Helles Hyggeblog

Efter 4 dage i byernes by, er der brug for modvægt.

Jeg vil tilbringe de næste 4 dage langt, laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaangt ude på landet, på en øde Ø – i det fjerneste udkants Danmark –  uden internet og fjernsyn.

Jeg har pakket bøger og vandresko.

Robinson Crusoe – here I come

Sådan 4 dage i Paris er lige tilpas. Storbymenneske bliver jeg aldrig. Men vi har sørme ikke spildt 5 minutter.

Nu er vi hjemme. Hverdagen melder sig. Jeg skal have taget stingene i morgen. Spændende, om det nu går som det skal, efter operationen. Jeg tager i hvert fald ikke smertestillende mere og jeg arbejder på, at få liv i min højre arm og skulder, med almindelige gøremål – at løfte armen højt nok op, til at kunne få mascara på, f.eks.

Her skal I se, hvor meget jeg fik at se, at live afslutningen på Tour de France 2010:

GODT der var en storskærm! Ellers havde jeg vist ikke opdaget, der var et cykelløb. Jeg lyver ikke, hvis jeg siger, at jeg ikke så så meget som “et snip” af en cykelhjelm.

Afslutningen på Tour de France ligner til forveksling afslutningen på Post Danmark Rundt, som jeg har oplevet så ofte. Den eneste forskel er, at Tour de France er 10 gange større, at jeg ikke forstår en pind af, hvad kommentatoren siger i højtaleren samt at jeg plejer at have vip-tribune billetter til Post Danmark Rundt.

Men ellers vil jeg sige, at vi havde en kanon hyggelig dag på Champs Elysées i dag og at vi var så trætte og sukkerkolde, da vi endelig fandt en fortorvsrestaurant vi kunne spise på, at vi nærmest var utidige. Noget at spise, en flaske god rødvin og en hyggelig snak liver gevaldigt op. Det har været en dejlig dag.

I aften er vi gået tidligt i seng. I morgen er vores sidste dag her og den skal nydes i fulde drag.

Irene, jeg og de andre har ordenligt været turister i Paris i dag. Det er simpelthen utroligt, hvad vi har nået.

Vi har været i alverdens souvenir butikker. Jeg købte ikke meget. Jeg ejer ikke et shoppe-gen.

Frokosten indtog vi på en fortorvsrestaurant på Champs Elysées:

Vi nåede både Notre Dame og turen op langs Seinen. Så tog vi til metroen ud til Montmartre. Trapperne op til Sacre Coeur tog hårdt på Irenes trætte cykelben.

Jeg havde tilgengæld friske ben, og synes besøget var alle trapperne værd.

Men stakkels Kaj – SE hvor vi har fået kørt ham træt. Han fortjente middagen på Montmartre og de gode flasker fransk rødvin.

Og så hjem til hotellet og på hovedet i seng. Der venter endnu en lang dag i Paris i morgen.

Kl. var hen ad to inden Kaj og jeg havde fundet fra lufthaven og via diverse metros (ikke den bare spøj, for sådan et par provinspunkere som os) og ud på hotellet, som ligger på Avenue de Clichy. Vi fik lige lidt vand i hovedet og lidt frokost, inden vi endelig nåede frem til Place de la Concorde, hvor vi skulle møde med Irene og de andre.

Og her var i hundrede vis af cyklister nået frem. Mest fyldte Team Rynkeby i billedet, flotte som de hundredevis af cyklister var, i ens cykeltøj. Det var en festdag. Paris var svedig og støjende og stinkende …

Først hen ad halv 5 ankom mine cykelvenner. De var også svedige, meget trætte og glade for at være i mål. Der var knus og gensynsglæde og så sprang champagnepropperne.

Det blev også til et fælles foto, inden det gik hjem til hotellet. I aften pakker de cykler og Kaj er gået ned for at give en hånd, til alle de trætte. I aften skal vi ud at spise og det er Dini Tour der gi’r middagen. Vores weekend i Paris, er først lige begyndt.

Irene er nået til den franske grænse. Om få timer flyver jeg ned, og tager imod hende på Champs Elysées.

