Brejninge bakken

You never forget your first time. Jeg kan stadig huske første gang jeg kom på Brejninge bakken på en cykel.

Det var sommeren 2001 og det var min 2. sæson i Baghjulet. Det var sommerferie, så vi havde ingen turleder på. En 12-16 mænd (bla. Kaj) og 1 kvinde (mig) mødte op og alle cyklede ud i samme gruppe. Dengang var der ingen mountainbikere i klubben – vi var allesammen på smalle dæk.

Den dag tilbød Martin at lave en Jyllandstur.

Jeg kom sjældent til Jylland med gruppe 4.

Og tju-hej, hvor det gik med +30 km i timen. Drengene hyggede sig. Jeg var ikke vant til at køre mere end 24 i snit i min gruppe 4, men jeg bed tænderne sammen, holdt min mund, og pressede min brugte TREK til det yderste.

Havde jeg haft den erfaring, jeg har i dag, ville jeg vide, at man ikke kan sidde med max-puls i 3 timer. Dengang troede jeg hele tiden, jeg bare lige skulle overleve næste sving, så blev det nok bedre.

Det gør det ikke. Man dør!

Jeg kan huske, hvordan vi nærmerede os Brejninge bakken via Sellerup Strand. Jeg var der for første gang i mit liv.

Hold kæft, det gik op og ned hele tiden. Jeg anede ikke noget om at ligge på hjul, om at køre sving (i høj fart) eller om at gribe bakker taktisk an – jeg havde ligget med max-puls i 1,5 time …

Jeg må have været livsfarlig for mig selv og mine omgivelser!

Sådan ramte vi Brejningen bakken!

Til højre og OP-OP-OPAD.

Jeg nåede ikke 4 tråd op ad bakken efter Martin, Kaj og de andre, så var der ikke flere gear på den brugte TREK (som jeg havde fået købt alt for stor). Jeg klikkede ud af pedalerne og stod af, mens drengene forsvandt op ad bakken.

Maaaand! Hvor jeg synes, det var pinligt, da Martin kom rullende ned ad bakken, for at se hvor jeg blev af.

Resten af vejen hjem havde jeg KUN den ydmygelse på lystavlen. Jeg var stået af på bakken! Skidt med at jeg havde kørt 90 km med 29 i snit (selvom jeg indtil da aldrig havde kørt hurtigere en 24 km/t …øhhh, 29 i snit? Så hurtigt kan jeg dårligt nok cykle i dag). Det var sidste jeg tænkte på, inden jeg faldt i søvn den søndag aften.

Først senere lærte jeg at hygge mig – og at tage Brejningen bakken i mennesketempo. Og være realistisk 🙂