Jeg følte mig som Sus i filmen “Den Eneste Ene” i går, da jeg var ude at se på køkkener sammen med min mand (“Jeg er ude at se på køkkener sammen med min mand, det er MEGET kvindeligt, Sonny”). Altså bortset fra, at min Sonny og jeg ikke skændtes foran sælgeren i går.
Køkkendamen der sad overfor mig var ikke sælgeren fra Tvis, men (i mine øjne) “Lizzie” (“Jamen, køkkenet er da også et vigtigt rum. Bestemt” , ansat ved HTH og gift med Niels (montør ved HTH) og midt i en adoptionsag for at adoptere Mgala.
Som I ved, dør hun desværre tragisk, kort tid efter.
Filmen “Den Eneste Ene” er som bekendt spækket med Product Placement, hvor reklamerne er skrevet ind i replikkerne. HTH har nok sponsoreret en del, tænker jeg.
Som gammel i møbelbranchen, genkender jeg også mange kendte designermøbler i filmen, som med garanti er bevidst placeret, mod betaling. Sådan skal der jo altid være nogen til at betale gildet.
Nå – men så sidder man så der i timevis og snakker, ikke HTH, men TVIS køkkener.
Som timerne går og Tvis bedyrer, at de ikke lukker før kunderne er gået, falder og falder ens blodsukkeret (januarkuren tåler ikke måltidsforsinkelser) og beslutninger tages som bekendt dårligt på tom mave), men endelig får vi forholdt os til, om den der fasede kant mon giver os mere livskvalitet end den anden, og vi får besluttet, at vi nok hellere må vælge noget “kalkfarvet” (dagens tema: Er det rengøringsvenligt?!), og fortrænge tanken om, hvorvidt man mon om nogle år vil hade den flise, (lige som man kom til at hade de bæbrune).
Pyyyyh – i går var en hård dag.
Ingen har sagt noget