Endelig fredag

Jeg arbejdede sent i går aftes og alt for tæt på en deadline. Men jeg blev færdig og det var en god fornemmelse, at få sluttet en opgave, der har været i proces siden juni.

Tilgengæld røg min torsdagsaften aftale … Jeg fik ikke engang meldt afbud :-(

I morges vågnede jeg frisk som en havørn kl. 5. Jeg tog i svømmehallen, hvor træningen går helt forrygende.

Og SIKKE dog en fantastisk morgen! Himlen og duften og luften er dejlig. Fuglende pipper som om det var forår, uden for mit åbne vindue. Det er sgu lige til at blive helt religiøs af. Og så lover de 23 graders varme i dag!!

I eftermiddag kommer min kæreste hjem igen og vi skal råhygge os i aften og være sammen.

Hmmmmm ….. foreløbig står den på morgenkaffe og “24-timer” (gratisavisen, som jeg snuppede med hjem ude fra svømmehallen).

God weekend derude!

Gribende gensynsglæde

Sidst på eftermiddagen stod jeg klar på Middelfart Banegård, for at hente Kaj hjem fra VM. Han skulle ankomme med toget 16.26.

Mens jeg ventede, mødte jeg Sofus – han skulle også hente én hjem fra VM: Sin “far”.

Jeg kender ikke Sofus særlig godt, selv om jeg har besøgt hans “mor” og “far” mange gange. Ved de lejligheder, har jeg faktisk ikke været ubetinget tryg ved ham.

For det største er han STOR – et ordenligt brød, der kan skræmme livet af gamle damer som mig …

Og så larmer han enormt meget og har (synes jeg, som ikke kender ham) en adfærd som godt kan virke temmelig truende, når man kommer til hans dør.

I dag truede han ikke.

Han var så glad, at han dirrede af spænding og næsten ikke kunne vente, for han vidste godt, at hans “far” kom lige om lidt og han havde jo ikke set ham i 14 dage.

Så ankom Kaj og Sofus’ far endelig. Sofus gik fuldstændig bananas af bare gensynsglæde. Han hylede og skreg af jubel, ved synet af sin “far” og kastede sig bogstaveligtalt om halsen på ham. Det var gribende – sikke en velkomst!!

Bare jeg havde nogen, der blev SÅ glad for at se mig.

Jeg vil også have en schæferhund, lige som Sofus :-)

En god dag med VM i Rudersdal

Så er jeg hjemme efter en rigtig god dag ved VM i Rudersdal.

Først og fremmest en rigtig hyggelig dag i selskab med gutter og gutinder fra Baghjulet.  At følges med dem rundt langs VM ruten, er bestemt ikke kedeligt!

Selvfølgelig også en dag med noget fascinerende cykelløb – selvom selve cykelløbet jo opleves bedst hjemme foran fjernsynet. Så havde jeg heldigvis Gert som rapporter hjemmefra. Han sendte løbende sms’er i stil med: “Frank Schlek med i styrt”, “Thor gruppen taber tid” og “Lars Bak prøver”.

Alle de mennesker! 250.000 tilskuere langs ruten (og TV2 og DR fandt det ikke værd at bringe, de viser fodbold!) – og hvor var det fantastisk at se, hvordan beboerne langs ruten, havde gjort en festdag ud af VM – alle forhaver var fulde af fest og farver.

Min mand så jeg ikke skyggen af i dag. Til gengæld fandt jeg Nikoline. Hun vogtede døren ved UCI’s Vip Lounge.

Og det gjorde hun vist godt. Mor her fik selvfølgelig ikke lov, at komme ind og således kom jeg i fornemt selskab med både Ole Ritter og Michael Rasmussen. Hvis man ikke stod på Nikolines gæsteliste, hjalp ingen kære mor.

