3 In Motionscykling

At gå sukkerkold

"Jeg er ved at gå sukkerkold", siger kollegaen foran computeren kl. 14.00, rejser sig og går i kantinen efter 2 Marsbarer. Den kender man. God undskyldning for at kaste sig over noget chokolade…

Det er noget underligt noget, det der med at gå sukkerkold, som jeg gjorde i går på træningsturen. Nogle gange kan jeg køre 90 kilometer på en flaske postevand. Men i går gik jeg kold efter 33 km.

Jeg skal ikke bevæge mig ud i nogen forklaringer på, hvad der sker i musklerne. Det ved jeg ikke nok om. Men jeg ved saftsusemig hvordan det føles i min krop:

Jeg begynder at ryste, jeg bliver slap. Benene bliver slatne. Kraftesløse. Pulsen banker i halsen. Jeg bliver ukoncentreret i hovedet. Hastigheden går ned. Man er sat af.

Det er dælme væmmeligt.

En god tommelfingerregel når man cykler er: Spis før du føler sult og drik før du føler tørst. Hvis man går kold er skaden allerede sket. Da jeg var hel ny og uerfaren motionscykelrytter, troede jeg, at hvis jeg nu cyklede rigtig meget og spiste rigtig lidt – hold-da-fast, hvor blev jeg så nok tynd …

Godow-do…sikke nogle forfærdelige ture, jeg kom ud på den gang. Sukkerkold i en grad, som kunne have fået mig til at begå væbnet landevejsrøveri ved en jordbærbod. Uden hverken penge eller rosiner i baglommen.

Tåbeligt.

Nu har jeg altid energi med. Bananer, energibarer, gel eller rosiner. Det er lettest at spise, mens man sidder på cyklen og det virker hurtigt. Får man ikke brug for det, kan man jo bare tage det med hjem igen. Eller give det til en, der trænger til det.

Når nogen går kolde og sakker agter ud, er det kotume at en af de andre går ned, og trækker vedkommende op til gruppen igen. Giver lidt pace, så den kuldsejlede kan få øget tempoet, få "kørt hullet op" og få indhentet gruppen igen. Og det er normalt også rigtigt fint.

Men det var ikke det Oluf gjorde i går, da han lagde sig ned til mig. Jeg ved ikke om han gjorde det bevidst, men han lagde sig ikke foran mig. Han kom ikke ned, for at presse mit tempo op. Han pacede mig ikke. Han lagde sig ved siden af mig og kørte med i mit tempo.

Det oplevede jeg som en enorm respekt.

Respekt for mig, og for mit behov for, at tempoet skulle være sådan her, lige nu. Han snakkede ikke. Han ynkede ikke. Var der bare. Støttede uden at blande sig.

Måske gjorde han det ubevidst? Men han ramte virkelig noget der. Det var simpelthen så dejligt! Hvad jeg heldigvis også fik fortalt ham bagefter.

Vi kom dog op til gruppen igen. De ventede nemlig på os ved næste landevejskryds og jeg blev "pakket godt ind" resten af vejen hjem.

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Fru Green
    24. juli 2006 at

    Ja, der er altså forskel på at gå sukkerkold og så at gå rigtig sukkerkold.
    Det første er nok mere a la murermester Jessens kone fra Matador: Min mave kræver noget sødt.

  • Reply
    Helle
    24. juli 2006 at

    Ja, murermester Jessen: “Jeg trænger for’ed”. 🙂

  • Reply
    Mogens winther
    10. maj 2009 at

    Ja jeg oplevede det at gå sukkerkold. jeg skulle løbe 30 km jeg havde spidst og druket inden, men solen skinede og det var varmt . ved 15 km begyndte jeg at mærke det efter 20 km blev det være jeg prøvede at presse mig men efter 22 km måtte jeg helt ned at gå.

  • Læg en kommentar