Been there, done that

Der var sæsonstart i Baghjulet i dag og mens nogle medlemmer startede blødt ud, med at køre i grupper der (for dem) var lidt blidere, så startede Nikoline og jeg amitiøst ud i gruppe C.

For Nikolines vedkommende, fordi hun ikke gider tilbringe en til sæson i gruppe D. “Jeg vil træne, ikke cykle ture“, siger hun. Og træning kan hun få i gruppe C.

For mit eget vedkommende, har det ikke så meget at gøre med træning, men mere med angst. Jeg er bare kommet så pisse meget til skade i grupper, der ikke kører fremad, de sidste 3 år. Jeg vil cykle med nogen, der træder hele tiden!

Turen startede fint. Vi var mere end 20 mand i gruppen, så vi skulle køre i 2 grupper med 100 meters afstand. “Så skal de svageste ligge i første gruppe”, sagde jeg til Nikoline og af sted kom vi i frontgruppen.

Og så skal jeg ellers love for, der blev trådt! Med 32-34 km i timen, gik det ud over Fyns land. Efter nogen tid kom småbakkerne. Nikoline gled ned bagerst i gruppen, men jeg var heldig at beholde min gode, tredje position.

Jeg havde rigeligt at gøre, med at hænge på. Derfor opdagede jeg heller ikke, hvad der skete med Nikoline – men altså – efter knap 40 kilometer kørte hun pludselig fra.

Mig efter hende. Jeg fik hende stoppet.

Hun græd af frustration!

Det viste sig, at hun var kommet til at hænge og at hun havde slidt sig selv i laser nede bagerst i gruppen, da bakkerne kom. Nogen havde forsøgt at trække hende op til gruppen – men vi ved jo allesammen, at har man først kørt sig i laser, så kan man ikke køre huller op.

Nikoline var ærgerlig, ked af det, frustreret, træt, flov – enomt skuffet! …. hendes hals snørede sig sammen til et sugerør (og så får man SLET ikke ilt nok). Hun har bare kørt så godt, det sidste stykke tid og følte sig totalt klar til gr. C.

“Jeg VIL ikke køre gruppe D og jeg KAN ikke køre gruppe C“, græd hun, da jeg fik indhentet hende og vi fik en snak.

Hold op, hvor jeg kender det der.

Hvad kan en “gammel rotte” i den her verden sige til det, andet end been there, done that.

Vi fik en god snak. (Gruppe C var kørt). Nikoline fik lidt at drikke og en banan og humøret vendte langsomt tilbage. Vi cyklede videre alene.

Jeg fik sagt til hende:

At INGEN piger overlever som motionscykelryttere i en mandeverden, hvis de ikke er pisse stædige og vedholdende.

At det eneste der IKKE hjælper, er at give op og sætte sig selv “på plejehjem” i gruppe D. DET ville være dødens pølse.

Og jeg fik hende overtalt til, at vi gør det igen i næste uge – kører med gruppe C, og siger til os selv (og til turlederen) at vi er der, fordi vi har ambitioner om at cykle med i 60 minutter. Hellere 60 minutter i gruppe C end 2 timer i gruppe D – hvis man vil træne.

Som gammel Baghjuler er jeg selvfølgelig også lidt ked af, at en ny ung pige fik sådan en oplevelse på vores sæsonstart. Da hun kørte fra, stod gennemsnitshastigheden på 28,5. Gruppen skal køre mellem 27 og 30 i snit – men vi havde såmænd nok nået det vi skulle, om vi så havde kørt med 27,5 …. Og så ærger jeg mig også over, at jeg ikke opdagede hvad der skete – for så havde jeg givet hende min gode plads.