For når man nu ikke kan cykle derned, så må man jo tage en flyvemaskine … 

I aftes læste jeg på terrassen, lige indtil mørket faldt på og  jeg kunne gå i seng. Sikke dog nogle vidunderlige sommeraftner!

Og her til morgen, står jeg op til den mest pragtfulde, saftige solskinsmorgen. Sol om dagen, regn om natten. Det er SÅDAN vi drømmer om, somrene skal være – hvert år. I disse dage, for et år siden, druknede vi i vand på Mols.

Det er iøvrigt også i dag, det er svigermors fødselsdag. 72 ville hun være fyldt. Det er jo ingen alder. Sidste år, vidste vi godt at den fødselsdag blev hendes sidste. I aften samles vi. Vi skal grille og mindes og holde hendes fødselsdag, selv om hun ikke er her mere.

Min mor har tilbragt et 40-årigt langt arbejdsliv inden for det danske sundhedsvæsen – ganske vist indenfor psykiatrien – men nogle sår, har hun da set. Så jeg betroede hende opgaven med, at få skiftet mit plaster. Så mens jeg lukkede øjnene, holdt vejret og vendte ansigtet bort, satte min mor Emilie i sving.

“Sterilt vand!”
(Emilie kogte vand)
“Vattampon!”
(Emilie kom tilbage med en Tampax!)
“Nåe ja. Hvorfor ikke”.
(Min mor splittede tamponen ad og og satte den ned i det nu nedkølede sterile vand).
“Nøøøj, hvor sådan én egentlig suger meget”.

Så duppede hun forsigtigt mit plaster fri og blotlagde kirurgens broderiværk. KØNT var det ikke, men der var ingen tegn på infektioner.

FR stod der skrevet med sprittusch. Flemming Rix, kirurgens navn. Det må have været det han skrev den morgen, hvor han rutinemæssigt og i henhold til procedurerne (“Jeg ved det godt, men jeg skal spørge: Hvilken side skal du opereres i?”) satte “et kryds” på mit højre kraveben.

Vi spiste lige lidt vandmelon, mens såret lufttørrede lidt. Herefter placerede min mor det nye plaster.

Sådan! Jeg er klar til at fortsætte rekreationen på min solseng – hvis det da ikke lige var fordi, jeg snart ikke kan tååååååle mere sol!

Nå, men da jeg vågnede i morges, var jeg glad igen og nu glæder jeg mig ligefrem til ”at blive aktiveret”. Jeg vil være aktiv!

Aktiv, aktiv, aktiv, ligesom jeg var før jeg stod på hovedet af cyklen oppe i Bogense og fik sat en kæp i hjulet på alt.

Men, så meldte der sig en anden bekymring, jeg måtte tage hånd om, og helst i dag.

Da det gik op for mig, midt i juni, at det her kraveben ikke artede sig som de flestes og at jeg ikke ville kunne cykle til Paris i uge 29, ombookede jeg nemlig min rejse, så jeg kunne flyve til Paris sammen med Kaj. Når nu jeg ikke kunne cykle derned, så virkede det at tage en flyver ned, for at tage imod Irene og de andre, som et stort plaster på såret. Jeg havde selvfølgelig på det tidspunkt Tyrker-troen på, at jeg til den tid ville være – om ikke cykelklar – så dog groet sammen, raskmeldt og på sommerferie.

Men ak …. I kender historien og her sidder jeg. Nyopereret og stadig sygemeldt.

Derfor ringede lovlydige HyggeHelle i dag op til fagforeningen, Merconomernes Hovedorganisation og spurgte med bange anelser, til mit weekendophold i Paris. Måtte jeg tage af sted?

Og til min store glæde kunne min rådgiver fortælle mig, at det ingen betydning har, hvor jeg opholder mig næste weekend. Jeg gør hvad læger og sygehuse har foreskrevet, går med armen i en slynge, og om jeg gør det nede i Middelfart eller nede i Paris, har ingen betydning. ”Det er en udbredt misforståelse, at man ikke må tage nogen steder, når man er syg”, sagde han og glad var jeg.

Jeg har selvfølgelig også checket med sygehuset og ved derfor, at flyveturen til Paris ikke vil forsinke mit forløb eller udskyde min raskmelding. Nu kan jeg flyve ned og tage imod Irene, med god samvittighed.

Gosh!!!!

Minder mig, om en ny forhindring. Vil jeg kunne gå gennem en metaldetektor i lufthavnen? Eller skal jeg har udstedt særlige certifikater, som bevis for, jeg ikke har slugt en fil, med henblik på terror??

Jeg er hende, der er ”løven” …. nye udfordringer melder sig på banen.

Jeg har rekreeret godt i dag. Det foregik på den strand, hvor Pia og jeg kylede vores cykler ved vintercupafslutningen, for snart mange, mange uger siden.

Her var Emilie og jeg landet, fordi vi aflagde et lille visit hos Laura og Lillebror (altså min), som holdt ferie her.

Og hvilken dejlig dag! En af den slags, som med garanti har været god for min heling.

Da jeg kom hjem, lå der et brev fra Jobcentret. Jeg var indkaldt til samtale, med henblik på aktivering og senere tilbagevenden til arbejdsmarkedet!!

Åhh, ja. Det har jeg hørt om i fjernsynet. Syge sendes i aktivering…. Den dårlige samvittighed, over at have haft en god sygedag, rammer mig som et hammerslag midt i panden! Undskyld, undskyld, søde Samfund. Jeg HAR dårlig samvittighed, tro mig! Her går jeg og “fedter den af” med skulderen skåret igennem, skruer i skellettet og armen i slynge. Jeg må ganske rigtigt være ved at gå i hundene, og hvor er det rart at vide, at FØR jeg gør det, står du, søde Samfund, klar til at samle mig op i rendestenen.

Når nu du siger det, har jeg egentlig flere gange inden for de seneste 7 uger, været ved at blive sindssyg!. Det fortalte jeg kirurgen, som beklagede, at lige det, kunne han ikke hjælpe mig med, men mit kraveben kunne han fixe.

Når sandheden skal frem, er  jeg er nok egentlig tjenelig til både aktivering, genhusning og resocialisering.

To tredjedele af brevet handler om alt det, der sker med mig hvis jeg IKKE møder op. Frygt ej – jeg kommer 2. august! Ingen ønsker mere end jeg, at blive rask og kunne genoptage mit liv fra før. Tænk, hvis jeg ovenikøbet kunne CYKLE ned til jer? (Tæller ugerne på fingrene…) …Nej, helt så langt henne er jeg vist ikke om 14 dage. Desværre …

Dagen startede i helende, godt humør – nu er jeg bare så pisse negativ …

“Ingen uklædelige buler” på kravebenet?

Hmmmmm … det skal blive spændende at se, hvad der gemmer sig bag det plaster.

I morges tog jeg afsked med Irene, Henning, Preben og alle de andre fra holdet, som nu er cyklet til Paris uden mig.

Jeg fik lov at komme med på fællesbilledet, selv om jeg ikke kan cykle med. Kan I finde mig?

Da jeg kom ned på operationsstuen onsdag morgen, stod Irene i døren og tog imod mig. Irene – sammen med hvem jeg i morgen skulle have cyklet af sted til Paris. I stedet stod vi her sammen …. Hun var i sit arbejdstøj (grønt operationstøj og plasthætte om håret). Jeg kunne næsten ikke kende hende, når jeg er vant til at se hende i cykeltøj og hjelm.

Irene er anæstesiesygeplejerske, men det var ikke hende, der skulle bedøve mig. Min sygeplejerske hed også Irene og hun var også sød – hun foreslog mig, at visualisere mig ud på min cykel. Jeg nåede lige at se Erik styrte foran mig – BANG! – så var jeg væk …

Ved middagstid var jeg for længst tilbage på stuen, hvor der lå 5 damer på 80+ og så mig. Damen til højre for mig, sad på bækken, netop som jeg (der jo var fastende, groggy og liggende) forsøgte at spise det ½ stk. rugbrød med steg og højtbelagt rødkål, man havde sat foran mig. Hold op, hvor det gik dårligt, med at få den menu ned, under de omstændigheder.

Kl. 15 besøgte Irene mig igen. Hun var nu på vej hjem fra arbejde. Hun var der, da SOSU’en gav mig besked om, at jeg nok ikke kunne komme hjem i dag, fordi jeg skulle have taget et røntgenbillede først ….

”Det er sgu da for åndsvagt – ja, undskyld jeg blander mig”, udbrød min cykelveninde (stadig iført arbejdstøj). ”At beholde patienten et helt døgn, for et røntgenbillede! Hun kan sgu da ikke sove her!!”

Så undersøgte SOSU’en lige igen og vupti, jeg fik taget nedenviste billede og måtte komme hjem.

Kl. 17 ankom Kaj – og nu var jeg, der stadig ikke havde spist synderligt – ved at være skidt tilpas. Jeg var kraftesløs, svimmel, havde hovedpine og vrøvlede.

Kaj, han er gammel cykelrytter og kender DE symptomer. HAN drejede om på hælende, gik i kiosken, kom tilbage med ½ liter kakaomælk og to bananer. Ned med det hele og så var HyggeHelle kørende igen.

Så kom der en læge, der stadig ikke var sikker på, jeg kunne komme hjem. Om jeg troede, jeg kunne håndtere smerterne?

Håndtere smerter? Jeg har gået med et gabende knoglebrud i 7 uger!!

Jo, jo. Men det var operationssmerter, sagde lægen og vendte sig mig Kaj. Turde HAN tage mig med hjem.

Det turde Kaj godt. Tak!

 Tilgiv mig. Hjælp mig. Vær min ven. Jeg betaler tilbage, en dag, hvis du bliver skadet og hjælpeløs, det lover jeg!

Det er dag to efter operationen. Jeg er godt smertedækket. Svigerdrengen har bragt mig ”Avatar” på DVD. Jeg har masser bøger og slik inden for rækkevidde.

Det skal nok gå.

Sådan. 5 skruer!

Så skrider det forbandede kraveben vel ikke flere steder …

Jeg er øm. Slagen. Såret. Hjælpeløs.

Og forkvalmet af morfin …

SÅ skulle det være ganske vist. Kirurgen har i dag skabt fast forbindelse mellem knogleenderne i mit kraveben.

Operationen lykkedes.

Patienten overlevede.

Det er blevet den 13. juli igen. I dag fylder min førstefødte 21 år!

Mandagen gik med forberedelser til operationen på onsdag. Der skulle optages journal, jeg fik taget flere blodprøver og havde en samtale med en narkoselæge. Han var rar. “Nu skal det nok blive godt”, sagde han.

Emilie agerede chauffør for mig i dag og efter sygehusbesøget kørte hun mig en tur ud i det blå. Ud og få luft under vingerne og adspredelse til tankerne.

Emilie har bundet mine stokroser op i dag.

Ja, de er ellers det rene og skære ukrudt. Jeg har ikke sat dem der foran Nikolines værelsesvindue, og hvor de pludselig kommer fra, aner jeg ikke.

For en gang skyld noget pænt ukrudt, som vi pusler om og giver lov til at være her

Når jeg er ude og ude længe, tager jeg min slynge på, fordi jeg bliver så træt i min hængede, højre skulder, af at være på “højkant” i mange timer.

Det kan være en fordel, når man ankommer som en af de første gæster til en stor fødselsdag og skal give hånd til 100 mennesker! Man slipper lidt lettere gennem give-hånd sceancen og folk “rusker” ikke så meget, men “Uhhhh, av, av, av“, siger folk. “Det ser ikke godt ud det der” og “hvad er der sket?“, spørger de andre gæster så …. og “ååhhh, hvor er jeg glad fordi du spø’r” …..  Hvor kan man dog score meget opmærksomhed, på den konto :-/

Når man så går til bords og (selvfølgelig) bliver placeret ved “cykelbordet”, så starter bordherren til højre med, ganske umotiveret, at tage min raske hånd og placere den på sin bule!!!!!

