Engang for mange år siden, dengang Hygge-Helle bare var en lille pige, havde jeg en legekammerat. Hun boede langt uden for byen, i en lærerbolig på Højskolen, hvor hendes far var lærer.
Hun hed Ragnhild, hvilket ikke var noget almindeligt navn til en lille pige midt i halvfjerdserne, hvor det var moderne at hedde Lene eller Annette eller Pia eller Helle. Ragnhild var ikke helt som os andre, for hendes mor var fra Østrig.
Når jeg besøgte Ragnhild på højskolen, legede vi hest.
Bag højskolen lå en nedlagt ejendom. Den stod tom og rummede blandt andet en gammel hestestald. Det var her Ragnhild og jeg holdt usynlige heste. Vi legede, at vi hentede vand til hestene, i brønden som var placeret midt på gårdspladsen. Gysende snakkede vi om, at vandet var forgiftet, fordi der var faldet døde dyr ned i brønden.
En dag i skolen sad Ragnhild og græd. De andre hviskede, at hendes far – højskolelæreren (som var 20 år ældre end min egen far) pludseligt og uventet var død samme nat.
Ikke lang tid derefter flyttede Ragnhild fra byen.
Jeg kom til at tænke på Ragnhild igen den anden dag, fordi jeg igen befandt mig på præcis det samme sted, som vi holdt usynlige heste. Den gamle ejendom er revet ned. Forhåbentligt er der heller ikke noget forgiftet vand mere.
Pudsigt … nu kan stedet gå hen og blive mit næste hjem.
Det er mærkeligt at tænke på …
Ingen har sagt noget