Nu er jeg landet hjemme, efter en lang dag. Jeg er godt træt , mættet af indtryk, varm i kinderne af sensommersolen og nyder et koldt glas hvidvin, før jeg må på hovedet i seng. Hvis alt går vel, kan jeg vente min man hjem i morgen – VM i landevejscykling er nemlig slut!

Godnat :-)

Tosset kirurg

Irene fortalte mig en sjov historie.

Hun (min cykelveninde) er jo anæstesisygeplejerske og kollega til den kirurg, som opererede mit højre kraveben sidste år. (Faktisk var det Irene, der satte mig i forbindelse med kirurgen, da vi kunne se kravebensbruddet udviklede sig kompliceret, fordi hun mente han var den bedste til at fixe det.)

Efter sommerferien havde hun fortalt min kirurg, at jeg nu også havde brækket det venstre kraveben.

Kirurgen reagerede sådan her:

Han gik hen til væggen, og dunkede sin pande ind i den, i lutter græmmelse!

Irene grinede: “Du hørte godt, jeg sagde det venstre, ikke?”, spurgte hun sin kollega.

“Jow!”, havde han svaret. “Ellers var jeg blevet tosset!!”

Lørdag morgen med cykelløb

Lørdag morgen sover jeg længe og da jeg står op, laver jeg kaffe og skærer en skive af min hjemmebagte grovbrød.

Med det sætter jeg mig til rette foran fjernsynet og tuner ind på én af mine mange sportskanaler. Jeg skal se junior drengene cykle om verdensmesterskabet.

Jeg tænker over, hvor sjældent det egentlig er, der er ordenligt TV dækket cykelløb i dansk fjernsyn. Tænk hvis de byttede LIDT af al den TV tid håndholden får ud med cykling …

TV2 Sport har forsinket transmissionen pga. en forlænget spilletid i en batminton kamp i Japan Open. Istedet snupper jeg Eurosport.

Cykling ses egentlig bedst i fjernsynet. Jeg har set alle de transmitterede VM dicipliner i TV denne uge. I morgen tidligt går turen til København og Rudersdal – og så skal jeg se noget live cykling. Hvis ellers jeg kan komme til … .

Foreløbig er det lørdag og dagen er først lige begyndt.

Mens jeg ser cykling, skriver jeg To-do lister. Lørdagens gøremål må ikke glemmes – ellers går det bare som i går. Da svigerfar ringede kl. 15.00 og spurgte om jeg havde glemt ham, kunne jeg først ikke engang huske, hvorfor jeg skulle huske ham … Vi nåede hans tog alligevel og jeg var kun ved at køre én fodgænger ned, da jeg forsinket rææææsede mod banegården i fuld taxa tempo. Forhåbentlig er svigerfar nået godt til Rudersdal og får sent noget cykelløb de næste dage.

Følger flagpigen …

VM i landevejscykling er spændende, men jeg synes selvfølgelig det er lige så spændende at følge min familie i deres arbejde. Kaj har ikke været hjemme i 14 dage nu og han er hååååbløs at få kontakt til. Men jeg får da et glimt af ham og Nikoline på TV i disse dage.

Her hejser Nikoline flaget – Danmark fik en juniorverdensmester i enkelstart i dag.

Svære valg

Jeg er IGEN ude i nogle svære valg.

Jeg skal – SKAL, SKAL, SKAL – have valgt nogle nye briller nu. Det KAN ikke udsættes længere, for de gamle passer mig slet ikke mere.

Efter mange forsøg (uuhhh – optikeren er snart træt af mig …) er jeg da nået så langt, at jeg har besluttet mig for et stel.

Tilbage er kun, at vælge hvilken farve, jeg skal købe stellet i.

Skulle jeg f.eks. vælge de frække lyserøde her? Jeg æææælsker jo lyserødt :-)

Eller skal jeg tage en mørk meleret model? Nydeligt og bibliotikaragtigt.

