Jamen, jeg fik rent faktisk lokket Kaj med i bølgen blå i går aftes. Kl. 18.45 kørte vi mod Svenstrup.
“Hvorfor gør vi det her?“, spurgte Kaj på vej derud i bilen. Jeg svarede ikke.
Vi parkerede bilen, smed overtøjet og bevægede os ud ad badebroen iført badetøj. Den piv-blæste og vinden føltes kold.
“Hvorfor gør vi det her!?!”, spurgte Kaj. Jeg svarede ikke.
Vi nåede enden af broen.
“Hopper du i først?“, spurgte Kaj
“Nej, det må du gerne”, svarede jeg.
“Mig?!?!”, spurgte Kaj (der var ikke andre i nærheden …)
“Jeg går i først”, ombestemte jeg mig og begyndte nedstigningen ad trappen.
Shit! Det var koldt.
Jeg gispede efter vejret, da jeg stod i Lillebælt til lårene. Så tog jeg tilløb og svømmede ud i vandet. Hvor var det koldt!
Kaj gloede skeptisk efter mig, men besluttede sig så til, at få det her overstået. Han sprang – lavede en bombe – og landede ved siden af mig.
“SHIIIIIT – hvor er det KOOOOOOOOOLDT”, skreg han, da han dukkede op til overfladen igen.
Nu blev jeg bange.
Min mand var i fare for at dø af kulde, her i Lillebælts sommerkolde bølger og det var min skyld!
“Bevæg dig!”, skreg jeg til ham (Jeg gjorde det selv – svømmede frem og tilbage, for at holde varmen. Det hjalp, kunne jeg mærke).
Og han gjorde det.
“Jeg bevæger mig på livet løs!”, råbte Kaj tilbage.
Turen blev kort i dag. Vi gik hurtig op. Vi tørrede os, skiftede til tørt og varm jogge-tøj. Satte os ind i bilen, klar til at køre hjem til aftensmaden.
“Vent lige lidt, inden du kører“, sagde jeg. “Prøv lige at mærk efter”.
Vi mærkede …
“Det er derfor vi gør det!”.
Hold op, hvor har man det godt bagefter!
No Comments