0 Udgivet i Hverdagen

22022022

Mens jeg arbejdede i dag, kom jeg til at tænke på, hvor fuldstædig unik og fantastisk datoen i dag er!

22022022. Den kan læses både forfra og bagfra. Den kan faktisk også “flippes” og stadigvæk give mening.

Ohhhh – hvilken herlig dato. Er den ikke dejlig? Så skøn for ens OCD. Den gør godt …

Så kom jeg pludselig til at tænke på en anden 22. februar: 22-02-92. Det er præcis 30 år siden i dag.

Det var en lørdag og det var en dejlig lørdag aften hjemme hos os i Faaborg. Maden simrede stille i ovnen, Kaj og jeg havde allerede åbnet rødvinen. Fjernsynet summede i stuen, hvor der var lunt og godt og trygt. Lille Nikoline (2,5 år) spunsede rundt på gulvet og legede med farmand Kaj. Mens maden lavede sig selv, var jeg praktisk. Jeg gave lille Emilie på et halvt år et bad og puttede min duftende baby i nattøj.

Klokket har nok været omkring 19 ….

Hvorfor brændte en forholdsvis almindelig lørdag aften, den 22. feburar 1992 sig ind i min hukommelse på den måde?

Fordi der i de minutter blev begået et grusomt kvindemord i Vindegade i Odense!

Det skete et sted, hvor jeg var kommet forbi så mange gange i mit liv. Det var praktisk talt mit gamle “hood”.

Bettina var medicinstuderende og 20 år. Hun var på vej i byen, for at mødes med en date. Hun gik over i sit cykelskur for at tage sin cykel. Morderen så hende gå ind i skuret, idet han gik forbi ude i Vindegade (han var en meget sur ung mand, der netop var blevet afvist hos Fremmedlegionen. Nu ville han have hævn). Så han gik efter Bettina ind i skuret, overfaldt hende og kvalte hende med hendes eget tørklæde.

Det var grusomt! Vi var alle sammen dybt berørt, da nyheden om kvindemordet kom ud i pressen, dagen efter!

Morderen blev hurtigt fundet. Han fik livsvarigt fængsel og sidder formodentlig fængslet endnu. Han er en af de relativt få livstidsfanger, der sidder i Danmark.

At noget så grusomt kunne ske i min ungdomsby, i en gade jeg kendte så godt og på en lørdag aften, der var så dejlig for os andre, var ikke til at forstå. Derfor glemte jeg aldrig, hvad jeg lavede den 22. februar 1992.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar