0 Udgivet i Ferie

10 år og en slat

I morgen tager jeg til Kreta. 10 år og en slat – så længe er det siden, jeg var der sidst. Men hvor var jeg egentlig i mit liv, dengang i 2012?

Jeg var lige startet op som selvstændig konsulent (lidt af nød – finanskrisen buldrede derudaf, jeg havde mistet mit arbejde og det var svært at finde et nyt). Det gik faktisk meget godt. Jeg havde kunder og omsætning fra dag ét (og har haft det lige siden). Jeg kunne betale mine regninger. Men alligevel bekymrede jeg mig om alt muligt. Jeg lider af en fundamental angst for “at dø af sult” – dvs. for ikke at kunne klare mig selv økonomisk. Tryghedsnarkomanen Helle havde ikke helt is nok i maven, til at arbejde på freelance basis. Jeg kan huske jeg lå på stranden i Kreta og bekymrede mig om alt muligt derhjemme.

Temaet for tøse-turen derned var eller “Mindfulness”. Vi mediterede på stranden og snakkede om at være i nuet og lade være med at bekymre sig om noget, der måske alligevel ikke sker. Meget af det jeg lå og tænkte på, på stranden på Kreta skete aldrig.

Helbredet bekymrede jeg mig ikke om. Jeg var nyopereret i mit 2. brækkede kraveben og det var rart at få skidtet skruet sammen. Nu gik det fremad. TO brækkede kraveben på to år – nu havde jeg betalt mit. Jeg skulle aldrig brække flere knogler …. (troede jeg).

Når jeg ikke var skadet cyklede jeg på livet løs. Jeg havde god tid til det. Ungerne var for længst fløjet fra reden og jeg styrede 100% selv min egen tid (det fedeste ved at være selvstændig). To år efter fik jeg lønarbejde igen (turde ikke sige nej, da muligheden bød sig) – så blev det med tiden en anden sag.

Der er meget, der er gået godt og jeg er her endnu. Al mulig grund til at smile. Jeg vender tilbage til Kreta som bedstemor, med en 7-8 år tilbage på arbejdsmarkedet (max) og jeg sulter ikke.

Og gud, hvor var jeg korthåret!!

Og yndlingsfarven er stadig rosa.

Og solbrillerne, dem har jeg sgu endnu – jeg burde VIRKELIG få mig et par nye.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar