Fredag efter Kristi Himmelfartsdag restituerede jeg efter den hårde 112 km lange cykeltur dagen før. Jeg binge-watchede et par sæsoner mere af “Han, hun og Drømmeslottet” – nu er jeg igennem alle afsnit. Det tog mere end 2 weekender at komme igennem. Jeg serverede pølser og varm kartoffelsalat og bagte vafler.
I morges vågnede jeg frisk og udhvilet og mens jeg drikker morgenkaffe hører jeg i radioen om Odenseanere der ønsker genhusning, fordi de ikke kan sove om natten pga. de rystelser, letbanen forårsager i deres byboliger.
Jo – thi nu skal jeg fortælle jer noget vanvittigt.
Inde i Odense by har man brugt en antal milliarder skattekroner på at bygge en togbane – de kalder det en letbane – måske fordi det skulle være så let at tage den i stedet for bilen? Og billigere?! Husker med gys, hvad det kan koste en provinspunker som HyggeHelle, at tage bilen ind i midtbyen.
Letbanen går lige lukt ind gennem midtbyen, hvor der færdes børn og familier og folk til fods og på cykler.
Jo, jo “gå ikke over sporet, der kommer tog. Gå ikke over sporet, der kommer tog.” Sådan lød en stemme i højtalerne på min mormors lokale togstation (Bred Stationsby), da jeg var barn. Der var noget uhyggeligt og farligt ved den advarsel og lille Helle klemte sig op af muren på ventehallen, når jeg engang imellem var med oppe og hente Moster AG, når hun kom fra Odense med toget. Og det var skræmmende når det store tog larmede ind på stationen og standsede med hvinende bremser og ingen havde lyst til at komme på tværs at sporet der.
Men inde i Odense er der ingen advarende højtalere nogle steder, når toget kommer gennem byen. Man har allerede hørt om folk, der er blevet påkørt bare under prøvekørslerne (men det er bare fordi Odenseanerne er dumme og ikke ser sig ordentlig for, har jeg hørt.)
Men hvad værre er – tog bumler og larmer og ryster, hører jeg i min morgenradio. Jo – Det kan jeg også huske fra min barndom hos mormor og morfar. Hvordan lyden af toget i det fjerne (måske en 1 km i fugleflugtslinje?) var lyden af stille nat og nu skal du sove og jeg sov som en sten ude på landet hos min mormor og morfar – trods toget i det fjerne, som sikkert ikke kørte ret tit.
Stakkels, stakkels Odenseanere. GODT jeg ikke bor derinde mere – Det er mange år siden, jeg skaffede mig selv genhusning fra Odense C’s bystøj.
Nå – tilbage til morgenkaffen. Jeg ifører mig et rosa outfit i dag på en dag, hvor jeg vågner frisk og veludhvilet efter en nat med dyb og drømmeløs søvn. Odenseanerne skulle bare lige vide hvor STILLE vi har det om natten, herude i vandkantsdanmark.
