I dag hentede Kaj min nye Lady Merida mountainbike. Den stod i køkkenet da jeg kom hjem.
Så kunne jeg nå en lille tur inden aftensmaden. Jeg havde alligevel et ærinde hos Vibeke. Jeg kunne passende lægge vejen forbi.
Jeg sprang op på cyklen og trillede ned af stien. Der er ikke mere end 1 kilometer ned til Vibeke og på vejen styrede jeg igennem et lidt smalt spor, der går tværs over en græsplæne. CRASH!!!, sagde det, da hjulet på min nye Lady Merida kom i karambolage med sporets høje kant og KRASH-BANG – der lå Helle.
Av for satan, mit knæ!
Piiinligt!! Jeg kiggede mig omkring. Fodboldtræneren på banen ved siden af gloede efter mig. Først da jeg rejste mig op og kørte videre, gik han tilbage til sin foldboldkamp og jeg trillede de sidste meter ned til Vibeke.
Jeg ringede på døren. Vibeke åbnede. Jeg var ventet.
“Jeg er lige væltet på min nye Lady Merida“, sagde jeg ynkeligt, stående der i mit cykeltøj.
Vibeke hev mig bestyrtet indenfor. Hun kiggede på mit knæ, hvor et GIGANTISK ÆG voksede frem – så løb hun efter isposer.
Mens jeg sad på en stol i Vibekes bryggers og lod mig behandle, kom Vibekes 18 årige søn dovent vandrende ud gennem køkkenet. Han kiggede på mig … roligt. Længe. Så spurgte han.
“Hvad har du lavet, Helle?”.
“Jeg er væltet på min cykel …“, svarede jeg.
Så kiggede Emil på mig igen. Dovent. Og sagde så:
“Nu igen ….”
“God tur …. eller …. god bedring. (Går bryllupskjolen ned over knæet? Ja, for du skulle da gerne kunne gi’ den gas på dansegulvet i morgen …)”, sagde Vibeke.
Jeg luskede bare hjem. Lagde mig på sofaen.
Den Lady Merida kan prøvekøres en anden dag ….
Ingen har sagt noget