0 In Foreningsarbejde

At gå kold – det kan ske for enhver

Jeg må indrømme, at trætheden meldte sig i aftes, under bestyrelsesmødet.

Det har egentlig også været en hård weekend.

En fredag aften i løbssekretariatet, hvor jeg i øvrigt fik støvet mit franske af for første gang i mange år. Det skete da en deltager fra Schweiz havde nogle spørgsmål vedr. skift af ruter. Han forstod ikke så meget engelsk, så jeg tænkte, at måske kunne han forstå bare LIDT af, hvad jeg sagde (og mine klubkammerater kunne alligevel ikke høre, hvor meget jeg dummede mig) så jeg gav los og snakkede alt det skolefransk jeg kunne huske og Stephane var glad og sagde, at det var dejligt at møde en dansker, der kunne tale fransk.

Det var først lørdag aften under løbet, at jeg blev en lille smule beklemt, da vi kunne se på chip-tidtagningen, at det så ud som om Stephane lå og kørte dagsruten i FANTOMTID. I virkeligheden havde han taget fejl af ruterne og lå nu og kørte natrute med 12-timers rytterne, mens han burde ligge på 24-timersrytternes dagsrute!

Fuck!!! Betød det, han alligevel ikke havde forstået, hvad jeg havde forklaret på fransk?!

Nå – de der 206 kilometer på cyklen i lørdags trættede jo også. Og søndagen med en hel del hjemmesideopdateringer og så som sagt det her bestyrelsesmøde mandag, hvor der ellers var et temmelig spændende punkt på programmet kl. 20.

Et punkt der ellers burde interessere mig, for den slags siges at interessere kvinder.

Gutterne var vældigt engagerede.

Men jeg?

Jeg gled længere og længere og længere ned på stolen og da hagen ramte bordkanten spurgte formanden:

”Er du gået kold, Helle?!”

Den slags sker i cykelklubber – man går kold.

Her til aften, har jeg været en tur i Billund Lufthavn. Emilie og Svigerdrengen er hentet godt hjem.

Endelig er det sofatid.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar