0 Udgivet i Helbredet

1. april

Mormor Helle vender et blad på kalenderen og konstaterer, at det er blevet april.

Og det er ik’ en 1. aprilsnar, det jeg fortæller nu:

Jeg var lige ankommet til Odense i går, havde fundet et parkeringshus i Odenses (rædselsfulde!) bymidte, hvor letbanen testkører og det ikke er nemt at komme ind i bil mere. Jeg havde fundet adressen på Codans ortopæd-læge.

Faktisk havde jeg lige taget i hans dør – da min mobil ringende.

Først overvejede jeg, at lade den ringede ud. Jeg havde ikke tid. Jeg var jo på vej ind til lægen og for resten var det et ukendt nr. der ringede til mig. Ukendte numre er alt for ofte nogen, der enten vil SÆLGE noget til mig eller sætte mig i (ulønnet) arbejde.

Men så ombestemte jeg mig.

Jeg tog telefonen.

“Det er Helle”
“Goddag. Det er læge XXXX”
“Goddag?”
“Ja … du skulle jo have været ud til mig …”

“Have været …?!?!” (jeg afbrød ham) “Jeg står uden for din dør!!!”
“Åh, det var også træls. Men sagen er – jeg er blevet syg. Jeg ligger med 40 i feber …. Jeg ringede til dig i går aftes, men du var hele tiden optaget”

Hele tiden? Jo – jeg snakkede ganske rigtig i telefon med Nikoline i 20 min. Noget, der sjældent sker … vi er ikke telefon-typerne.

“… og så glemte jeg at ringe til dig igen i formiddags …. for jeg er nødt til at aflyse vores aftale”.

Fuck!

Fuck! Fuck! Fuck!

Jeg vil ikke referere her, hvad jeg fik sagt til den syge ortopæd. Lang historie kort: Jeg fik en ny tid i aften kl. 18. (jeg glemte at spørge ham, hvordan han kan være sikker på at gå fra 40 i feber i dag til rask og smittefri i morgen…)

Anyway. Jeg må til Odense igen i aften. Og når jeg (forhåbentlig!) møder den her læge, kan jeg starte med at fortælle ham, at jeg nu har kørt 200 km for at passe min konsultationsaftale med ham og 200 km i bil gør IKKE godt i mine ribben. Det må han huske at føre til protokols, når han skal vurdere min méngrad.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar