Den første aften i vores nye hus, stod der pludselig en uniformeret vagtmand i vores entre. “Hvad laver I her??”, spurgte han.
Normalt ville det være beboernes replik, når der sådan går nogen ind i deres hjem uden at banke på. Men situationen var lidt speciel.
Han gjorde sit arbejde og han gjorde det godt.
Vi fortalte ham, at vi boede her (hvilket føltes som en halv løgn … der går nok lidt tid inden man sådan rigtig føler sådan). Vagtmanden tog et foto af Kajs ID kort og fortalte, at han han ikke var orienteret om, at nogen allerede var flyttet ind og at han skulle gå vagt her et stykke endnu.
Det er dejligt, at blive passet på 🙂
Men ellers gik flytningen én, to, tre. Masser af hænder til at bære ud, køre flytte biler, bære ind og pakke ud og imens gjorde Vibeke og jeg lejeboligen fin og ren og vi bakkede ud som to hvide tornadoer – jeg havde ikke drømt om, at nå så langt.
Det var en dejlig fornemmelse, da vi kunne synke ned i sofaen den første aften i vores nye hus. Vi har sovet som en sten i nat – her er helt stille.
Her til morgen SNER det – saft-suse-mig! – Det sner, den 24. april. Hvor ualmindeligt heldigt – så behøver jeg ikke have dårlig samvittighed over at springe søndagstræningen over. 🙂
Ingen har sagt noget