0 In Ferie

Col D’Aulan mm.

I dag hoppede jeg med en gruppe, der kørte en 60 km kort tur, med 2 stigninger: Col d’Aulan og Col de Fontaube.

Vi fik lidt regn på turen, men det var faktisk behageligt cykelvejr.

igen – en flot tur. Og siddesåret er slået ihjel igen og voldte mig så godt som ingen problemer i dag

Men for dælen, hvor mit humør svinger op og ned, under sådan en bjergtur. På stigningerne er jeg nede i et sort hul, stigningerne er drææææbende, kedelige, ulidelige (og mine gruppe medlemmer forsvinder foran mig). Det afløses af en kortvarig eufori, når toppen er nået. Men så kommer nedkørslen:

Ned at ligge nede i hornene … punktbremse, punktbremse …snart gør det ondt i nakken og ryggen, hænderne sover og jeg kan absolut intet fedt se i at sidde på cyklen der (og mine gruppe medlemmer forsvinder selvfølgelig foran mig – igen).

Nu er september i forvejen ikke min yndlingscykelmåned. Jeg gider ikke mere, når vi når hertil. Jeg må hive mig op et eller andet sted fra og kan næsten ikke holde motivationen så langt hen på sæsonen.

Men når vi når målstregen og er hjemme – så har jeg glemt lidelserne og sidder og snakker om “fede ture” med cykelkammeraterne – og der er fare for, at jeg gudhjælpemig kaster mig ud i det hele, en gang til.

I morgen er der hviledag.

Jeg har brug for en hviledag, hvis jeg skal klare 2 bjercykelture mere hernede inden turen går hjemover på lørdag. Jeg bliver – nærmest lykkelig – når jeg tænker på en hviledag.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar