I aftes studerede jeg højdeprofilen på den tur, vi skulle ud på i dag, så jeg var forberedt på, at der med sikkerhed ville være passager jeg ikke kunne cykle – så stejle var de. Vi skulle cykle 12 kilometer op ad bjerget Monte Serra og stigningerne var slemme.
Turen der ud til Monte Serra var 30 km og gik af ret store veje med dårlig asfalt (Highway to Hell!).
Op ad bjerget måtte jeg faktisk kun af cyklen 1 gang. Til gengæld gik jeg vel så en 2-3 kilometer, gående i strømpesokker op ad bjerget med min cykel!
Det kostede et hul i mine cykelsokker og 4 vabler under fødderne.
Heldigvis var flere i min gruppe i samme båd som jeg, så der var ingen stress. Vi var kun 6 i dag.
Vi gik, cyklede, gik, cyklede – ja, og et par stykker cyklede selvfølgelig hele vejen. Det bjerg var nok lige i overkanten til mig.
Nå … I stedet for at tænke på de strækninger jeg gik, kunne jeg jo vælge og tænke på dem jeg rent faktisk cyklede – mand, hvor var det hårdt!
På toppen mødte vi Kajs gruppe, som kørte samme rute, men var startet en halv time senere end os. Det var hyggeligt lige at mødes.
Nedkørslen gik fint og kontrolleret. Sikke nogle udsigter. Vi så bjergbestigere, der klatrede op af klipperne.
På den flade hjemtur fik vi flere mindre veje, men stadig var de i en dårlig forfatning. Igen i dag har vi haft 32 graders varme.
I morgen er sidste cykeldag hernede. Det er ikke fordi jeg har særlig mange kilometer på tælleren, men dem jeg kørt har sørme været hårde.
