0 In Ferie

Col de Peyruergue

Stikker man næsen frem hernede, kan man nemt blive udsat for en del (kammeratlig) mobning. Det blev vores turleder vist i dag.

Vi havde faktisk allerede noget på ham, inden turen startede.

F.eks hang han på hold 3 den første dag som sidste mand og det “tynde øl”, men skiftede senere ned på hold 4, hvor han til gengæld brillerede i front, og satte tempo.

Det gav anledning til den her bemærkning:

Ja – det er sjovere, at være konge på et lortehold, end at være lorten på et kongehold!

Den grinede vi længe af.

Men han lavede én, der var værre.

På Mont Ventoux prajede han nogle hollandske turister i bil, og fik dem til at køre ham og hans cykel det sidste stykke mod toppen! Og det mens hans kammerater stred sig op ad til cykels.

Av, den kostede.

DEN griner vi af endnu 😄

I dag meldte han sig så som turleder, til en spontan tur-idé, han havde fået. Den var åbenbart bedre en de 29 gennemarbejde tourforslag (inkl. GPX filer), som vi har med hjemmefra. Han ville vise os den lille bjergby Rochebrune, der ligger på en bjergside på Col D’Ey.

Flere viste ham tillid og tog med.

Afgang kl. 9:00 – Ooooop af Col D’Ey for 3. gang denne uge. Opsamling på toppen, og så kom nedkørslen, hvor jeg vanen tro lå bagerst. Og da jeg nåede ned til sidevejen, hvor vi skulle til venstre mod Rochebrune, ventede den bagerste halvdel af vores hold på mig – mens turleder og frontgruppe var fortsat ned af bjerget.

De var kørt forbi!

Men vi cyklede til Rochebrune, som var den fineste lille by.

Rigtig hyggelig. Vi er glade for vi fik den oplevelse.

Men nu stod turlederen og frontgruppen jo ved foden af Col D’Ey og da vi fik telefonisk kontakt til dem, for at høre hvor de blev af, havde ingen (bortset fra Keld) lyst til at cykle op af bjerget igen, for at mødes med os i Rochebrune. De fik en ufrivillig lang kaffepause, mens vi nød Rochebrune færdig og cyklede ned til dem.

Uhhh – den måtte turlederen høre for 🙂

Videre derfra det gik. Nu skulle vi op af Col de Peyruergue – en lang stigning på en 4-5%. Der var spredning i vores gruppe, som blev strukket langt ud (og nu begyndte det at regne). Det stressede åbenbart vores turleder, for han stoppede gruppen og tog den her beslutning:

Vi deler os – gør vi….”

Men SÅ skal jeg love for, Børge kom på banen.

Og det kan godt være Børge ikke er så høj, og at han almindeligvis er jordens flinkeste mand, men han kan godt blive skarp – og SÅ hopper han op og bider dig i knæet!

Det gør du bare ikke!“, lød det fra Børge “DU har ledt os herud, og der er ingen af os der kender turen. DU leder os hjem igen!”

Så ka’ han lære det, kan han. Og sådan blev det.

Vi fortsatte op af Col de Peyruergue og i bedste Baghjulsånd var der rent faktisk nogen der blev hos bagtruppen, som fik cykelselskab hele vejen op (hold kæft, hvor var det rart).

Alle nåede toppen.

Vi kørte ned af Col de Peyruergue igen – gennemvåde, var vi efterhånden – og ved foden af bjerget kunne vi finde hjem og dem der havde fået tur nok, skulle bare lige til højre og køre 16 km ned af bakke til Buis les Baronnies og hotellet.

Den tur tog jeg og 5 andre. Frontgruppen, inkl. turleder som jo gik glip af Rochebrune, fortsatte mod venstre og nappede 30 kilometer ekstra.

Vi kørte hjem til et varmt bad og sluttede vores 2. sidste cykeldag med frokost nede i byen.

50 km med 800 højdemeter, blev det til. Det var en rigtig god cykeldag. I morgen er sidste dag og de lover solskin. De fleste grupper skal ud på en lidt længere tur og vores gruppe har lovet hinanden at køre en autoriseret rute, hvor mange kan hjælpe hinanden med at finde rundt.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar