Anna i dåbskjolen

I dag blev Anna døbt.

Og jeg skal ærligt indrømme, at da jeg så Anna’s lille buttede arm i blondeærmet på den dåbskjole, som begge mine egne små piger blev døbt i, ja – så fik mormor Helle altså en lille klump i halsen.

Vi var et lille lukket corona-selskab i kirken. Og da orglet satte i til første salme, skreg Anna i vilden sky. Hun bryder sig ikke om høje lyde! (og vi andre blev også helt forskrækkede). Vi sang moderne salmer som “Fyldt af glæde over livets under” (1974) og “Velsign mit barn du kære gud” (2007).

Anna lod sig heldigvis trøste og stod ceremonien fint igennem, omgivet af sin mor og far og alle sine faddere.

Tipoldemor Katrine Lytzens 115 år gamle dåbskjole var ordnet så fint, så fint. Anna er det 14. barn der døbes i kjolen og efterkommer nr. 13. efter tipoldemor Katrine i kjolen og Katrines første tipoldebarn. Nikoline havde sat fine lyserøde silkesløjer i de gamle blonder.

Nu skal vi have Annas navn og fødselsdato broderet på kjolen i rækken af navne. Med til dåbsfesten var 4 personer, der er døbt i kjolen – Anna, Mor Nikoline, Moster Emilie og morfar Kaj.

Ja … og da Anna blev båret ud af kirken efter dåben til tonerne af Pia Raugs “En regnvejsdag i November”, som Nikoline havde valgt … SÅ trak mormor Helle altså Coronamundbindet godt om for ansigtet. Jeg er normalt ikke en er tuder, men det her var så stemningsfuldt og så rørende. At opleve at få et barnebarn og se det blive døbt, det rører én, der for mindre end et år siden, var ramt af det livsforsikringsselskabet kaldte “kritisk sygdom”.

Mormor Helle lader billederne af Anna i dåbskjolen tale for sig selv.