HandyHelle og HandyFar

Jeg har hyret min far ind, til at hjælpe mig med at renovere gæsteværelset, nu da vores logerende (Nikoline) er flyttet ud igen. Selv om jeg har én hel arm til min fulde brug, har jeg ikke rigtig turde kaste mig ud i projektet, helt alene.

Det er også meget hyggeligere at male, når man er to.

Jeg har nogle vilde håndværkerplaner for værelset – nu må vi se, om det flasker sig …  Foreløbigt går det rigtig godt.

To diplomer

Jeg modtog iøvrigt to diplomer, den anden dag. Det ene synes jeg ikke helt, jeg har gjort mig fortjent til. Det var det her:

Gennemført, er nok en tilsnigelse …

Det andet, så sådan her ud:

Det kan jeg bedre leve op til.

Det er søndag. Solen skinner og jeg kan ikke cykle mig en tur. Til gengæld går det mærkbart bedre i min skulder og på tirsdag har jeg 6-ugers dag og må dermed begynde at træne med belastning. Kan ikke vente! Lige nu tror jeg på, jeg er på cykel igen, inden september er gået. Jeg vil snarst få rykket Cykel-Kai for reparation af min racer.

Valg og VM

Så skete det, som Kaj og hans kolleger har vidst i et stykke tid. Folketingsvalget blev udskrevet således, at det IKKE faldt sammen med VM i landevejscykling.

Tak for det!

Ikke noget at sige til, Kaj og kollegerne i et stykke tid svedte ved tanken om dette scenarie: Valgplakater med billeder af Lars Løkke op og ned af VM ruten, mens Danmark har besøg af verdenspressen!

Jeg kommer ikke til at se meget til min mand, den kommende måned. Vores tidregning hedder lige nu før VM og efter VM.

Interviewet med journalisten

Journalisten – med hvem jeg havde et møde i går – ville ikke snakke med Baghjulets næstformand (altså mig) om hvordan-man-holder-sig-på-cyklen (som han sagde) som i lad-nu-vær’-med-at-rode-rundt-dernede-i-asfalten agtigt ….

Derimod mente han med “holde sig på cyklen”: Hvordan motiverer man sig selv til at FORTSÆTTE med at cykle, når kampagner som f.eks. Vi Cykler til Arbejde er slut.

Orrk – det kunne jeg sagtens snakke om en times tid. Jeg har cyklet til arbejde i årevis.

Så jeg snakkede og journalisten griflede ned, det bedste han havde lært. Vi kom omkring Baghjulets nye gruppe F (det er dem der cykler på almindelige cykler), om store udfordringer som Tour de Paris eller Tour de Vestfyn, om børn, der skal lære at cykle selv i stedet for, at blive kørt af deres forældre og om brug af cykelhjelm. Jeg lagde ikke skjul på, at jeg havde reddet mit liv af en cykelhjelm 2 gange på 15 måneder! Den indgangsvinkel syntes han var uhyggelig og interessant …

Han ville også have billeder og jeg havde nogle med hjemmefra. Et af næstformanden på cykel, skulle han bruge. Og så tog jeg dette billede med til ham:

Det er Gert, der har taget det. Det viser føromtalte nye gruppe F og det gav mig en ny idé.

Hen på efteråret, må jeg have snakket med de andre i dameudvalget. Måske skulle vi arrangere en tur til Tøserunden næste sommer? Gruppe F skaber grobund for en hel ny målgruppe af cykelpiger i Baghjulet. De cykler på almindelige cykler og det kan man som bekendt godt til Tøserunden. Et mål, sociale cykelture, sammehold og kammeratskab på cyklen er nemlig også noget af det, der motiverer og gør det hele meget sjovere.

Det sagde jeg også til journalisten.

Artiklen med Baghjulets næstformands gode råd, bliver bragt i Fyens Stifttidende og Melfar Posten, som et indstik, i næste uge. Det er et temanummer, hvor alle artiklerne handler om cykling.

Et par uger mere – mon ikke jeg så kan komme ud og se om skulderen er stærk nok til at holde ved styret på min damecykel? Jeg kunne jo starte med at tage en tur med gruppe F :-)

 

Føds’dag i Århus

Det blev sent, inden jeg var hjemme i aftes, efter at have fejret Emilies 20 års fødselsdag i Århus.

Først frokost i fødselarens nye lejlighed. Så en tur på sightseeing i Den gamle by i Århus. Det er præcis 19 år siden, jeg var der sidst, for dengang skubbede jeg Emilie rundt i barnevogn, på de toppede brosten. I går kunne hun heldigvis gå selv.

Om aftenen gik vi ud at spise, efter at Svigerdrengen og Nikoline havde ledt os på en nervepirrende køretur ind gennem Århus’ tætteste eftermiddagstraffik. (Undskyld vores kørsel – vi er fra landet!). Det var føds’dagsbarnets ønske, at få en god bøf på en restaurant. Hun var dronningen i går.

Bøffen blev græsk og da vi havde spist den, sluttede vi med dessert og kaffe hjemme i lejligheden i Viby, inden Nikoline styrede Citroënen hjem til Middelfart igen.

Jeg er tidligt oppe i dag. Har en aftale med en journalist, som vil lave en artikel med Baghjulets næstformand. Den skal handle om “hvordan man holder sig på cyklen” (Hvad pokker mener han med det ?! Et det en hentydning til alle mine brækkede kraveben??)

Gå i svømmehallen

Æv – vågnede med en drønende hovedpine i morges. Den stammer fra nakke og skulder og ryg, for jeg er stiv i kroppen af, at sove i mere eller mindre samme stilling – nu på 5. uge.

Så jeg glædede mig til aftalen hos fysioterapeuten og jeg GIK ned til hende – for jeg kører stadigvæk ikke bil.

“Fyssen” synes mit skulderparti var så ømt og hævet, at hun ikke ville ruske for meget i det. For selvom kravenet heler fint, så er ledbånd og muskler og “bløddele” i skulderen ømt ad H …. til.

I stedet fik jeg noget ultralyd …

Hun har anbefalet mig, at komme ud og få brugt noget energi. GÅ, f.eks. – eftersom det er det jeg kan lige nu. Eventuelt GÅ I VAND. Hmmmm – jeg ved ikke rigtigt. Hvordan ville det se ud, hvis jeg tog ud i svømmehallen og begyndte at VADE rundt i bassinet, i vand til halsen?

Det er måske det man kalder at gå i svømmehallen …?

Stensikkert uskyldig

Hen ad halv otte, kom min mand hjem i aftes. “Ich hab’s geschafft”, stod der på hans T-shirt.

Han gik næsten straks i gang med, at pakke sin kuffert igen. Arbejdsugen ligger i Brøndby og toget gik mandag morgen.

Men forinden opstod der et problem.

Hvor er mine underbukser!?”, spurgte han mig – hans hustru.

Jeg lå lige da med ispose på min skulder. Jeg havde FORBANDET ondt i går. Og jeg vidste ikke hvor hans underbukser var!

“Jamen, jeg vaskede dem alle sammen, sidst jeg var hjemme og jeg hængte dem op på tørresnoren!”

“Ok..?”

De er heller ikke her … de er heller ikke der!!! De kan da ikke bare forsvinde!”

Næ – underbukser forsvinder ikke bare …

“Har du haft nogen inde i huset, der har ordnet vasketøj?!”

Jeg havde ikke haft nogen inde i huset – overhovedet. Slet ikke nogen, der kom for at ordne hans vasketøj :-(

Faktisk har mit hus nu ikke været gjort rent, siden husmoderen brækkede kravebenet – og det er en måned siden nu. Og hænge vasketøj OP på en tørresnor med én hånd, kan jeg ikke. Jeg burde være så godt som frikendt for mistanke, vedr. hans forsvundne underbukser …

Så lød der pludseligt et suk “Nåååååhhh …..”.

(Nu vidste jeg, at han var kommet i tanke om, hvor han havde lagt sine underbukser). Ikke flere spørgsmål  …

I stedet gik han ud og tømte tørretumbleren, for hans tøj. Åbenbart havde det ligget der,  siden sidst han var hjemme. Det vidste jeg ikke engang. Tørretumbleren har jeg heller ikke rørt. :-(

Og så pludselig, pist væk var han igen.

Farvel og tak for besøget. Vi ses på torsdag, eller engang når VM i Landevejscykling er overstået ….

Hurtigt og helskindet

Lidt før halv ét – netop som veninden og jeg havde rejst os fra stranden ved Gals Klint, hvor vi lå og nød solen, midt under vores vandretur – kom den: SMS’en fra Hamborg.

Den gjorde mig glad :-)

Min mand er endnu engang kommet hurtigt og helskindet igennem Vattenfall Cyclassics.

1 mdr. er gået

Det er blevet den 20. august og dermed er der gået 1 måned siden styrtet og kravebensbruddet. Det er jeg glad for, for så skulle de værste uger være ved at være passeret.

Nedenvist billede, er taget for præcis én måned siden – nemlig den 20. juli – dagen hvor Dini Tours cyklede gennem Ardennerne. Læg mærke til, hvor dejlig fransk, der ser ud på billedet der, hvor Leila og de andre cykler i depot. Se hvor de smiler. De var trætte og glædede sig til en pause og noget at spise i depotet, som Kaj ogde andre havde sat op.

Det JEG ser, når jeg kigger på billedet, det er følgebilen, som holder parkeret til venstre. Og så kommer jeg i tanke om, hvordan Jørgen og jeg sad derinde med vores brækkede knogler og have ONDT ad helvede til!

Ondt i skelettet og ondt af os selv.

Vi steg ikke ud af bilen, mens cyklisterne var der. Vi halvsov.

Jeg var nærmest dopet af smertestillende medicin, hvorimod Jørgen var sej og nægtede at tage piller, trods sit alvorlige skulderbrud (han overgav sig senere på dagen, skulle jeg hilse og sige!).

Vi sad der i timevis, mens livet foregik uden for bilen og uden for vores rækkevidde. Vi hviskede en lille smule sammen. Ellers holdt vi bare mund. Lukkede øjnene …

Når jeg ser det her billede, så kan jeg huske, hvilket mareridt det var!

Når jeg ser billedet, kommer jeg også i tanke om, hvor meget bedre jeg har det i dag, 1 mdr. efter, hvor mit kraveben er i god heling. Det er DET jeg vælger at glæde mig over, denne 20. august – hvor jeg iøvrigt for første gang i lang tid, har trukket en PÆN bluse på og skal til Emilies fødselsdagsfest.

Der er så meget at glæde sig over :-)

God lørdag, derude.

De er også sure …

Hvis jeg ikke kan nå mine blommer, så kan jeg da heldivis nå mine ferskner …

Og dem er der også masser af i min have lige nu. Flotte ser de ud.

Men ak – det (lodne) skind bedrager. Ferskner dyrket i det her kolde danske sommervejr, er både sure og hårde og ikke værd at spise. Jeg må nøjes med at nyde synet af dem.

Man skal have nogle projekter

Jeg talte med min fysioterapeut (mens hun løsnede mit anspændte skulderparti) om, hvor tomt det er, når man mister sit mål. Uanset om man mister målet, fordi man er nået det eller fordi man ”skød forbi” (som jeg gjorde …), så er det jo væk.

Projektet er væk.

Og man er nødt til at have nogen projekter.

Marathon løberen står lige et kort øjeblik på mållinjen med armene over vejret, men så melder tomheden sig … tro mig!

Fysioterapeuten foreslog, jeg skulle gøre genoptræning af min skulder, til mit nye projekt … (ååhhrrr – sådan et projekt har jeg lige haft) :-/

Jeg har mere lyst til at kaste mig over noget cykling – altså når jeg kan igen ….

Men hvad pokker skal jeg give mig til??

Nogen forslag?

Bianchien er flyttet hjemmefra!

Min gamle racercykel er flyttet hjemmefra! Nikoline tog den med sig, da hun flyttede ned i sin nye lejlighed her forleden …

Jeg får den igen, når hun får købt sig en ny – det har hun lovet mig. Til foråret måske?

Pyt – jeg skal heller ikke bruge den lige nu! Hvor meget har jeg overhovedet selv kørt på den, siden jeg fik den nye? Det er ren nostalgi, når jeg overhovedet har beholdt den …

To tomme kroge i garagen, det er hvad jeg har … ikke én eneste racercykel i hus. JEG HAR SÅDAN LYST TIL AT KØBE NOGEN CYKLER!

Det får vente …. og mens jeg gør det sørger jeg bare for at slappe af, spise sundt og forsigtigt (nu da jeg ikke cykeltræner mere!) og så mobiliserer jeg langsomt mit ømme skulderled. I morgen skal jeg ned til min fysioterapeut. Hende har jeg ikke set i 5 måneder. Jeg glæder mig ikke til at fortælle hende, at jeg denne gang kommer med det venstre kraveben …. :-(

Nå – heldigvis går det da bedre. Det går fremad – inden jeg ser mig om, er jeg kørende igen. Men hold op, hvor er jeg SYG efter at komme på cykel igen, denne gang!

“Fandt du dine nøgler?”

Jo, og det gik rigtig godt med at optage Tour de Vestfyn på video i går. Så jeg var stolt, da jeg gav kameraet tilbage til Gert, som skal klippe filmen.

Jeg undrede mig bare over, at han skrev i morges og spurgte mig, om jeg fandt mine nøgler?! Nøglerne lå da stadigvæk i min taske, så hvad mente han med det ….?

Så åbnede jeg den filmstump, han vedhæftede …

Og så forstod jeg bedre ….. :-)

“Jeg tror jeg har styr på det nu …” – er det noget, man kan regne med?

Nøøøøøhhn – dyt! dyt!

Nøj – HyggeHelle har været ude, at køre Brandbil i dag. Nøøøøhhn – dyt! dyt!

Det skete under dagens Tour de Vestfyn, hvor jeg havde fået overdraget ansvaret for Gerts videokamera og skulle filme feltet, da det blev ledt ud af byen af den gamle brandbil.

Og tjuhej, hvor det gik. Med den ene arm i en slynge og med et videokamera i den anden hånd, og dermed ikke flere hænder at holde ved med, måtte jeg KLEMME mig godt op af reporteren fra Middelfart Lokal TV, som sad på min venstre side. Pyyyyyyhhh – hvor var jeg bange for at falde af.

Det gjorde jeg heldigvis ikke og turen tilbage til byen, var lidt mere afslappet.

Sparekassedirektøren speakede feltet ud af byen og på tilbageturen skulle han interviewes til fjernsynet. Vi måtte bytte pladser, mens brandbilen var i fart og reporteren sagde, at pladsen herovre ved siden af mig, var “varm”. Jeg må ha’ emmet af skræk!

Pas på kraveben og kameraer!”, råbte sparekassedirektøren, mens hans grinede  … meget og højt :-) Det var ikke nogen kedelig brandbil tur, det her.

Tour de Vestfyn  … det var mit allerførste motionscykelløb i år 2000 og jeg kørte det hvert år de næste 5 år i træk. Hvor har jeg dog haft mange fede ture til det løb, dengang i min cykelkarrieres start. Nu gider jeg slet ikke køre det mere – det tænder mig ikke det fjerneste.

Når man tænke på, hvor fedt det var, dengang det var sjovt, at det helt trist, at det ikke er sjovt mere ….

Epi-hvad-for-en-KRISE?!

Jeg fik det officielle svar på mit røntgenbillede i dag. EPIKRISE, lød overskriften …

Krise?! Hvad for en krise??

Oh-my-god! Er der en krisesituation i mit kraveben?

“Røntgen af venstre klavikel sammenholdt med røntgen den 28.07.11 viser sløring af frakturlinien og callusdannelse. Der er god stilling”, stod der.

God stilling …?

Lægen oversatte lidt længere nede: “Det betyder: God opheling med synlig knoglenydannelse og fin stilling.”

Åh gudskelov …

Behøver de at forskrække én sådan, med alle de latinske betegnelser. Definition på “episkrise” iflg. google: En epikrise er et kort sammendrag af en patients sygehistorie.

Kontrolrøntgen

I dag fik jeg taget et røntgenbillede af mit kraveben. Radiografen var en cykelbekendt. “Kommer du nu igen”, sagde han, som også fotograferede mig sidste gang. Vi fik et kig på billederne sammen.

Heldigvis ser bruddet fint ud og viser gode tegn på heling, men “der bliver sgu nok ikke noget Tour de Vestfyn på lørdag, sagde han.

Til sammenligning, så det sådan her ud, da jeg brækkede det 19. juli:

Tålmodighed er som bekendt ikke min stærke side, men det er lige nu det eneste jeg kan ruste mig med. Det skal nok blive godt alt sammen.

Og så fik jeg afsat min Alsacetur til en klubkammerat i dag. Jeg får alle pengene tilbage – han er glad og jeg er glad. :-)

Ingen cykelferie i Alsace

Jeg er gået i gang med, at prøve at få afsat min plads på Baghjulets cykelferie i Alsace. Selv om kravebenet er i bedring og det (7-9-13) ser ud til at hele fint og selv om jeg tror på, jeg cykler igen i et eller andet omfang i uge 37 – ja, så lægger jeg altså ikke ud med en uges cykelferie.

Jeg er iskold …

Ikke noget, at pive over her.

Der kommer en masse andre cykelture, jeg kan tage … masser af andre cykelferier, jeg kan tage på. Lige nu, er det heling og genoptræning, som er primære fokusområdet.

Mine klubkammerater i arrangørudvalget, tror de kan finde nogen, der vil med på et afbud. Hvis ikke, ryger sagen videre til Codan – jeg kender forretningsgangen …

I dag har jeg ivørigt været på tøjshopping med en veninde og jeg kan fortælle, at det er MEGET billigt at shoppe tøj, når man ikke kan trække andet en slaskede T-shirts over hovedet og er henvist til at låne sin mands skjorter (skjorter er nemlig ikke det, jeg selv har mest af, men de er praktiske, fordi de ikke skal trækkes over hovedet).

I mellemtiden forsøger jeg – her 21. dagen efter styrtet – at mobilisere mit skulderled. Bløde bevægelser op til smertegrænsen og unden belastning (hold kæft, hvor jeg kender turen!!). En kedelig træningsopgave, sådan en tirsdag i august …

På besøg hos min cykel

I aftes så jeg TV udsendelsen om Kongeetapen – det afsnit, hvor Kaj og Jan kører følgebil for gruppen. Uhhhh – så får jeg sådan en lyst til, at komme ud at cykle!

Det er ikke til at forstå, at jeg ikke bare kan tage min cykel og køre en tur … :-(

Senere i dag aflagde jeg min cykel et besøg i Cykel-Kai’s værksted. Han har ikke gjort noget ved den endnu, og det haster heller ikke spor. Baghjulet skal rettes op, og Kai tror på, cyklen kan rettes op, så jeg lige kan “slide hjulene færdige”. Det varer ikke længe, inden der skal et helt nyt sæt hjul til …

Mærkeligt, at stå der at se på sin cykel, møgbeskidt som den stadigvæk var, efter vores sidste tur sammen  …

Ups …

Da jeg vågnede i morges og dagslyset stømmede ind i mit soveværelse, slog jeg øjnene op – og så denne tegning på min hvide skabslåge !?

Hvad pokker?!

Nogen af aftenens havebålsgæster lavede andet og mere, end at spise bøffer i mit hus. Hvem kan det mon være?

Ondt

En morgen, hvor jeg sad på hotellet nede i Paris, hvor også Team Rynkeby var indkvarteret, kom en af deres ryttere hen og spurgte mig: “Har du brækket kravebenet?”.

Det kunne jeg svare bekræftende til og så spurgte han, om jeg havde cyklet med det?

Til det kunne jeg svare, at det havde jeg ved gud ikke! Jeg er motionist, for fanden. Jeg cykler for sjov!

Godt nok havde mine cykelkammerater slæbt mig ind på fortovet (ikke noget med spineboard og lignede “pyldreagtige” foranstaltninger, når man nok så ulejligt kommer til skade på et gadehjørne i et fremmed land, i et cykelfelt på vej til Paris). Man forsøgte at stable mig på benene (det virkede ikke først …). “Så, så …”, var der én der sagde. “Du har bare slået dig, du cykler om lidt igen …”.

“Stands trafikken – flyt ikke på den tilskadekomne” og lign. førstehjælpsforanstaltninger var glemt i Maastrichts hektiske eftermiddagstraffik.

Mens mine cykelkammerater inspicerede mig, inspicerede Cykel-Kai min cykel. Han kunne fortælle, at den (vist nok) var uskadt. Den var desværre lige så uskadt som mig selv – hverken jeg eller cykel var kørende længere ….

Nå, det var ellers ærgerligt, sagde Team Rynkeby rytteren. Han havde nemlig en kammerat, som netop havde gennemført Race Across America med et brækket kraveben (tag den!), og nu troede han lige, han kunne spørge mig, hvordan det egentlig var, at cykle med sådan ét.

Jøsses!

“Hvorfor fanden spørger du så ikke bare ham?!”, havde jeg lyst til at sige, men han var allerede på vej væk. Han havde mistet interessen for mig.

Hvorfor skal det altid være så heltemodigt, at cykle med brækkede knogler? Hvorfor skal man altid underholdes, med alle dem der cykler med brækkede kraveben, træner med én hånd på styret eller er i topform igen efter 2 uger.

Er cykelryttere dummere end gennemsnittet?

Er sportsfolk, generelt?

Er man sej, når man “æder sig selv”, ignorerer smertesignaler og vattet, når man tager ansvaret for sine skader …

* suk *

Det gør forbandet ondt i min skulder og mit kraveben her 17 dage efter styrtet og jeg skammer mig faktisk ikke det fjerneste over, at indrømme det … :-(

 

Et-armet chauffør

I dag gjorde jeg et forsøg på at køre bil med én hånd.

Jeg skulle bare lige ned og tømme postkassen i Emilies lejlighed og med venstre arm spændt godt op (har piiiissseondt i min skulder og lægen siger, det er et forstrukket ledbånd, jeg kan mærke der) spadserede jeg den korte tur.

Fanme, om jeg ikke fik taget den forkerte nøgle med!

Hjem igen – og så var det, at jeg ikke gad GÅ der ned igen, så jeg bugserede mig selv ind i Citroênen. Så sad jeg der og kunne ikke lukke døren efter mig … Pis!

Fik sparket døren i (ved at trække den i med vestre fod og huskede at få foden ind, INDEN døren smækkede). Fik bilen bugseret ud af indkørslen og ud af vænget – alt sammen med én hånd.

Det hylede og larmede, for jeg kunne ikke tage sele på! For satan da …

Vejen op til Emilies gamle lejlighed er godt hullet. Av for pokker!!! Mit forstrakte ledbånd gjorde ondt og ruskede i mit brækkede kraveben.

Så kom projektet med at komme UD af bilen igen – i fører siden … ikke nemt, når man ikke kan bruge venstre arm og det gør forbandet ONDT at vride højre arm over til den side.

Guuud!! Tænk hvis jeg ikke kunne komme ud?! At sidde fanget i sin bil, på en hullet grusvej, mens hele ens familie er Post Danmark Rundt og ikke kan hjælpe – hvilket mareridt!. Nå – Heldigvis havde jeg telefon med og jeg kunne jo ringe efter nogen, der kunne komme og redde mig ud, hvis alt gik galt.

Ud kom jeg …. GODT, der ikke var nogen, der så hvordan.

Postkassen blev tømt. Et vigtigt (postitivt) brev fra Peter Sabroes seminarium til Emilie …

Næste projekt – jeg skulle hjem igen …

Av, av, aaavvvvv!! For satan! Hyyyylende sele alarm og heldigvis ingen trafik den korte tur hjem.

Pyyyhhhh – der går sgu lige et par uger, inden jeg forsøger mig som chauffør igen. :-(

Om lidt bli’r her stille

Kaj og Nikoline drager af på den årlige I ve’ nok, og mit hus bliver helt, helt stille.

Jeg har med andre ord mit “sommerhus” for mig selv i en hel uge!