1 In Motionscykling

Avhunslogsig

Er lige landet hjemme på sofaen, hvor jeg ligger lige så stille. Musse stille. Min fridag blev lidt anderledes end jeg havde planlagt …

Først blev vores juleshopping I Århus aflyst pga corona restriktioner. Jamen så kunne jeg jo tage en cykeltur i stedet. Og af sted kom jeg – vi var 10 i gruppen. Men desværre blev Grethe og jeg implicerede i et styrt. Grethe væltede og jeg (der lå lige bag ved) kørte hen over stakkels Grethe og væltede også.

For pokker, hvor jeg slog mig! Og det gjorde Grethe også.

Min Garmin 1000 meldte alarm og sendte en SMS til Kaj: “Helles Garmin har registreret en hændelse. Du står anført som nødkontakt” stod der. Han ringede straks. Fortumlet kunne jeg fortælle, hvad der var sket, stadig liggende i asfalten.

Vores klubkammerater sørgede for at vi kom en tur på Kolding sygehus til check.

Her tilbragte vi de næste 4 timer. Vi blev begge CT scannet (ingen skader på hovedet. Vores hjelme tog godt fra) – men min cykelhjelm er flækket i 2 dele!!

Grethe blev limet sammen i ansigtet. Hun lignede en bokser, der havde været i kamp.

Vi lå på hver sin side af skærmen og ømmede os.

Hen på eftermiddagen vågnede min venstre side op til dåd. Om ribbenene var brækket, vidste man ikke, for de røntgenfotograferede mig ikke. “Jeg tror ikke der brækket noget …. jeg tror det ikke. Nej, jeg tror det altså ikke”, sagde lægen.

Tror? Er det ikke noget man gør i kirken søndag formiddag?

Jeg blev så dårlig af smerter, at jeg var ved at besvime hver gang jeg bevægede mig …. bla. på vej hjem i Sørens bil. For satan, hvor var jeg skidt og Søren og Grethe ville køre mig tilbage til skadestuen. Men jeg skulle bare have noget blod til hovedet og noget smertestillende. De fik mig lagt ned på bagsædet .

Og de kørte mig hjem.

her lå jeg i en time, indtil Kaj kom hjem. Han tog mit cykeltøj af mig. Inderste svedundertrøje klippede han af mig. Og han gav mig piller og vand.

Jeg er svimmel og forkvalmet … rummet kører rundt, hvis jeg drejer hovedet, især til højre.

Sikke en fridag. Jeg har ringet til chefen og sagt jeg ikke lige kommer i morgen. Han siger jeg ikke får lov at holde fridag mere 🤔

You Might Also Like

1 Comment

  • Reply
    Tine Mathiesen
    9. december 2020 at

    Ej for dælen da! God bedring.

  • Læg en kommentar