0 In Bolig og hjem

4 trailerfulde skrald

Når sandheden skal frem, har jeg ikke mere tilbage i den garage. Jeg har taget bevaringsværdigt legetøj, skolebøger og andre klenodier (samt selvfølgelig mine cykler) og det jeg skal gemme er pakket i klare plastkasser med låg, lige til at bære videre i vores liv. Resten kan jeg hverken råde over eller rydde op i – det er Kajs.

Men jeg var der og hjalp ham med at bære ud i traileren.

Vi kørte 4 trailerfulde på forbrændingen i dag!

gamledaek

En halv trailerfuld brugte cykeldæk, som havde ligget henkastet i et hjørne af garagen.

En vægfuld utætte vaders, gummistøvler, fiskejakker og snørrekasser mm. røg lige lukt i skralderen. (“Jeg HAR købt nogen nye…”)

Et helt skab fuldt af maling rester (de ældste, endnu halvfulde spande, var orange maling fra køkkenet, som vi malede da vi flyttede ind i 1995, mintgrønt, som vi malede Emilies værelse med i 1996 og blå maling til lågerne i bryggerset fra 1998). Spandevis af kemikaler og indtørrede fugemasser.

UD med hele molevitten!

gammelmaling

Vi fandt utroligt mange mærkelige ting, som Kaj selv ikke anede han havde hengemt. Håndtagene som sad på køkkenlågerne, da vi købte huset, gamle eksemplarer af “Sportsfiskeren”, stumper af træ (man aldrig kan vide, om man får brug for), dimser, dutter, skruer og værktøj, der ikke duede mere – og hans gamle piber  (Han holdt op med at ryge i 1998).

gamlepiber

Da vi kom 4. gang sagde pladsfolkene på forbrændingen, at Kaj skulle give kage!

Jeg sagde: “Kaj … du har jo slet ikke brug for 50 kvadratmeter garage, nu da du har ryddet op!” og han gav mig ret. Det gør det unægteligt lidt lettere, at skulle finde et nyt hjem. Vi er FRIE og ikke længerede tyngede af ting.

Vi blev ikke færdige, selv om vi nåede rigtig langt. Der er desværre arbejde til en weekend mere. Men hvad, de nye ejere skal jo også først have nøglen 1. november.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar