Og undskyld mig – jeg ville så gerne kunne skrive noget andet – men ordet meningsløst er det eneste, der kommer op og det er det værste for de familier, som er nødt til at tro på, at deres drengs død har haft en mening.

For pokker – det er jo ikke voksne mænd Danmark sender i krig – men store knægte, fulde af eventyrlyst og gå-på-mod og nu skal de til Afgahnistan og lege røver-og-soldater. Hvis de havde kinamands begreb om den smerte de har bragt deres familie i (også længe efter både Afgahnistan og Danmark har glemt deres heltemodige død), ville de så have taget om på den anden side af jordkloden og blive dræbt i en krig? Verden er jo fuld af forfærdelige krige, regeringen kunne vælge at gøre til en sag, at lave om på?

Vi så Rune som en glad dreng, der var midtpunkt ved familiemiddagen og underholdt om sin forestående udstationering. Han kom hjem som et blodigt torso, med begge ben, den ene arm og den anden hånd sprængt væk. Han levede 17 dage på rigshospitalet, inden han døde. Og han “facede” hvad han havde gjort (som hans far udtrykte det). Det var barskt at høre hans mor sige: “Vi kan jo ikke vinde den krig – alligevel bliver vi ved med at kaste vores drenge for løverne”

En anden far var hjemmeværnsmand og sagde, at han var så stolt, så stolt af sin dreng, men også : “Jeg har sådan en skyldfølelse, for det var jo mig, der gassede ham op til det”.

“I krig for Danmark “?

Jeg har så svært ved at se de døde drenge som “helte”.

Som almindelig dansker håber virkelig ikke, de drenge gør det for min skyld …

Den første var DR2′s “Slangetæmmeren” om Jørgen Schiønning. Jørgen var læge , da han som 40 årig blev ramt af den aggressive sklerosetype ALS – en sygdom, der på få år ændrede den aktive familiefar og forsker til en grønsag i kørestol og med respirator. Som én af Danmarks bedste patologer, havde Jørgen skrevet en doktorafhandling om ALS og nu blev han altså selv ramt af den sygdom, som han var den læge i Danmark, der vidste mest om.

Hans skæbne er gribende.

Jeg har hørt om ham i fjernsynet før og derfor vidste jeg godt, at han var gift med én af Drasbæk-døtrene og at hans kone gik fra ham, da han blev syg.

Designerparret Søs & Ib Drasbæk boede i samme gade som jeg, da vi var børn og deres fire adopterede døtre voksede op sammen med os og gik på samme skole. Den af de fire piger jeg aldersmæssigt var tættest på, var Louise, som var 1 år ældre end jeg. Vi havde nogle fælles legekammerater og var hestetossede. Da jeg som voksen har mødt Louise i erhvervslivet, fordi hun er gift med en IT-mand, min arbejdsplads havde et samarbejde med, og var medarbejder i dennes IT firma, så troede jeg, at Jørgen måtte være gift med én af Louise to små tvillingesøstre.

Og i går toner Louise så op på skærmen som den kone, der var mor til Jørgens børn og hende, der forlod ham, da han fik ALS (IT manden var Louises 2. ægtemand).

Hendes historie var også gribende.

I udsendelsen fortalte hun ærligt, hvorfor hun havde forladt Jørgen da han blev syg. Jeg kunne så godt forstå hende og samtidigt kan jeg forestille mig, hvor meget smerte og skyldfølelse det må have været forbundet med og hvor meget fordømmelse, Louise kan have været udsat for.

Efter fjernsynsudsendelsen, kunne jeg næsten ikke spise min aftensmad …

Så måtte jeg hellere gøre det samme.

Jeg overtalte Kaj til en MTB tur med konen. Det passede ham fint, med en hyggetur i dag.

Det er sjovt – jeg kan tage til Odense og gå en tur sammen med 3000 mennesker uden at møde ét eneste ansigt, jeg kender. Men jeg havde ikke cyklet mere end 3 km, før en mountainbiker pludselig kommer ud af et krat foran mig og han udbrøder: “Hej Helle!! Det er godt nok nyt at se dig på cykel“. Og senere på turen: “Der har vi hende den “vingeskudte” og “Ses vi på fredag?”. Eller endnu senere på turen: Et ægtepar sidder på en bænk vi cykler forbi. “Hej Helle. Går det godt?”. (“Ja!”, råber jeg inden vi er forbi). Og atter senere – en landevejsrytter på vej hjem fra søndagstræning: “Godt at seeee dig på cykel!!”, råber han.

Jeg kender alle og alle genkender mig og min cykel. DET er da opmundrende

SÅ lægger man sig ned i styret og træder igennem og føler sig “på vej tilbage”.

SÅ føler man, at det er her man hører til. Kald mig bare en “hjemmefødning”

Jeg iklædte mig ellers mit stiveste cykeloutfit fra top til tå. Den fik hele armen med handsker og bandani og hvad har jeg ellers. Jeg pumpede Trek’en, smurte kæden og opdagerede før der, at bagbremsen var fuldstændig tørlagt for olie.

SÅ ringede jeg til Kaj og klagede min nød. Han var på arbejde og kunne lige som ikke rigtigt gøre noget ved det. I øvrigt havde han ikke den rigtige olie i værkstedet.

SÅ satte jeg mig på trappestenen og surmulede.

SÅ begyndte det at regne!!!

SÅ ankom Vibeke og cykel og jeg forelagde hende olmt situationen: Min cykel kunne ikke bremse!

Vibeke forsøgte først med et ….”Skal vi drikke te i stedet for?“, men kunne godt se, det forslag ikke blev vel modtaget. Jeg ville cykle!

Så snakkede vi om, at køre forbi cykelsmeden på vej i skoven. Han kunne nok fikse bremsen. Men JEG turde ikke cykle helt ned til cykelsmeden på en cykel uden bagbremse – og så på min allerførste tur …

Det turde Vibeke til gengæld, så jeg hoppede på hendes mountainbike og hun tog min og ned mod cykelsmeden gik det. Her havde Mikkel aldrig set en så tørlagt bagbremse før. Han ordnede min cykel og endelig gik turen ned i skoven.

Stille og roligt, på de bredeste stier. Bare lige en times tid. Fornemmelse var flad. VI var flade – det var fredag eftermiddag efter en lang uge og både Vibeke og jeg havde allerede startet dagen med morgenspinning – der var ikke den store energi tilbage.

Men turen var hyggelig og armen og skulderen holdt fint. Det var det, der skulle testes den dag og det gik godt.

Da jeg kom hjem lå der en e-mail fra en anden cykelveninde. Om jeg ville med ud at cykle 130 km 26/9? Jeg undersøgte, om mailen var sendt til mig ved en fejl? Jeg var ikke helt sikker, så jeg svarede tilbage, at jeg desværre ikke vil være i stand til at cykle 130 km om 20 dage …

Det er søndag og sensommer. Endnu er der et par timer til min spinningstime hos John. Senere venter et stort og spændende køkkenprojekt: Afmontering af låger, med henblik på forberedelse til maling hos City Lak. Eeendelig har vi taget os sammen til at få startet på det køkkenprojekt.

Lise og jeg forsøgte lige fra starten, at rykke godt fremad i feltet. Men det var ikke nemt med 3000 deltagere på vej ud af Odense by og med Odense Byorkester foran som master.

Men efter nogle kilometer nåede vi Eventyrhaven og der blev en vis naturlig spredning i feltet. Lise og jeg fandt ind i et godt tempo.

Vi overhalede og overhalede – vi havde en god energi. Vandreskoene var snørret godt. Vejret var simpelthen fantastisk og humøret var højt.

Ruten førte os hurtigt fra byen og ned mod stisystemet langs Odense Å og her var ruten rigtig godt opmærket.

Der var masser af officials, til at vise vej. Som her, hvor 6 og 10 kilometers ruten skiller ad. Lise og jeg skulle selvfølgelig ud på den lange rute.

Og den gik helt ud til Skovsøen, hvor der var en kontrolpost. Man fik et klistermærke på sit Gåbevis, som dokumentation for, at man havde været helt derude og vende.

Vi gjorde et lille stop ved skovsøen.

Så fortsatte vi ad ruten, forbi Odense Zoo og ind mod centrum. På vejen delte vi Lises medbragte madpakke. Gulerødder, blommer og hjemmebagte speltboller. Det gik lige i benene.

Da vi nåede byen igen, skete de eneste to uheld, Lise og jeg så på turen. En ca. 8-årig dreng gik ind i en lygtepæl! KLONK!!!, sagde det. Av for den! Stakkels purk.

Vi traskede videre (benene begyndte at syre nu). Det har den måske også gjort, hos nogle af de andre deltagere. I hvert fald, var der pludselig en dame, der faldt over en flisekant. SMASK!!, sagde det, da hun landede på næsen i fortorvet. Det er ikke ufarligt, at dyrke motion.

Efter ca. 2 timer og 20 minutter var Lise og jeg i mål. Vi kunne aflevere vores Gåbevis. For hver kilometer vi gik i dag, giver Ecco 7,50 kr. og vi kunne selv vælge, at vores Gåpenge skulle tildeles til SOS Børnebyen.

Vand og frugt i mål. Underholdning og masser af boder i anledning af Odense Sundhedsfestival. “Øøjjj!! Nøgleringe!”, sagde Lise. Jep – En nøglering fik vi også, foruden den fornemme rygsæk vi fik ved start – jow, jow – vi fik noget for den flade 50′er vi gav i startgebyr.

Et rigtigt fint arrangement. En god og hyggelig tur. Lise og jeg var enige om, at næste gang Ecco Walkathon kommer til Odense, må vi have lokket nogle af dem derhjemme med.

Jeg er faktisk godt træt nu og har fortjent en sen middagssøvn på min solvogn.

Jeg skrev en dagbog til hver af dem, fra de blev født i hhv. 1989 og 1991 og frem til 1997. Jeg holdt op med at skrive, da Nikoline blev så gammel, at hun selv tog bøgerne ud af reolen, for at læse, hvad jeg havde skrevet i går.

Jeg skrev ca. et par gange om ugen i bøgerne og jeg skrev i hånden. En slags Helles Hyggeblog i papirformat, dog udelukkende over temaet hverdagen med hhv. Lille Emilie eller Lille Nikoline. Bøgerne er også fulde af tegninger, jeg har limet ind og alverdens papirs-scrab, som f.x. avisudklippet herunder, fra Fyns Amts Avis 5. april 1993:

Når jeg overhovedet renskriver bøgerne, så er det fordi, at tushpen forgår. Nogle af siderne er allerede så falmede, at man næsten ikke kan læse hvad der står. Jeg pågegyndte renskrivningsarbejde i år 2000, men lagde det på hylden 4 år senere, fordi det var tungt og kedeligt og jeg havde rigeligt med myoser i skuldrene efter en 8 timers arbejdsdag (det var før hæve-sænke-bordet og det trådløse tastatur kom ind i mit skriveliv). Sideløbende med at jeg renskriver, korrigerer jeg min tekst for sprogfejl – og så cencurerer jeg også lidt. Min ærlige pen og så 2 unger i trodsalderen – hold da kæft, det er stærk læsning! – jeg kan forstå mellem linjerne, at der var dage, hvor jeg havde lyst til at tage den ene unge og banke den anden med! DET kan da ikke passe?! Sådan nogle små søder piger …. ?

Nu er jeg som sagt begyndt at renskrive igen. Jeg er kun nået til Emilies bøger og til 1996 – foreløbigt har jeg 140 maskinskrevne sider!

Jo – HyggeHelle her har altid været en flittig skribent.

PS. Kaj fik aldrig gjort noget ved golfkarrieren.

Men det er så det næste problem – jeg kan slet ikke få armen (den højre) OP. Og det vidste kirurgen i går, før jeg overhovedet fortalte ham det. Han vidste også, hvor mine smerter sad og i hvilke stillinger smerterne i armen var værst.

Og så sagde han, at nu havde det brækkede kraveben og pseudoartrosen jo taget alt opmærksomheden i mange, mange uger og først nu, hvor bruddet er helet, kan vi begynde at se på, hvad der yderligere skete i min skulder, den dag jeg styrtede. For når jeg overhovedet har haft et brækket kraven, sagde han, så er det fordi jeg har slået min skulder og slået den meget.

Jeg har sat Kaj til at regne ud, hvor stor et tryk/hvor stor en belastning, jeg ramte asfalten med den dag. Det kan man vist nok gøre, hvis man kender nogle faktorer. F.eks.:

Jeg vejede 72 kg. den 22/5.
Jeg cyklede med 25 km/t.
Jeg fløj ca. 2 meter gennem luften (hen over mit eget styr og hen over Erik og hans cykel)
Og jeg landede på asfalt.

Ergo landede jeg i asfalten på min skulder, med en kraft, der svarer til ….. Nja ….. Kaj regner endnu – måske kommer han frem til et resultat?

Hvor om alting er – Kirurgen har ikke sluppet mig endnu og nu er det skulderen, der er fokus på (ikke kravebent). Jeg har en ny tid hos ham om et par måneder. Måske skal der lægges nogle blokader? Det afhænger alt sammen af, hvordan det udvikler sig. Det kan ingen vide.

Indtil da er jeg frigivet til normal aktivitet – hvad jeg nu synes jeg kan og har lyst til. Jeg må svømme. Jeg må træne med belastning og jeg må cykle.

Det sidste vil jeg begynde på allerede i dag – den første tur på MTB (sammen med en udvalgt træningskammerat - Jeg ved hun vil passe på mig!) finder sted i eftermiddag. Vi skal ud at cykle en times tid, på noget jævnt underlag. Vi har valgt mountainbiken, fordi den har (tror jeg) det bedste styr til min skulder lige nu.

Jeg håber, det bliver en god fredag i dag

I dag – 7 uger efter operationen og 14 uger efter cykelstyrtet – er mit kraveben vokset sammen.

Jeg må cykle igen!

Tror I sådan nogle kan blive aggressive?

Og så spørger jeg interesseret ind, til hans madpakke. Hvad fik han, at spise i kantinen i dag. I går lød svaret: “Friturestegt fiskefilet, leverpostej og rullepølse”.

“Hvad er det, for en slankemenu?!”, spørger eksperten her så. Hvorpå han tilføjer: “Jamen, jeg fik også lidt salatblade til”.

Derefter tog jeg som bekendt til gymnastik og jeg tog cyklen, for jeg kan cykle, så jeg cykler! Det er en gave, at kunne transportere sig selv til cykels igen. Og det passede ham godt, for så kunne han tage bilen ned i Kajakklubben (der er vist også 800 meter).

Vel hjemme fra gymnastik lå jeg på sofaen med min appelsin, da Kaj kom hjem fra roning. Han satte sig til rette, med et stort måltid brød (kulhydrater!) og ost (protein!), som han skyllede ned med kakaomælk. Han havde jo været ude at dyrke sport! Nu skal det sgu ikke undre mig, han smider sine kg hurtigere end jeg smider mine!!

I nat viste de første symptomer på hunger sig hos mig. Jeg kunne ikke sove igennem – og det ved enhver mor jo, det er lige som babyerne – de sover ikke igennem, når de ikke får nok at spise i løbet af dagen.

Nu er det morgen og jeg har indtaget mine 50 gram grovvalsede havregryn med 2 dl. minimælk og er frisk (øm i mavemusklerne fra i går) og klar til denne sidste dag i august 2010 :-)