0 In Defekt!!!

Korsika-træning med trukket bremse

Lørdagsturen startede kl. 9 med rundstykker og kaffe ved startstedet. Vi skulle ud på en længere Korsika-fortræningstur og Dorte og jeg havde på forhånd meldt ud, at vi ville skære et hjørne af ruten lidt før Aborg.

Inden start skal Kaj (som har haft min cykel på værksted i går aftes, bla. har jeg fået bjerggearingen på igen, lige justere noget på min sadel). “Hold lige din cykel”, siger Kaj, slipper min cykel og går.

Krashhhh-bang – der ligger Cannondale så lang hun er. Jeg har nemlig ikke hørt, ham sige jeg skulle holde hende. Opse-dasse med Cannondale. Vi griner lidt af det og skynder os at stille op til holdfoto.

Opse-dasse, Cannondale – og så et fællesfoto før start.

Vi er ikke nået én kilometer ud på ruten før jeg kan mærke, at der er noget galt. Jeg kan ikke træde en mølle! Jeg antager, at det er Helle den er gal med.

Mens de andre ruller i let tråd og hyggesnakker, KÆMPER jeg for at komme frem. Jeg KNOKLER. Hurtigt kommer jeg i høj puls. Ikke engang ned ad bakken ude i Føns, kan jeg følge med nedad. Jeg må træde, for at komme med gruppen NED ad bakken.

Den er ren gal.

Jeg sakker agter ud.

Nogen kigger bagud og kommer ned til mig. “Nå – hva så“, siger Ole f.eks. “Er du i Topform til Korsika?”. Sikke en dræberkommentar til én der sidder med syren sprøjtende ud af alle porer, 3 meter bag gruppen. Han mærker straks, at det var en skidt ice-braker. “Nå, undskyld. Jeg giver dig lige noget læ i stedet for”, siger han og lægger sig foran mig.

Var det modvinden? Jeg har da oplevet værre vind end i dag.

Da vi når Tybrind får jeg fremstønnet til bagerste mand, at jeg slipper gruppen her. Turlederen er nede og sige undskyld til mig, fordi de kørte for stærkt. Det mærkelige er, at jeg kan se på min Garmin, at vi ikke kører specielt stærkt.

Jeg KNOKLER for at træde – det her må jeg få styr på alene. Gruppen forsvinder foran mig (også Dorte) og jeg fortsætter min kamp alene. Godt nok var benene også længe om at komme i gang i tirsdags, men det her er værre.

Jeg kender den rute som min egen bukselomme og ved præcis hvordan de små bakker plejer at skulle køres og hvordan de føles. I dag er alt anderledes. Farten går helt ned på 20 km/t og mine lår (og knæ!) brænder. Det kan ikke bringe cyklen op i fart.

Ved Sandager ringer Dorte. Det er lige om lidt vi skal dreje fra og hun er stoppet for at vente på mig. Det er mens jeg taler i telefon med hende, at jeg kommer til at trække lidt med min cykel og opdager :

At baghjulet ikke drejer rundt! Det står stille mens jeg trækker cyklen!

Nu opdager jeg, at bremsen er trykket ind på baghjulet. Det skete da Cannondale faldt!

Jeg har cyklet 30 kilometer med bremsen trukket.

Lettet, retter jeg på teknikken – flytter bremsen 4 mm, så hjulet igen er frit. Så DET var forklaringen på mine ualmindelige dårlige ben ?!?!?

Jeg kunne TUDE af ærgelse!

Dorte slapper af i vores Frøbjerg-depot. Vi er fast besluttet på, at hjælpe hinanden godt gennem Korsika.

Men det har jeg ikke tid til, for nu møder jeg Dorte og vi fortsætter sammen mod Ørsted og Frøbjerg, hvor vi holder en god lang pause i solen, spiser bananer, mandler, rosiner og energibarer og vender verdensituationen og den forestående Korsika tur.

Pause ved Frøbjerg, hvor jeg var på tøsetur i sommerferien.

Så fortsætter vi gennem Tommerup, hvor vi rammer de andres rute igen. Jeg havde faktisk en forestilling om, at de ville køre os ind, men vi så dem ikke mere ude på ruten.

Hvor det dog RULLER når hjulene kan dreje rundt 🙂

Man bliver så lykkelig!

Kl. 14.00 lander Dorte og jeg hjemme ved startstedet, hvor der var ved at blive tændt op i grillen. En halv times tid senere kommer resten af holdet, som har kørt en 120-130 km. Der er pølser og øl til alle og en hyggesnak inden vi skilles. I dag er der 14 dage til vi tager til Korsika.

“Hvorfor sagde du ikke, at der var noget galt med din cykel?“, skældte Kaj mig ud, da han hørte om defekten. Det gjorde jeg ikke, fordi jeg ikke vidste, at der var noget galt med cyklen mens jeg var i gruppen. Jeg troede der var noget galt med Helle og hende, kan Kaj jo ikke sådan lige reparere.

Det er 3. gang jeg oplever sådan en cykeltur her med bremsen på hjulet. Første gang var dengang Nikoline og jeg var sammen på noget, der (for mig) endte med at blive en “ekstra hård bakketur“.

Hvad kan jeg lære af det?

Hvis noget føles unormalt mærkeligt – så er det sgu nok fordi, der ER noget unormalt mærkeligt.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Read more:
God tur til Paris!

Fredag morgen starter tidligt. Jeg kører Nikoline, cykel og bagage over til Cykelservice, forfra hun startede mod Paris, sammen med Dini Tours. Der var god stemning, solskin og stor spænding....

Close