0 In Kraveben

Besøg hos den uvildige læge

Da jeg sad på Odense Sygehus – i det samme venteværelse, uden for den samme dør, som for 1½ år siden – kom jeg til at tænke på den aften, jeg brækkede kravebenet nede i Holland.

Jeg kom til at tænke på det venteværelse jeg sad i, sent den aften på Universitetssygehuset i Liège. Jeg havde ONDT. Jeg var i mit stinkende cykeltøj.

Jeg var også ved at være flad – det sidste jeg foretog før jeg kom til skade, var at cykle 100 kilometer og jeg begyndte at trænge til noget at spise og drikke.

Gys … (jeg ryster tankerne ud af systemet).

Døren går op og Codans uvildige læge kalder mig ind. Han er ung. Høj. Ranglet og har brune øjne. Han ligner min svigersøn.

Han er flink og spørger ind til min skade. Han spørger og spørger og skriver og skriver.

Så undersøger han mit kraveben grundigt. Vi snakker. Længe.

Inden jeg går, spørger han, om jeg har mere, jeg gerne vil fortælle. Han giver mig tid til at tænke mig om.

Det har jeg ikke. Jeg har lagt alt på bordet – det er sådan her min hverdag med mit brækkede kraveben ser ud.

Så kører jeg hjem. Jeg er dødtræt. Fuldstændig tappet.

Herhjemme er huset tomt. Kaj er taget med Nikoline ud at cykle. Jeg laver mad. Stiller retten i ovnen og ifører mig min pink løbesko og lunter ud.

Ned mod stranden og marinaen. Sikke et fantastisk vejr! Jeg løber langsomt – for at forlænge nydelsen. Stopper op og fotograferer.

solnedgang2

En vidunderlig afslutning på en lang dag. Jeg føler mig sorgløs, da jeg lunter hjemad. Hjem til maden, som har bagt sig færdig. Jeg gider hverken bekymre mig om ødelagte skuldre, eller noget som helst andet resten af dagen.

You Might Also Like

No Comments

Leave a Reply

Read more:
Dejlig dag i Århus

Fødselsdagshygge hos Emilie i anledning af den forestående fødselsdag (den rigtig dag fejrer Emilie i Barcelona, sammen med kæresten). Lækker Brunch, med ALT hvad hjertet begærer. En tur i Marselisborg...

Close