“Bevæg dig for livet!”

Jamen, jeg fik rent faktisk lokket Kaj med i bølgen blå i går aftes. Kl. 18.45 kørte vi mod Svenstrup.

“Hvorfor gør vi det her?“, spurgte Kaj på vej derud i bilen. Jeg svarede ikke.

Vi parkerede bilen, smed overtøjet og bevægede os ud ad badebroen iført badetøj. Den piv-blæste og vinden føltes kold.

“Hvorfor gør vi det her!?!”, spurgte Kaj. Jeg svarede ikke.

Vi nåede enden af broen.

“Hopper du i først?“, spurgte Kaj
“Nej, det må du gerne”, svarede jeg.
“Mig?!?!”, spurgte Kaj (der var ikke andre i nærheden …)
“Jeg går i først”, ombestemte jeg mig og begyndte nedstigningen ad trappen.

Shit! Det var koldt.

Jeg gispede efter vejret, da jeg stod i Lillebælt til lårene. Så tog jeg tilløb og svømmede ud i vandet. Hvor var det koldt!

Kaj gloede skeptisk efter mig, men besluttede sig så til, at få det her overstået. Han sprang – lavede en bombe – og landede ved siden af mig.

“SHIIIIIT – hvor er det KOOOOOOOOOLDT”, skreg han, da han dukkede op til overfladen igen.

Nu blev jeg bange.

Min mand var i fare for at dø af kulde, her i Lillebælts sommerkolde bølger og det var min skyld!

“Bevæg dig!”, skreg jeg til ham (Jeg gjorde det selv – svømmede frem og tilbage, for at holde varmen. Det hjalp, kunne jeg mærke).

“Bevæg dig for livet!”

Og han gjorde det.

“Jeg bevæger mig på livet løs!”, råbte Kaj tilbage.

Turen blev kort i dag. Vi gik hurtig op. Vi tørrede os, skiftede til tørt og varm jogge-tøj. Satte os ind i bilen, klar til at køre hjem til aftensmaden.

“Vent lige lidt, inden du kører“, sagde jeg. “Prøv lige at mærk efter”.

Vi mærkede …

“Det er derfor vi gør det!”.

Hold op, hvor har man det godt bagefter!