Eller denne her grålig-lyse farve – et lidt mere sikkert valg måske? (Hvis jeg ser lidt skeløjet ud på billedet herunder, er det fordi der er styrke i glassene. Det er nemlig ekspedientens egne private biller, jeg har med hjem på prøve).

Fræk, bibliotikaragtig eller sikker? Hvad skal jeg vælge?

Indendørstræning

Øv – hvor det siler ned, den her søndag morgen. Jeg har stadigvæk en fin og ren og ubrugt cykel stående lige midt i min stue og den kommer selvfølgelig heller ikke ud i det her vejr.

Min nye cykelhjelm er ellers hentet hjem og den sidder rigtig godt.

Hmmm – jeg må vist hellere kaste mig over nogle indendørs aktiviteter i dag. Jeg har nogle vinduer, der skal have det 3. og sidste lag maling og mit hus trænger til sæbe og vand.

Rengøring – rigtig god indendørstræning for arme og skuldre :-)

Fysisk aktivitet – ååhhhhh, hvor det hjælper

Dagens svømmetræning gik meget bedre end i går. Sikkert ikke kun fordi jeg tog en Ibumetin inden jeg hoppede i bassinet – men også fordi jeg tog udgangspunkt i det niveau jeg var på.

Ved hjælp af den røde korkplade (som jeg hvilede armene på ind i mellem) fik jeg bevæget mig – liggende vandret på maven eller på ryggen – 1000 meter, frem og tilbage i bassinet!

Åhhhhhhh – hvor gør det godt, at blive træt på den rigtige måde. Fysisk aktivitet, det er simpelthen godt mod alt!

Jeg er lige blevet færdig med at læse bogen “Gidsel for fred” om Ulriks Schultz’ 223 dage i fangenskab i Colombia. Ulrik er maskinmester og var udstationeret for F.L. Schmidt, da han og nogle kollegaer blev kidnappet af guerillan i Colombia på vej til arbejde på en cementfabrik i junglen.

Ulrik (som er på alder med mig selv) kom her fra Middelfart og Kaj legede med ham og hans bror, da han var barn. Derfor fulgte vi med interesse kidnapningen dengang i 1996.

Ulrik Schultz beskriver i sin bog, hvordan han og kollegerne bygger træningsrum i junglen. Ved hjælp af de forhåndenværende materialer, bygger de motionsredskaber. De hopper, “sjipper”, laver mavebøjninger, armbøjning …. de har “svømmestadion” i de lejre, som ligger i nærheden af en flod. Og de svømmer mod strømmen, for at få mere ud af træningen. I den fugtigvarme jungle, smækfuld af insekter og slanger, knokler de løs.

Imens ser deres fangevogtere – nogle fattige teenagere, der er flygtet til guerillaen for at få et bedre liv – dovent og hovedrystende til.

Sådan overlever Ulrik Schultz og hans kollegaer psykisk og fysisk, i de 7 måneder der går, inden de kommer fri. Ved at holde sig i form.

Bogen er i øvrigt svær at forstå. Det politiske og internationale spil, der foregår bag kulisserne, for at få gidslerne fri er svært at hitte rede i. Ind imellem tabte jeg tråden – og hvor meget ære F.L. Schmidt overhovedet havde for frigivelsen, kan jeg ikke rigtig se.

Det er blevet fredag aften. Jeg er alene hjemme, for Kaj har så travlt med VM at han ikke engang kommer hjem i weekenden. Jeg kaster mig ned i sofaen med en kande te og rå-nyyyyyyder at mærke endorfinerne blæse rundt i kroppen.

Første svømmetræning

Den første svømmetræning efter kravebensbruddet fik en lidt anden form, end jeg forestillede mig.

Jeg hoppede glad og fro i vandet, som jeg plejede – men AK! For satan i helvede, hvor gjorde det ondt i min skulder!!

Smerterne sidder i muskulatur (eller sener?) helt tæt på halsen, op ad halsen, i overarmen og i nakken samt derude, hvor kravebenet fæstner på skulderleddet. Ja – selv under armen, fik jeg krampelignende smerter i dag.

Efter 5-6 smertefulde forsøg på, at svømme banerne i det store bassin, steg jeg op og gik i stedet over i det varme børnebassin. “John Livredder” gloede langt efter mig. “Hvad fanden har hun gang i?”, har han måske tænkt. Jeg – som plejer at pløje frem og tilbage i bassinet :-(

I børnebassinet lagde jeg mig med en korkplade, som dem børnene bruger, når de skal lære at svømme. Med sådan en i udstrakte arme (av!) fik jeg bevæget mig lidt frem og tilbage. Det hjalp.

Jeg fandt ud af, at prøve med noget der mindede om ubehjælpelig rygsvømning. Det hjalp også.

Efter 30 minutter på den måde, steg jeg op. Bagefter havde jeg trods alt en fornemmelse af, at have fået et par gode stræk i skulder, ryg og nakke.

Da jeg kom hjem åd jeg en Ibumetin.

Ok – det er så udgangspunktet …. ? Så ved jeg det.

Det skal trods alt ikke vare mange dage, før jeg forsøger igen. Det her kan sgu da kun gå fremad!

Op ad bakke …

Pyyyyyyhhh – det er op ad bakke, at komme i gang med træningen igen. Jeg knokler på spinningscyklen og er begyndt at supplere med noget styrketræning – meget små skridt. (For fanden, hvor har jeg ondt i skulderen …)

Men hvor gør det dog også godt, at komme ud at blive fysisk træt på den rigtige måde.

Velkommen hjem, Vision bike

53 dage efter, at jeg stod af cyklen i Maastrich, kom min Vision Bike hjem fra “cykelsygehuset”.

Baghjulet er rettet op og cyklen har fået en ordenlig overhaling. Den er så ren og fin, at den må komme indenfor i huset i dag :-)

Jeg har stadigvæk et rødt og et sort dæk på (sådan, som jeg fik det ordnet søndag morgen i Schleswig. Sikke et farverod – det må jeg for ordnet på et tidspunkt …)

Som en fin, fin detalje, har Arne hos Cykel-Kai sat rødt/hvidt styrbånd på – er det ikke bare blevet flot!

Og da jeg kommenterede med et: ” … og der er ingen fare for, det hvide bliver beskidt, for jeg kommer ALDRIG ned i bøjlerne at ligge ..” var Cykel-Kai ellers klar til at sælge mig et nyt styr. (Hmmmm … jeg tror det ville være bedre, hvis jeg smed 10 kg ….)

Og så se lige mine nye kabler. De er røde :-)

Nu vil jeg gå og nyde synet af den lidt.

Og når vejret er solrigt og tørt, skal jeg ud at cykle en tur på den.

Første træningstur

Den første træningstur siden jeg brækkede kravebenet, kom til at foregå på den hvide MBK, simpelhen fordi det er den eneste køreklare cykel jeg har hjemme pt.

Den var også aldeles glimrende til formålet, for “træningen” var rettet mod venstre skulder og overarm.

Vejret var skønt, så jeg rullede en tur ud på landet. Snuppede lidt forsigtige småbakker og nød turen.

Min Garmin fortalte bagefter, at jeg havde kørt 31 km (!!). Arm og skulder er godt øm og jeg er aldeles tilfreds med turen.

Det var også, da jeg fik kigget i min Garmin, at jeg opdagede, at jeg rent faktisk har de 5 etaper af Tour de Paris, som jeg nu nåede at cykle, gemt. Mærkeligt, at se …. Hold op, hvor har jeg dog cyklet langt de dage der – indtil turen stoppede i Mastricht.

I morgen henter jeg min racercykel hjem og jeg er top klar til en lille rulletur sammen med Kaj og Nikoline. De skal nok passe godt på mig :-)

Associationer i tøjskuffen

Tirsdag aften sluttede med en meditationsaften, hvor jeg blandt andet lavede en afspænding, liggende på en fakirmåtte.

En fakirmåtte!!

Av for pokker, hvor det gjorde ondt, at lægge sig ned på sådan en – auuuwwwww!!  – men den skulle udløse endorfiner, som virkede hvis man havde problemer, f.eks. i en skulder, og smerten aftog ganske rigtigt efter en tid. Og så føltes det underligt rart.

Her til morgen, var jeg så øm og værkbrudden i kadavret, at jeg spekulerede på, om det havde noget at gøre med fakirmåtten?

Dagen i dag kommer blandt mange andre ting til at indeholde min første spinningstime i umindelige tider og i hvert fald den første siden kravebensbruddet. Jeg fik de særeste fornemmelser, da jeg åbnede skabet med cykeltøj og som noget af det første så, det jeg havde på den der uge i sommeferien, hvor jeg nåede at trampe 700 km, inden turen stoppede i Holland. Jeg mærkede et ubehag …

Dårlige minder … smertefulde associationer i tøjskuffen …

Smerter der varer langt ind i september, hvor sommerens cykelture ellers er ved at gå i glemmebogen. Jeg har sgu et eller andet, jeg ikke har fået bearbejdet helt ud af kroppen endnu der. ….

Cykel-Kai ringede ellers i går. Min cykel er færdig og kan hentes. Det må jeg se at få gjort. Måske når jeg også det i dag ….

På plads og i orden

Det sjove ved at hjælpe Nikoline med at flytte ind er, at hun tager alt det kedelig og overlader det sjoveste til andre – mig f.eks.

Hun samler møblerne og når hun er færdig, siger hun: “Så må du godt indrette ..”, hvorefter jeg får lov at gå i gang med at pynte og hygge. Det kunne f.eks. være, at stille alle hendes parfumeflasker pænt op, rulle håndklæder sammen og lægge dem i farveorden på hylderne, ramme billeder ind eller at stille bøgerne i størrelsesorden i reolen.

Jeg har frie hænder til at flytte rundt på hendes møbler :-)

Og til at indrette hendes køkkenskabe.

Sådan har hun været, siden hun var lille. Hvis jeg gad, havde jeg frie hænder på hendes værelse – i modsætning til lillesøsteren, uha-da-da-da hvis jeg kom til at flytte på Emilies nipsgenstande.

Der er blevet så fint, så fint i hendes nye lejlighed. Selv husets facade har vi fejet. Ukrudtet er trukket op og mor her har pyntet med potteplanter udendørs og indendørs.

Vi har brugt flere dage og nu er vi endelig tilfredse med resultatet.

Udsendelsen om kæntringsulykke på Præstø fjord

Jeg så udsendelsen om efterskoleeleverne fra kæntringsulykken på Præstø fjord på TV2 i aftes.

Hold kæft, hvor var det barskt!

Jeg er selv tidligere efterskole-forælder og kan slet ikke kapere, hvordan de forældre har det, som står med deres hjerneskadede børn. Tænk, hvis jeg havde fået Emilie hjem – hjerneskadet lige som Signe der – jeg tror jeg havde slået nogen ihjel!

Man har jo tillid til, at skolen passer på ens barn og som Kasper i udsendelsen ganske rigtigt sagde, så stiller børn og unge jo ikke spørgsmålstegn ved lærernes dispositioner. Læreren siger vi skal ud at sejle, så det skal vi og ”Skolen har jo styr på det”.

I vinters (før ulykken her) spurgte jeg faktisk Kaj, hvordan kajakroerne i hans klub, turde sejle ud, når det var vinter og koldt. Jeg har tit set roerne dernede hugge hul i isen og padle ud. ”Kun en tåbe frygter ikke havet” og vi ved da alle sammen, at falder du i koldt vand er det lige meget hvor dygtig du er til at svømme – for du lammes og kan ikke redde dig selv.

Han fortalte, at de bar tørdragter og der var regler for, at de kun måtte ro tæt ved land. Jeg læste også en rigtig god artikel i deres klubblad om sikkerhed ved roning om vinteren.

Vores lokale kajakklub har fokus på det her og har formuleret regler vedr. vinterroning, som medlemmerne selvfølgelig først må kaste sig ud i, når de har gennemgået en uddannelse.

Man skulle tro det her var elementær viden for amatører …

Så hvordan kunne ham ”Rambo”-læreren ro ud med 13 elever uden kajak-uddannelse, uden tørdragter på, kun iført svømmevest (selv havde han ingen på), i 2 grader koldt vand og i stiv kuling – og 2 af eleverne kunne ikke engang svømme!!

Undskyld mig – det er muligt det er synd for ham, at han er død og i øvrigt var en fin fyr og en populær lærer – men det der er dumhed ud over min fatteevne!

Efterskoleledelsens ”tavshed” og ”fralæggen sig ansvaret” opfatter jeg egentlig bare som skræk – de står overfor millionerstatning og mulig fængselsstraf – det er da helt åbenlyst.

Det er simpelthen frygteligt, det der!

3. september 1982

Den 3. september 1982 var en fredag.

Jeg stod op kl. 6.45 og tog min grønne Puck Maxi i skole. 2. g var lige begyndt.

Jeg havde fransk i sidste time med Poul Tønder (Pøøøl Tondæææær). Timen gik op i hat og briller, for der var fredagsstemning og weekend forude.

Kl. 14 styrede jeg min grønne Puck Maxi hjem igen.

Inden spisetid gik jeg en tur med vores cockerspaniel, hvorefter jeg skruede mine 53  kg ned i et par stramme cowboybukser, satte mit lange hår op i en høj hestehale og mødtes med veninden.

Vi fik en par Lumumba inden vi tog i byen.

Det var den aften, jeg løb ind i ham Kaj. Blå øjne, høj, ranglet, 21 år – meget slank – mellemblond og krølhåret.

Maaasser af krøller!

Hold-da-kæft! Så har vi været kærester i 29 år i dag!

På’n igen …

Mit seneste røntgenbillede af kravebenet så sådan her ud. “På dagens optagelser ses let resorption i frakturlinien og begyndende kortikal
callusdannelse som tegn på begyndende heling. Frakturlinien er fortsat synlig.”, skriver de.

Det er altsammen meget fint og jeg har grønt lys til, at træne løs, som jeg kan for smerter. Jeg har ikke ondt i knoglen, der brækkede, men jeg har ondt i skulderled og muskulatur. “Finmekaniken” skal lige smøres og i gang igen.

Jeg må træne med håndvægte. Jeg må svømme, hvis jeg vil. Jeg må cykle, hvis jeg vil …

Jeg skal da forresten lige have fat i noget at cykle på. Jeg må snarest have besøgt Cykel-Kai og høre, hvordan det går med reparation af raceren.

Foreløbigt starter jeg med en 10 km lang gåtur – Ecco Walkaton løber af stablen i Odense i dag.

GODT hun ikke var kirurg!

Radiografen, som skulle røntgenfotografere mit kraven i dag, bad om mit CPR nr. og så spurgte hun: “Det er det venstre, ikke?”.

Jo. Det var det.

Først da begge billeder var taget, bemærkede jeg, at røntgenfotoapparatets lys, var rettet mod mit HØJRE kraveben. Det sagde jeg til damen.

Guuuuud! Jamen – jeg kiggede bare på arret og skruen under huden …”, sagde hun så.

Og så sagde jeg: “GODT du ikke var kirurg og skulle ambutere et ben!!” :-D

Helingen i knoglen ser iøvrigt stadigvæk fin ud. Nu må jeg for alvor begynde at genoptræne min arm med belastning.