Altså – den bule han har på sit kraveben, forstås. Skægt som man pludselig får et fællesskab, med vildt fremmede mennesker. “Et brækket kraveben og fire knækkede ribben“, betror bordherren mig. “Jeg kom aldrig rigtig i gang på cyklen igen”.

Og mens den hvidvinsdampede laks indtages, går cykelsnakken i gang og man opdager, at man sidder til bords med lutter Rynkeby og Tour de Paris cyklister – og man har ligesom ikke rigtigt noget at bidrage med – jeg, der cyklede engang for 100 år siden!

Efter hovedretten blev der ikke snakket cykling, men biler. For mig er en bil en bil – men lidt sjovt er det da, når man for at vide, at den her bil har været med i den og den James Bond film og at det VIRKELIG var den her bil, Montgomery kørte i, da han ankom ved befrielsen. Også 5 af Kongehusets gamle biler, var udstillet her hvor festen blev holdt.

Under kaffen, fik jeg lejlighed til at takke den fremmede mand, der hentede og opbevarede min racercykel, da jeg måtte efterlade den på en landevej oppe i Bogense 22. maj.

Biludstillingen, hvor festen blev holdt, var iøvrigt dejlig kølig og udenfor hamrede varmen ned ….

Det gør den også nu, hvor jeg er hjemme, efter en god dag, med mange gode samtaler med rare mennesker. Man burde smutte ned til stranden og få sig en aftendukkert.

Og så her jeg iøvrigt fået det fulde beløb for cykelrejsen “Tour de Paris” refunderet fra min rejseafbudsforsikring hos Codan.

Om ikke andet, så har jeg saft-suse-mig glæde af mine forsikringer i denne tid!

Så fik jeg fingrene i det røntgenbillede jeg fik taget på Kolding Sygehus i mandags.  Der er nu 12,5 mm forskydning mellem knogleenderne. Desuden kan man se at frakturen er begyndt at se blød ud i kanterne. Det er tegn på at knoglen er begyndt at lukke sig og er ved at udvikle det der hedder pseudoarthrose – “et falsk led”. Der er ikke længere mulighed for, at knoglen kan gro sammen uden operation.

Jeg spurgte lægen, hvorfor jeg så har fornemmelsen af bedring, for jeg HAR jo ikke de smerter, jeg havde for 4 uger siden. Han forklarede det netop med, at overrevne nervetråde i hver knogleende nu er ved at hele op, hver for sig. Bedringen har ikke været et udtryk for, at det groede sammen.

Nu glæder jeg mig bare til at få operationen overstået på onsdag.

Til sammenligning så bruddet sådan her ud, 3 uger efter jeg brækkede det:

Og så fint her så det ud, en time efter, jeg røg i asfalten oppe i Bogense pinselørdag:

Det er simpelthen bare blevet værre og værre og værre …

Jeg kan da fortælle, at det føles rimeligt autentisk, at sidde herhjemme fra “sygesengen” og se Tour de France i disse dage!

Det gør mere ondt på mig, end det plejer. Faktisk synes jeg Touren er ren massakre på de unge mænd – vor tids gladiatorer (“Kast dem for løverne – vi vil se dem bløde!”).  Det underholder mig ikke så godt, i år.

Og så synes jeg iøvrigt kommentatorerne omtaler et brækket kraveben, som om det var en knækket éer i et forhjul, de snakkede om.

Selv er jeg psykisk og fysisk udmattet af, at gå med et gabende knoglebrud på 7. uge …..

Og så vil jeg lige advare dig – hvis du er én af dem, der kunne finde på at spørge: “Sig mig, hvad har DU lavet?! Har du ikke forholdt dig i RO??”, når du ser mit røngtenbillede: Jeg er altså temmelig tyndhudet overfor undertoner af og hentydninger til, at det skulle være min egen skyld, at jeg ligger som redt! Jeg ÆDER HOVEDET af folk, der antyder, jeg ikke har taget den nok med ro, de sidste 6 uger!!

Min krop er stiv, min skulder er én stenhård, krampespændt muskel, min ryg smerter af passivitet …  I dag vil jeg ringe, og få en henvisning til en fysioterapeut. Ferie osv. – jeg kan vist lige så godt stille mig i kø nu.

Det bliver så 2. gang i mit liv, jeg skal under kniven. 1. gang var jeg 18 år og havde været igennem et månedlangt fejlbehandlingsforløb. Min praktiserende læge sagde, jeg havde underlivsbetændelse og jeg fik så meget penicillin, at min mave var sprængt til atomer, men rask blev jeg ikke.

Det gav alt for meget fravær fra 3. g, men min veninde holdt mig opdateret med lektier og jeg fulgte med, hjemme fra sygesengen.

Til sidst blev jeg indlagt og her konstaterede man en valnøddestor, blodfyldt cyste på højre æggeleder. Den skulle opereres væk.

Da jeg blev klargjort til operation, torsdag den 10 marts 1983, på min mormor og morfars 43 års bryllupsdag, sagde sygeplejersken, idet hun betragtede min mave: ”Iiihhhhh – det er enhver læges drøm, at få lov at skære i sådan et ungt og lækkert maveskind!”.

DET kom hun til at fortryde! Den sætning udløste hulkegråd hos mig, for jeg var hunderæd.

Operationen forløb godt. Patienten overlevede. Narkosen slog mig ud i et helt døgn.

Lørdag aften kom Kaj og nogle af vores venner på besøg. De tog videre i byen bagefter og jeg var ked af, at jeg ikke kunne komme med.

Men sygeplejerskerne var så søde, så søde. De rullede et TV ind på stuen og jeg og de andre patienter så Dansk Melodigrandprix og det blev Gry Johansen der vandt med ”Kloden Drejer”. Gry var 18 år ligesom jeg og jeg lå i sengen og spekulerede over, om jeg nogensinde ville kunne lave sådan nogle ”rejehop” som hende.

Det kom jeg til at kunne (altså hvis jeg havde gidet), for efter operationen blev jeg mere og mere rask dag for dag. Det 25 cm lange ar sidder under bikinikanten og jeg har aldrig haft underlivsproblemer siden.

3 måneder efter blev jeg student.

Om mandagen efter operationen blev jeg udskrevet. De ringede efter en taxa til mig og jeg humpede alene ned af trappen og tog en taxa hjem til Kajs lejlighed. Og han blev så glad, så glad fordi jeg kom hjem. Han havde skiftet sin skibsbriks ud med en rigtig dobbeltseng til os – (jeg troede ellers dengang, vi kunne ligge tæt omslynget på den smalle skibsbriks, resten af vores liv, så forelskede var vi!) – Jeg skulle ligge godt, når nu jeg var nyopereret.

Den seng har vi i øvrigt endnu!

Burde vi ikke købe en ny!

Så er jeg hjemme efter besøget hos ortopædkirurgen og det gik slet, slet ikke som jeg havde håbet.

Røngtenbilledet, der blev taget i dag, viser at kravebensbrudet nu gaber 1 hel cm – her 6 uger efter jeg brækkede det, er der ikke længere nogen forbindelse mellem knogleenderne overhovedet. Det er nu skredet så helt og aldeles fra hinanden, som det kan.

Onsdag den 14. skal jeg opereres og have sat søm og skruer i skidtet.

Jeg prøver at trøste mig selv med, at nu skal det hele nok snart blive godt og nu er operation det bedste. Jeg kan ikke engang ærgrer mig over, at jeg ikke blev opereret fra starten, for dengang sad bruddet fint sammen. Ingen kan forklare, hvorfor det er skredet fra hinanden på den her måde. Efter operationen følger et nyt 6 uger langt sygeforløb!!!

Jeg er så ked, så ked af det …Tårerne flyder. Pissss’ osse … Sådan noget lort!

Sygeplejersken sagde, jeg skulle gå hjem og spise noget proteinrigt. Foreløbigt har jeg sat mig i sofaen med en øl. Måske skal der mere end én øl til ….

Mens jeg lå på stranden i går, kom en muskelmand og hans muskelhund derned. Muskelmanden havde mange muskler og mange tatoveringer, f.eks. var hans ryg sort af én stor tatovering.

Hunden var lys i pelsen og havde et hyggeligt vovhunde-navn, kunne vi høre, for muskelmanden råbte på den hele tiden.

Både muskelmand og -hund gik løs og begge gik i vandet. Hunden spænede rundt og løb frem og tilbage i strandkanten og selv om den ikke virkede vred og truende, var der alligevel flere småbørn der trak sig væk. I løbet af kort tid, havde alle strandens gæster (der var mange i går) deres fulde opmærksomhed rettet mod hunden.

Og det var pinligt – for netop nu, blev den skidetrængende. Så den gik op af vandet, satte sig mellem alle strandgæsterne og SKED I SANDET!!!

Og den havde dårlig mave! Hundelorten løb ud af den, i en lind strøm og dannede en kokasse-agtig klat i det hvide strandsand.

“Det er kræft-æde-mig løgn“, hvislede jeg til min veninde, mens jeg betragtede scenariet bag solbrillerne. Men det var rigtig nok og det blev værre.

For nu gik muskelmanden hen og sparkede bare lige lidt sand hen over “kokassen”, hvorpå han gik sin vej med sin hund!!

Ikke én eneste af strandens gæster (heller ikke mig selv) rejste sig, og prikkede muskelmanden på hans tatoverede skulder og bad ham fjerne lorten helt. Hvem har lyst til at jokke i sådan en klat dårlig mave, der ligger skjult lige under det hvide sand?!

FØJ for pokker!!!

I stedet pakkede jeg sammen og gik hjem. Ikke samme vej hjem over græsset, som jeg plejer, for her havde muskelmand og -hund nu indtaget plænen.

10 minutters spadseretur og jeg er hjemme. Mit “sommerhus” ligger næsten i 2. parket

Hjem til restemad på grillen, i min dejlige have, hvor jeg har rekreeret så godt de seneste mange hårde uger.

Det er blevet mandag den 5. juli og i dag skal jeg på sygehuset og besøge ortopædkirurgen. Jeg skal røngten fotograferes. Jeg er så spændt på, hvad jeg får at se derinde.

Festen i aftes var ikke til ære for Marie (hende vender jeg tilbage til senere) …

… men derimod til ære for Emilie - og det er sørme da godt vi har Millemus, så vi kan få banket nogle havefester op! Knapt har vi pakket den ene ned, før den næste skal slås op. Millemus er altid kvinde for, at få banket en fest op.

Jeg må indrømme, at studenterfesten i går, som har været planlagt siden foråret, har hængt mig lidt over hovedet her i juni måned, nu jeg har været så pokkers handicappet i så mange praktiske sammenhænge.

Men med hjælp fra familie og gode venner, klappede alting til punkt og prikke. Vi fik en dejlig havefest på den mest pragtfulde sommeraften, af den slags, der kan være sjældne på de her breddegrader.

Nu tilbage til Marie, som var en af gæsterne i aftes. Hun er Emilies barndomsveninde og betroede mig, i nattens mulm og mørke og ved bålets skær, at hun læser med på Helles Hyggeblog. Hun gør det i smug og med en skidt samvittighed, som om hun sniger sig ind i min stue og kigger i mine hemmelige og private skuffer. “Må man virkelig godt læse det“, spurgte hun.

Jeg kunne nu berolige Marie med, at Helles Hyggeblog er stueren. Helle er “feel-good”blogger. Hyggeblogger. Stokroseblogger. Cykelblogger … Marie vil ikke møde noget her, der ikke egner sig for sarte unge pigesjæle …

Og hun betroede mig flere ting, der ved bålets skær, gjorde hun, Marie. Hun har et hemmeligt ønske om at se sig selv på HellesHyggeblog. DET ønske er let at opfylde.

Det kan jeg gøre, ved blot at bringe ét af de sidste billeder, der blev taget i nat. Det var efter, de gamle var gået hjem og vi havde puttet Kaj (kryds fingre for, han sover længe i dag!)

Ahhhhhh – Selv er jeg tidligt oppe, det er sommer og søndag, cykling er en by i Rusland og livet er (rengøringen efter nattens eskapader til trods) vidunderligt

Martin fortalte mig, at hans “karriere som strandløve” var slut, efter hans cykelstyrt og brækkede kraveben. Han havde nemlig fået en uklædelig bule, der hvor kravebensbrudet var. Jeg fik lov til at mærke på bulen.

JEG har INGEN uklædelige buler …. (ikke på kravebenet i hvert fald), så jeg kunne roligt sparke sæsonen som strandløveinde i gang på Vejlby Fed i dag.

Så har man endelig været rigtigt i vandet. Jeg tog et par forsigtige svømmetag. Åhhhh – det går lige et par dage, før jeg lægger fra land i svømmehallen med 1500 meter bryst … :-/

I anledning af, at det i morgen er 6 uger (!) siden jeg brækkede kravebenet, havde jeg planlagt, at dagens blogindlæg skulle handle om min første cykeltur.

Den skulle gå ud til Svenstrup (2 km). Her ville jeg købe en pose nye kartofler i “Peter Pruts’s” stalddør. Den ville jeg lægge i cykelkurven og cykle hjem igen (2 km mere).

Men AK – sådan kom det ikke til at gå. Jeg kan muligvis nå styret med højre arm nu, men den hvide MBK skal (i modsætning til Bianchien på Hometraineren) både styres og holdes – og auuuvvvvwww!!! Det gør satme ondt i min skulder! 

DET tror jeg liiiige, jeg venter med, til jeg har set det nye røngtenbillede på mandag. …

Uden synderlig ærgrelse trak jeg (med venstre arm) MBK’en ubrugt tilbage i garagen.

Så satte jeg mig i en havestol og funderede over, hvorledes træerne ikke bare lige vokser ind i himlen.

Og mens jeg sad der, kom min far forbi. Jeg havde bestilt en blok rabarber, som jeg gerne ville plante i min køkkenhaven. En rabarber plante er er flot, fylder godt og kræver ingen pasning. Lige noget for mig.  SE hvor flot den ta’r sig ud. Jeg må huske at fortælle svigerfar om den, så han ikke kører den over med græsslåmaskinen.

Og så har rabarberplanten oven i købet sin egen historie. Min far gravede den op, på min mormor og morfars ejendom midt i 80,erne. Så nu har jeg et lille stykke af min mormors køkkenhave i min egen.

Jow, jow – nu har jeg TO ting i køkkenhaven: En rabarberplante og en stikkelsbærbusk Og kartoflerne? Dem må Kaj køre ud efter …

Emilie og jeg lavede Luksus-Koldskål i dag og nød den på terrassen.

Her kommer opskriften (som iøvrigt jeg rev ud af “Idé-Nyt” i sommeren 1985):

4-6 personer:

200 g. jordbær
½ spsk. sukker
3 æg (vi brugte pasteuriserede)
3 spsk. sukker
1 stang vanille
2 tsk. reven citronskal
½ liter ymer
½ liter kærnemælk
1 banan i skiver
2 dl. fløde

Læg jordbærrene i bunden af en serveringsskål og drys med sukker. Pisk æg, sukker og vanillesukker hvidt og skummende. Tilsæt citronskal og bland ymer og kærnemælk i. Fordel banaskiverne over jordbærrene og hæld koldskålen over. Pisk fløden let og vend den meget forsigtigt i koldskålen.

Velbekomme!

Lige nu nyder jeg haven og jeg har ualmindelig meget tid, til at opholde mig der, her midt i cykelsæsonens højsæson.

Jeg har ikke kunnet gøre alverden herude, men jeg har kunnet se og vurdere og jeg kan stadig sætte folk i sving. Kaj har brændt det værste ukrudt væk. Svigerfar har klippet, beskåret og spulet. Nu mangler jeg en handyman med en stor MORTORSAV :-)

Emilie kørte mig i Tantes Have forleden (selv kan jeg ikke køre bil endnu, for jeg kan ikke skifte gear og styre med højre arm). Hun slæbte en masse sommerblomster hjem for mig. De pynter i krukkerne.

Det JEG kan gøre, er at lægge mig ned og hvile min skulder og slappe af.

Og læse …

Se – inden længe blomstrer lavendlen, derovre.