1 Udgivet i Ham og så mig

3. september 1982

I dag er det 40 år siden, at det var den 3 september 1982 og dermed er det 40 år siden Kaj og jeg mødte hinanden og blev kærester.

Den 3. september 1982 har jeg fortalt om før, her på Helles Hyggeblog.

Så lad mig fortælle om et andet flash-back jeg fik for nyligt i den sammenhæng.

Bygningen som det discotheque, vi mødte hinanden på lå i, blev nemlig for nyligt revet ned og i den forbindelse kunne byens borgere få et kig ind i en svunden tid.

Der lå vel discotheque i den her bygning i henved 50 år vil jeg tro og gennem tiderne hed stedet mange forskellige ting: Tordenskjold, Napoleon, Aladdin, Cadillac, Landsbyen, Bubbas.

Kaj og jeg mødte hinanden der, dengang det hed discotheque Aladdin nightclub.

Billedet herover: det er faktisk væggen bag dansegulvet, der er blevet synligt under nedrivningen.

Aladdin var noget med plys og bløde sofa-arrangementer, drinks i flotte farver, disco-80er-musik, permanentkrøller, skulderpuder, unge mænd med ‘skovsnegle-overskæg’ og piger med lyserød kindrouge.

Der fandtes (mig bekendt) ingen stoffer i nattelivet dengang.

Jeg var 17 år og kan faktisk ikke huske, om jeg var gammel nok til at komme ind? Jeg blev aldrig stoppet i døren og jeg havde i hvert fald grønt lys fra mine forældre til at gå i byen om natten.

Ham Kaj stod oppe ved baren og hang over en 12-års Ballentines Whisky on-the-rocks (gætter på han har lagt mange penge på det sted).

Han var lækker!

Og han bød mig op til dans. I dag ved jeg, at Kaj ikke er den store danser, så det var nok mest for, at komme i kontakt med mig.

Jeg kan huske vi dansede til Cliff Richard, som blev spillet meget på det tidspunkt fordi Cliff i 1982 havde 25-års jubilæum som kunstner. Og hvordan fanden, kan jeg lige huske det?

Det kan jeg fordi Kaj sagde: “Ja, hvem der så lige så godt ud som Cliff Richard om 20 år”. Jeg kan huske jeg brugte den bemærkning til at regne på, hvor gammel Kaj mon var. Han måtte jo så være omkring 22, hvis han skulle ramme Cliff’s alder om 20 år.

Der var ca. 50 dage til Kajs 21-års fødselsdag. Og nu kan jeg hilse og sige, at ja – han så sgu da skidegodt ud, da han blev 42. Da havde jeg ham nemlig endnu.

Han ser stadigvæk godt ud selvom han fylder 61 om ca. 50 dage.

Det specielle ved at have haft den samme kæreste i 40 år (og det kan andre i samme situation sikkert nikke genkendende til) er, at jeg kigger på den 60-årige og ser den 20-årige inden i ham.

Det er elsker-for-evigt.

Andre blogindlæg

1 Comment

  • Svar
    VenterpaavinBlog
    3. september 2022 at

    Sikke et skønt indlæg – tillykke med kærligheden!

  • Læg en kommentar