Vi lavede en spontan pizzaaftale hos mine forældre fredag aften, så da vi skulle af sted mod koncerten til Strib Vinterfestival spadserede vi derovre fra. Vejret var friskt, koldt og møgglat. Vi ankom til forhallen på skolen, hvor de frivillige stod i receptionen og tog imod. Kaj gik hen og fik vores billetter scannet og så fik vi armbånd på. Nå? Armbånd? Det var da nyt, men de kunne jo have lavet om på proceduren.
I hal 2 var der god plads og vi gik direkte til gode pladser på forreste række. Her satte vi os og fyren ved siden af sagde, at vi skulle glæde os for nu skulle vi høre et af Danmarks bedste bands – Tørfisk.
Jeg hørte det gamle band her (der tournerer på 44. år) live for første gang. Det skulle vist være en fordel for så kender jeg ikke deres vittigheder.
Ret hurtigt spurgte Kaj, “Er det Tommy Rasmussen, der står der og spiller harmonika?”. “Nej da!!”, svarede jeg. Den gamle mand deroppe på scenen, med knæ i bukserne og brillerne nede på næsen, var da ikke Tommy Rasmussen, som vi kender fra Neightbourgs og fra det gamle 80’er heavyrockband Skagarak. Kaj så forkert, var jeg sikker på. Men så begyndte Tommy at synge solo – WTF!?!?!? – Mig hen og google – jo, saftsusemig. Ingen tvivl. Tommy Thiel Rasmussen blev medlem af Tørfisk for 3 år siden! DET troede jeg alligevel ikke var hans genre?! I mine øjne synger Tommy på niveau med Stig Rossen eller svenske Tommy Körberg. Her kom hans stemme jo slet ikke til sin ret. For resten synes jeg, han så så gammel ud. Jeg opdagede, at han er præcis på min alder – 61 år. Hvorfor fanden ser ens jævnaldrende pludselig så gamle ud ???
Senere under deres optræden, begyndte bandet faktisk selv at lave noget sjov med det. Tommy “improviserede” nogle smukke wow-passager i Tørfisk’s traditionelle sange, som udløste et “Hold nu kæft, Tommy” og stor moro …. Sådan lidt – vi ved det godt, Tommy kan meget mere, end han får lov at vise i Tørfisk.
Apropos Tørfisk’s jokes, så sagde de undervejs, at der faktisk var 3 Strib-brødre, der var blev fiskere i deres hjemby Thyborøn. “DE kunne slå på tæven!”, sagde de fra scenen. Dem tror jeg, at jeg kender! Peter, Palle og John – 3 brødre. Jeg gik i klasse med Peter indtil vi blev delt efter 3. og jeg var bange for ham. Mage til slagsbrødre i skolen. De tog mig bekendt til Thyborøn og blev fiskere, da de mere eller mindre alle 3 blev smidt ud af Strib Skole. Glemmer aldrig, da Peter gennemtævede Lauge i skolegården. Jeg har aldrig i min da 10-år unge liv set noget menneske få så mange tæv (spark i skridtet med træsko, blodet flød … ) og det varede en evighed inden den hidkaldte gårdvagt kom og fik dem skilt ad.
Da lyset blev tændt under pausen opdagede vi, at der sad en gammel cykelven overfor os. Ham har vi ikke set eller cyklet sammen med i mange år, så vi fik en snak. Kaj havde cyklet Kruså-Skagen sammen med ham engang. Hans kone var med da vi cyklede Tøserunden de første år. Hun var desværre død nu og Per havde fundet en ny kæreste, som han havde med her. Det var dem der fortalte os, at det var partout-armbånd vi havde fået på. Med det her armbånd, kunne vi – lige som de skulle – høre musik hele weekenden. Nå!? Det anede vi ikke. Og vi havde endda kun betalt for fredag aften. Det var da noget af en fejl de havde lavet deroppe i receptionen. De havde jo nærmest lige foræret os hver 1000 kr. Nu har vi godt nok andre planer resten af weekenden, så vi kommer ikke til at tiltage os noget, vi ikke har betalt for.
Nå – næste band: The Yellow House band – femstjernet folk-orkester bestående af nogle af Englands og Skotlands mest markante musikere. Vi har hørt dem på Youtube, men de spillede meget bedre i live. Hold kæft, hvor var de dygtige! Og de var ellers lidt amputerede, fordi et medlem lå syg hjemme på hotellet. Sangerinden Ainsley Hamill synger på skotsk-gællisk. Det lyder meget fremmedartet.
God koncert! Stående applaus.
SÅ ud i vinterkulden.
Vi mødte nogle bekendte og fik en snak foran pølsevognen inden vi spadserede hjem. Skønt at få en frisk gåtur før sengetid og juhuuuuu – det var stadig KUN fredag og weekenden er stadig lang.
