Engang for længe siden skrev jeg blogindlægget “Lorten på bloggen“. Det handlede om alle de plastikposter med hundelorte i, som jeg kunne møde på én enkelt 4 kilometer lang gåtur i mit lokalområde.
I dag, på min 9,5 kilometer lange gåtur, kom jeg i tanke om indlægget og blev inspireret til et nyt.
“Bindet på bloggen“, skulle indlægget hedde.
Hvor mange tabte MUNDBIND ville jeg mon kunne finde på den knap 10 kilometer lange gåtur, jeg havde planer om at tilbagelægge?
Jeg var dårligt nået over i Staurby Skov, før jeg kunne begynde at dokumentere.
Herefter gik det slag i slag.
Det var næsten som at lege Pippi Tingfinder.
Så fik jeg også noget at beskæftige mig med, under min lange ensomme vandretur.
For det kan godt være en ret KEDELIG affære, at gå og gå og gå hver dag i (nu) en hel uge.
I ugen der er gået, har jeg nemlig tilbagelagt 53 kilometer i Lacrosse gummistøvlerne.
Og da det tager en times tid at gå 5 kilometer, bliver det til mange timer alene med sig selv.
Det’ kedeligt!
… medmindre man finder på noget at lave. Så som at tælle tabte mundbind.
Tabte mundbind: Det er virkelig et 2020-syn!
Men mens jeg har hunderlufterne mistænkt for at smide de lukkede plastikposer med hundelort i med vilje, så tror jeg virkelig de her tabte mundbind er fløjet ud af lommer og op af skoletasker på vej fra busstopsteder og butikker … uforvarent.
Nu er spørgsmålet, hvor længe naturen er om at nedbryde et mundbind?
Hundeposerne var i hvert fald mere end 2 år om at forsvinde …
Og nu: Kaffe og restitution. Dagens træningsgåtur er overstået og jeg er done.
Ingen har sagt noget