at skulle belære og rådgive. Men det er godt nok en balancegang det der, for JEG synes det er irriterende og pinligt at stå i kø og høre om de andres medicin. Og jeg gider heller ikke snakke om min medicin med andre end min læge.
Den feedback kunne jeg godt tænke mig at give den ledelse, der har oplært assistenten.
PS. Med til historien hører iøvrigt, at det var den samme apotekeransatte, der – da jeg hentede medicin en gang i sommers – og UDEN at jeg havde bedt om hendes rådgivning, sagde til mig: “Ja, nu kan jeg jo se hvad det er for noget medicin du får, så måske skulle “man” også lige tænke lidt på stress? Hjemme hos os, har vi i hvert fald bestemt os for, at JEG arbejder på deltid. Så må man bare spare på noget andet .... ” – ?!?!?!
Tak for info!
Og så var jeg endda ikke engang stresset i sommers.
Og for resten siger hjerteafdelingen, at min blodprop hverken skyldtes stress eller dårlig livsførelse – men genetik. Og så vil jeg ikke beskyldes for, ikke at have passet på min krop, at en egennyttig kassedame på et apotek!!
