RSS
Indlæg
Kommentarer

Så forstår man bedre

I dag fik jeg forklaringen på, hvorfor der er så meget politi i det nabolag Emilie bor. Patruljering flere gange dagligt. Ualmindelig meget kameraovervågning …

JEG trode faktisk, det havde noget at gøre med Jyllandsposten over på den anden side af gaden.

Det havde det på en måde også …. naboen ovre til højre hedder nemlig Kurt Vestergaard!

Hvor må det være forfærdeligt, at være politiopdækket på den måde!

Det var mørkt aften, da Nikoline og jeg gik ned ad trapperne og hen mod vores bil. Med os havde vi vores store indkøbsposer, med gaver til os selv og andre. En god hyggedag i Århus er slut.

Vi fór sammen, da nogen smækkede hårdt med et vindue! OMG!!! Det er vel ikke en bombe?!

Pyyhhh – La’ OS komme hjemme til lille Middelfart – med Nikoline bag rettet tager det ikke  så lang tid, at komme hjem ;-)

Jamen, jeg blev sgu ærlig talt lidt forbavset, da en yngre herre lørdag aften, lænede sig ind over bordet og spurgte: “Sig mig, er det ikke en Noa Noa kjole du har på?”

Jeg havde ellers hørt, han var cykelrytter – så hans kendskab til dame mode undrede mig.

Faktisk troede jeg han tog pis på mig!

Jeg fik lige den tanke, at jeg havde glemt at klippe prismærket af?!

Jeg kunne se, han morede mig over min undren – men så kunne hans kone ikke holde masken mere. Hun brød fnisende sammen: “Den er magen til mig”, sagde hun – og sørme ja: Hendes var sort og jeg genkendte den ikke før hun sagde det nu. (Den er KLART flottest i lyserød, efter min mening).

HUN havde derimod straks genkendt min lyserøde – for det viste sig, at hun arbejde i Noa Noa i Silkeborg.

Så fik vi også lidt at snakke om.

Efter natmaden, sagde vi farvel og hun gav mig et knus og sagde “Farvel, Noa Noa pige”.

En strik om halsen

Fest klar

Så er jeg klar til Pias sølvbryllup!

Håret blev sat hos Charlotte fra Salon D’art tidligt i formiddags. Jeg har taget min fine lyserøde Noa Noa kjole på, som Emilie har solgt til mig.

Og den sorte jakke, med smarte detaljer …

Og strømper med sølvpynt, i dagens anledning.

Totalt festklar -  tilbage er bare, at nyde festen :-)

I et stykke tid har jeg ledt efter nogle gamle Tuborg plakater, som jeg har et særligt forhold til, fordi et eksemplar af sættet hang i mit og Kajs første hjem sammen i begyndelsen af ’80′erne. I kan se dem på billedet herunder.

Allerede dengang var jeg vild med Vintage.

Dengang skar vi plakaterne ud og skar reklamen væk. (Det er det Kaj ligger og gør på billedet herunder.) Vi hang dem direkte op på væggen med knappenåle.

Efter nogle flytninger gik plakaterne til.

Forleden fandt jeg dem så igen på nettet og i dag ankom de sikkert og godt pakket ind i et rør. “Gammelt bras”, synes Kaj.  Og hva’ så? Man holder da ikke op med at elske noget, blot fordi det er blevet gammelt.

Se bare, hvor lang tid jeg har beholdt ham ;-)

Jeg synes plakaterne er søde og denne gang vil jeg ramme dem flot ind og bevare reklamen omkring billedet. “Tid er ikke noget man har, tid er noget man ta’r“, står der bla. Vise ord.

Nu er det weekend og jeg ta’r mig tid. Tid til at slappe af – og nyde synet af mine gamle nostalgiske Tuborg reklamer :-)

Dagens pensum: Google AdWords og Google Analytics.

Gaaaaaaaaaaaab …

Jeg tror ikke jeg har kedet mig sådan, siden folkeskolens matamatiktimer :-(

Hun skal nok lære det

Video på programmet i dag på Webredaktøruddannelsen.

“Hun skal nok lære det …”

Herunder: Mit første forsøg med kopiering fra et gammelt VHS bånd.

I østen stiger solen op ….”

Og så i 15 graders frost. Brrrrrrrrrrrrrr…..

Godt der var god varme på i stuerne, hos min vintercupmakker og hendes sølvbrudgom tidligt i morges.

 

Sidste møde

I aften tager jeg til mit sidste bestyrelsesmøde i motionscykelklubben Baghjulet, nogen side. Jeg har nemlig for længe siden besluttet mig for, ikke at genopstille.

7 års spændende bestyrelsesarbejde er dermed slut. Jeg har altid været glad for at være med og jeg tror ikke jeg har misset 3 møder, på de 7 år, og det er faktisk meget godt gået – eftersom vi holder 11 møder om året.

Gosh …. det er 77 møder! Eller 231 timer! Det svarer til, at jeg har siddet til bestyrelsesmøde i næsten 10 døgn ….

Når det er sagt, så synes jeg faktisk ikke nødvendigvis bestyrelsen er det mest spændende sted at arbejde i klubben og bestemt ikke det eneste sted, man kan være med til at præge tingene. Og det er jo i virkeligheden sundt for en klub og et udtryk for, at de siddende bestyrelser har gjort deres arbejde godt. Uddeligeret.

I bestyrelsen er der mange tal. Meget regnskab. Meget pengesnak. Meget “politik”. Sådan er det nødt til at være.

Tal og regnskaber interesserer mig bare ikke så meget. Jeg har altid bedst kunnet li’, at have med kommunikation og formidling af min ydlingsbeskæftigelse – cyklingen – at gøre. Helst så tæt som muligt på den og allerhest vil jeg selvfølgelig gerne deltage alt det jeg kan  … Der er stadig masser at sjove opgaver at involvere sig i.

Det bliver jeg ved med.

I aften er det min tur til at stå for forplejningen. Jeg har bestemt mig for, at komme med hjemmebag. Så er der en lille chance for, at “drengene” kommer til at savne mig lidt. ;-)

Op på spinningscyklen

Hvor er det smukt udenfor! Sneen daler stille ned og min have ligner et eventyrlandskab.

Sneen tvinger mig også af mountainbiken og op på spinningscyklen – efter en januar med 400 kilometers MTB tager jeg i dag af sted til den første spinningstime siden marathonspinning 17. december.

Mens jeg drikker min morgenkaffe, lytter jeg til P4 Morgen i radioen. Lige nu har man mulighed for at sende en sms og stemme FOR, at Ruth Kabel (den kvindlige radioværtinde) skal løbe en tur rundt på slotspladsen ved Tranekær Slot, iført Biniki!!!!

Der er penge på spil og de går til Danmarks Indsamlingen.

Hmmm … DET syn ville jeg da i og for sig godt skånes for og det bliver jeg jo netop. For i radioen får jeg kun de indre billeder at se.

Men så kommer den obligatoriske melding: Der billeddokumentaion. Det ses på Facebook siden lige NU – hurra for medieintegrationen!

Jeg lader billeder være billeder.

Nu vil jeg iklæde mig min varme Noa Noa trøje, med Kashmir uld og så vil jeg gå ud og ise min bil af. Herefter henter jeg min studiekammerat (juristen). Jeg vil vædde med snakken går livligt hele vejen til Kolding, hvor ugens sidste kursusdag venter os. Der er “Grafik til nettet” med underviser Claus Birch på programmet.

Jeg glæder mig. :-)

Endnu er det tidlig morgen, men jeg glæææææder mig til en dag på Webredaktørkuset, sammen med engagerede og inspirerende mennesker. I dag er der online markedsføring på programmet. Webstrategi, salgskanaler, produkt- og målgruppedifferentiering og e-koncepter.

Mandag afleverede jeg mit projektoplæg. Jeg skal lave en hjemmeside for en virksomhed, der henvender sig til sporty mænd, der beskæftiger sig med livstil, sundhed, kropspleje og løb. Spændende!

I weekenden læste jeg Martin Thorborgs bog “E-pusher”. Underholdene og lærerig læsning. Jeg fik helt lyst til at starte en net-butik!

Og så har jeg en travl mand i huset her til morgen. For første gang siden VM i Landevejscyklingen (og dermed Kajs job) sluttede 1. oktober, drager han ud af døren om morgenen, med en madpakke under armen. Så starter et nyt arbejdsliv for Kaj.

God onsdag derude!

Det var mandag, den 18. juli. Det var møghamrende blæsevejr.

Jeg befandt mig  …. Tja, hvor var jeg? … et eller andet sted nede i Tyskland med kurs mod Paris. Jeg var på cykel.

Omkring mig lå 21 andre cyklister. Vi kørte tæt. Tæt, tæt. Der var uro i gruppen. Råben. Håndtegn. Slinger. Accelerationer. Opbremsninger. Cykelstien var smal.

Det var svært at styre cyklen i den hårde modvind.

Op på siden af mig, kørte en fyr, jeg ikke kendte hjemmefra. ”Du laver huller!”. Sagde han. ”Det duer ikke, at du trækker dig væk. Du skal køre OP til forankørendes baghjul. Ellers brækker gruppen over i to!”.

Jeg vidste han havde ret …

Jeg forsøgte at forklare mig. Jamen, uroen? Stop and go … om lidt holder vi stille igen. ”Jeg tør ikke ….”

”Der sker ikke noget!!”, sagde han.

Der sker ikke noget …

Så bed jeg al skam og skræk i mig, og kørte tæt, tæt op til det foranliggende baghjul. Nu var prisgivet de forrestes øjne og opmærksomhed. Efter 20 rulleskift lå jeg i front og brød vinden. Jeg kan køre meget hurtigere, når jeg tør træde igennem.

Fyren var der igen. ”Det går meget bedre for dig heroppe”, sagde han. Han roste mig! De 4500 km jeg havde i benene var ikke helt spildt. Vil rullede videre, og jeg gled ned gennem det nervøse felt.

24 timer senere lå jeg med et brækket kraveben, på en befærdet vej i Mastrichts tætteste eftermiddagstrafik.

Men da havde fyren for længst forladt vores gruppe, til fordel for en anden.

Troooo på det!

Hen på eftermiddagen brød solen frem, så kulden til trods tog jeg med Kaj og Nikoline ud på MTB. Turen startede på asfalt, men da de to drejede ind i Hannerupskoven og fortsætte ad isglatte skovstier, brød min angst ud i lys lue.

Jeg cykler ikke på isglatte skovstier!

Ultålmodigt kiggede de tilbage efter mig.

Kom nu!”, råbte Kaj. “Her er ikke glat. Der sker ikke noget!!”

Sker der ikke noget?!

Prøv liiiige at overbevise én om det, som har to brækkede kraveben (5 skruer i det højre og “klumpdannelse” i det venstre). Troooo på det.

Nej tak. Mam-Helle her vendte om. Ingen så, at jeg trak ud af skoven.

Ud, ud, ud på saltede cykelstier og hjemover gik det.

Først vel hjemme, kom jeg i tanke om, at Kaj cyklede rundt med nøglen i lommen. Jeg var låst ude i kulden!

Her ventede jeg i tre kvarter, før Kaj kom hjem.

Han siger iøvrigt, at han har læst, at der er Sibirsk kulde på vej. Jeg kan fortælle jer, at den er allerede nået her til matriklen!

Vintervandretur

 

Og så glider man nede i skoven, og slår nakken i skovbunden og slår sig som bare pokker – og så får man bare skæld ud for, at være en klodsmajor!! Lidt ægteskabelig medlidenhed ellers havde været på plads …

Såååååk – mig og mine knogler.

I dag fik jeg taget et billede på ortopædkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus. Her var jeg sendt over, fordi jeg stadig har smerter her ½ år efter, jeg brækkede det venstre kraveben.

Billedet viser ”klumpdannelse”.

Klumpdannelse!

Fedt!

Mere overraskende var det, at specialisten her kunne fortælle mig, at kravebenet bestemt havde været brækket helt over i 2 (altså ikke kun en ”revne”, som jeg ellers havde fået at vide). Godt jeg ikke vidste det i sommers!

Nu skal jeg CT scannes, for at se om der overhovedet er sammengroning under ”klumpen” …. For det er nemlig ikke sikkert (og jeg har jo før haft tendens til pseudoartroser, som han udtrykte det). Hvis der ikke er sammengroning, kan bevægelse give friktion mellem knogleenderne og det kan forklare smerterne. Det kunne også være nervetrådene omkring “klumpen”, som gav smerterne.

Såååk!!!

Ik’ lige, hvad jeg gad høre – men så var der da en årsag til mine smerter …

Dag 1

Dag 1 på webredaktør kurset konstaterede jeg, at det snart sagt er umuligt, at få en parkeringsplads på IBC, når man møder til direktørtid kl. 9.00.

Og så mødte jeg 30 nye mennesker og fik 30 livshistorier (heldigvis i forkortet udgave). Skægt hvor hurtigt man falder i snak med folk, der er i samme situation og har samme interesser som én selv.

Senere konstaterede jeg, at det tager lige så lang tid, at komme ud fra Kolding midtby i den værste myldretid og til Middelfart, som det gør, at køre fra Haderslev til Middelfart ad motorvejen.

Det har været en rigtig god dag.

Jeg glæder mig allerede til i morgen.

Dejlige fridage

Gårsdagens mandag morgen. Brunch i Århus sammen med Emilie. Jeg har lagt sidste hånd på 3 månedersprojektet i Haderslev og rånyder et par fridage, inden det går løs med en ny uddannelse – jeg skal være webredaktør. :-)

 

I dag har jeg givet mig selv en god fødselsdagsgave!

Jeg har booket mig en rejse til Samos.

Her skal jeg bo på et roligt hotel i øde omgivelser, tæt på strand, bjerge, oliven-, citrus- og vinmarker.

Hver dag starter med to timers guided meditation. Resten af dagen skal jeg sole mig, vandre, opleve, spise græsk, slappe af og nyde gode veninders lag.

Jeg glæder mig!

Crème Brulée

Fejringen af min fødselsdag i morgen, strækker sig over flere dage. Ikke fordi en 47 års fødselsdag er noget at råbe hurra for ….

Faktisk synes det det føles vildt underligt at fylde 47 – når jeg føler mig som nøjagtig det samme menneske, som jeg var da jeg fyldte 17 …

Men hyggeligt er det i hvert fald – og så blev jeg fornemt begavet i aftes – med smart tøj og spændende kogebøger.

For noget tid siden, klæbede jeg en wallsticker op på køkkenskabet. Ren og skær pynt, men vi syntes nu da alligevel opskriften skulle prøve. Pigerne og svigerdrengene fik lov at være prøvekaniner i går aftes.

Kaj startede allerede om formiddagen, med tilberedningen.

Det blev en rigtig vellykket dessert :-)

En ny sag om børnemishandling i pressen ….

Al den snak om overgreb mod børn og om voksne, der ikke har reageret, har fået mig til – med gru! – at tænke tilbage på den (forhåbentlig) eneste gang, jeg nogensinde har stået i den situation, at jeg har skullet viderebringe en mistanke.

Min 13-årige kom hjem og fortalte mig en gruopvækkende historie, som hun havde hørt fra en perifirær kammerat. Den handlede om alvorlige overgreb, tilsyneladende begået af pigens stedfar!

Min 13-årige var dybt rystet.

Spontant reagerede jeg med mistro. Kunne det virkelig være rigtigt! Jeg blev meget hurtig flov over min reaktion – for det må simpelthen være det værste for børn, der går videre med den slags: At få at vide, at de er fulde af løgnehistorier.

Min 13-årige underbyggede sin historie med, at vise mig pigens Arto profil, hvor hun havde skrevet nogen ting.

Hvad skulle jeg nu gøre?

Hvis historien var sand, var det en kriminalsag . Hvis pigens historie var opdigtet, var det under alle omstændigheder en pige, der trængte til en snak med nogle voksne om, hvad man går og siger om sin stedfar. Min datter gjorde det eneste rigtige – hun gik til en voksen: mig.

Jeg rådførte mig med min far, som er lærer og har arbejdet med børn og unge hele sit liv. Hans svar var, at slige måtte man aldrig sætte overhørigt!

Så kom jeg i tanke om, at jeg kendte en lærer på den skolen, pigen gik (ikke vores egen skole). Jeg fortalte historien til hende. Hun kendte ikke selv pigen, men hun ville da spørge sin kollega, som var klasselærer for pigen, om han havde bemærket noget til, at pigen var ked af det for tiden.

Jeg glemte alt om historien – jeg synes nu jeg havde bragt den videre til fagpersoner – pigens klasselærer.

Så gik der et par dage. Jeg var på arbejde, da min telefon ringede og en fremmed dame spurgte mig direkte:

”Hej det er XXX. Jeg er XX’s mor. Er det dig, der har ringet ned til skolen vedr. en voldtægt?”

What!?!?

Jeg havde simpelthen den her piges mor i telefonen!

Det viste sig, at skolen havde indkaldt pigens forældre til en snak, hvor de havde forelagt historien. Moren og stedfaren blev rasende! Historien om overgreb var løgn! De konfronterede deres datter, som sagde, at DET havde hun aldrig sagt. Det var en historie min 13-årige havde opdigtet, påstod den arme pige forståeligt nok.

Herefter havde skolen udleveret mit telefonnummer til forældrene, for kunne vi to mødre ikke bare selv rede ud, hvad vores døtre gik og digtede historier om?

Jeg vidste min datter ikke havde opdigtet den her historie   …  men det kunne jeg selvfølgelig aldrig bevise for “man tror jo altid, ens egne er så uskyldige ...”, som én sagde til mig.

Jeg fortalte moren hele historien, som jeg havde hørt den. Om mit dilemma. Jeg fortalte om Arto profilen, og hvad jeg havde læst hendes datter havde skrevet.

Moren sagde, at pigen godt nok havde haft nogle problem. Men det var overstået nu! Hun var faktisk meget sød og forstående at snakke med.

Vi ringede af …

Jeg følte mig som en stor idiot – og jeg følte, der var sået tvivl om min datters og min troværdighed. Nu var det os, der fremstod som løgnere.

Jeg blev bekymret for, om MIN datter nu fik problemer, fordi hun havde ”sladret” til en voksen.

Det fik hun ikke.

Den anden pige gik en bue uden om min datter (med blikket slået ned) og de to piger, har aldrig talt sammen siden.

Lige dengang besluttede jeg mig for, at hvis jeg nogensinde hørte noget om nogen, der ”voldtog deres stedbørn”, ville jeg blande mig uden om . Jeg håber nu alligevel, jeg ville have mod til at blande mig, hvis jeg nogensinde – det gud forbyde! – skulle høre om noget så modbydeligt igen.

Men fy for pokker, hvor var det ubehageligt.

Datohaj

Hæ … hæ …. Jeg scorede et gavekort på 25 kr. i Føtex i dag, fordi jeg fandt en pakke røget mørbrad med overskredet sidste salgsdato :-D

I 1985 kørte jeg motionscykelløb på en nyåbnet motorvej. Strækningen gik fra Odense SØ og ud til Langeskov og tilbage igen. Kun ialt omkring 15 km.

Det var langt nok, når man cyklede på en Batavus Flying Dutchman damecykel (spritny) og når yngste deltager i gruppen var Fætter Sølle, som kørte på en lille drenge BMX cykel, med en tårnhøj kadence.

Nu er den gamle Batavus forlængst skrottet (den blev 20 år). Og fætter Sølle er blev voksen og har sikkert skiftet BMX’en ud med en BMW.

Jeg kan huske den der lækre nye motorvejsasfalt, alle de glade cyklister, stemningen og så den der brede, brede tosporede nye vej foran én – uden bilister. Vi fløj til Langeskov i forrygende tempo og højt humør.

Ved Langeskov skulle vi vende og køre i den anden side, retur til Odense SØ. Desværre opdagede vi nu, at grunden til, det havde gået så flyvende mod Langeskov, var en kraftig rygvind, som nu blev til “mavevind”. Det blev en hård tilbagetur for den tregearede!

Nu har jeg meldt mig til et nyt motorvejsløb. Denne gang foregår det på en ny motorvej fra Sønderjylland til Kiplev. Strækningen er 2×48 km og denne gang skal jeg køre på min racercykel.

Jeg glæder mig til små 100 km på en ny fin asfaltvej, uden biltrafik.

Og håber på godt vejr 25/3 ….

Jeg - en motorvejsrytter :-)

Tredje afdeling af Fredericia Cykel klubs “Paris-Roubaix” (mærkeligt navn til en cup, der ligger så langt væk fra Paris) bragte hele 54 km (altså inkl. turen frem og tilbage) ind på min konto. Ik’ så ringe endda. :-) God træning til Mam-Helle her – og så er det altså hyggeligt, at køre cup sammen med piger, der er så sociale og snak’salige, at de gerne venter, så vi kan hyggesnakke hele vejen rundt.

Jeg var nær aldrig kommet ud af den varme bruser, da jeg kom hjem. Nøj, hvor jeg frøs.

Nu er jeg landet i sofaen med en stor kande skoldhed te – herligt! Jeg ser dronningens 40 års jubilæum i fjernsynet og tænker på, at jeg godt kan huske, hvad jeg lavede for 40 år siden.

Mine forældre havde gæster. En af min fars studiekammerater, hans kone og alle deres (mange!) børn var på besøg. Vi legede i kælderen. Der var kun 1 uge til min 7 års fødselsdag.

Pludselig kom én af de store piger løbende ned af trapperne: “Vi skal græde!“, sagde hun.

Hvorfor skulle vi græde?!

Jo. Kongen er død!”

Konger – det er sådan nogen undersåtterne græder over …. Spændt løb vi op af trapperne til stuen, hvor de voksne så det hele i vores lille sort-hvide fjernsyn.

“Kong Frederik den ni-en-de er død. Længe leve hendes majestæt Dronning Margrethe”. Jeg kan huske, jeg syntes det var spændende og eventyragtigt …

God start, men …

Jo, men fredagen startede egentligt fint.

Godt nok ringede mit vækkeur mindst 1½ time for tidligt. Jeg fik det kvalt og da Kajs ringede, var det meget mere tilpas.

Først på dagen havde vi ét til flere møder med interessante mennesker – møder der på mange måder indgød os fornyet tro på det hele.

Senere var der cykelturene. Min forløb dejligt – den gik mod Jylland og Madsby Parken, hvor veninden og jeg fik kørt lidt højdemeter. Sikke et pragtfuldt cykelvejr!

Først da vi nåede til Peberbøffen kl. 18.00 kom problemerne.

Ikke alene sved den stærke (nærmest uspiselige) peberbøf i svælget. Den brændte i maven og  ødelagde næsten det gode glas rødvin, vi ellers havde glædet os til hele ugen.

Pyyyhhhh – her fredag aften sveder vi tran i sofaen og drikker postevand – riiiiigeligt postevand.

Nørd!

Tanker i en bilkø

I morges, mens  jeg sad i en 2 km lang bilkø på motorvejen nær Christiansfeld tænkte jeg på, hvordan jeg allerede har vænnet mig til, at køre langt efter mit arbejde – jeg, der næsten altid har kunnet cykle.

Om bare to arbejdsdage lægger jeg sidste hånd på det projekt, som jeg begyndte i oktober. Så er det slut med, at køre til Sønderjylland i denne omgang.

Det er helt mærkeligt, at tænke på ….

Det har været nogle helt igennem gode måneder.

Nytårskur

Jeg stiftede bekendskab med en fantastik ny ting i aften, til Nytårskur i gymnastikforeningen:

En Redondo bold.

Sådan én må jeg eje!

Vintercup i Harte

Pias og min vintercup ved Harte nær Kolding gik godt i dag.

Vi havde fint cykelvejr og  fandt 7 poster. Vi svarede rigtigt på 5 af spørgmålene og fik kun få strafpoint for, at komme for sent hjem.

Et af spørgsmålene lød f.eks. “Hvem sad længst på præsidentposten: A Gaddaffi. B Castro. C. Mubarak.” Pia huskede at Gaddaffi vist havde siddet i mindst 40 år. Vi blev nu alligevel enige om, at Castro havde siddet længere …  Vi tog chancen og klippede posten i B. Det gav 6 point :-)

Vi fik en del terrænkørsel (inkl. en lang løbetur!) og en masse mudder. Ikke lige min kop te. Det river i begge mine brækkede kraveben, når underlaget begynder at skride under min cykel :-(

Vel i mål, var der KØ i damernes omklædningsrum. Åhhh – man mindes de go’e gamle dage, hvor der næsten ikke var nogen piger, der kørte vintercup. Dengang var der plads nok i omklædningsrummene.

I dag var der varmt vand i hanerne. Til gengæld var der faktisk ikke meget vand – men hvad pokker. Man kan jo ikke få både i pose og i sæk.

Vi fik en delt 2. plads i vores klasse i dag. Det er sørme godt cyklet af Helle & Pia :-)

Næste gang vi skal køre vintercup går turen laaaaangt væk hjemmefra: Helt til Als og Danfoss Cykelklub. Vi forbereder os på en heldagstur sammen.

“Kom nu ikke for nær Lillebælt. Der er forhøjet vandstand.” – det var det sidste Kaj sagde, inden jeg drog af sted på træningstur sammen med veninden.

Og himmel! Sikke en cykeltur vi kom ud på. Vandet ved Gals Klint stod helt op til campingpladsen. Stranden og græsarealet var helt væk og hvor der normalt er fine MTB spor var nu et sandt hav.

Hvad gør man så?

Står af og får våde tæer?

Næ – jeg fulgte min frygtløse veninde, som pløjede sig  gennem vandmasserne på sin mountainbike. HOLD OP, hvor kan man holde kadencen og få pulsen op, når alternativet er, at stå i vand til knæene …. :-O

Det er blevet fredag aften. Jeg laver Thaimad og kæmper en indre kamp med mig selv: Er i aften, jeg skal have min ugentlige halve flaske rødvin? Eller skulle jeg vente til i morgen?

Den årlige januarkur er lige begyndt …

« Ældre indlæg