2 In Dengang mor var "dreng"

Cykelulykken i 72

I går, da jeg kom cyklende hjem fra arbejde, kl. var 16.45 og det var bælgravende mørkt, så jeg 2 cykelryttere komme blæsende igennem en rundkørsel.

Sjuuuvv – sjuuuvv – sjuuuvv – gik det, i jævnt tråd, med lys på cyklerne, refleksveste, vintercykeltøj og hjelme.

Wow. Der er nogen, der ude at nattræne. Sejt!, tænkte jeg, da de suste forbi mig og først der så jeg, at det var min egen far og lillebror!!!

Lillebror – ham jeg næsten ikke har set på en cykel siden 1976

Puha – ham og så cykler – det er ikke lutter gode barndomsminder.

Der var den der dag, hvor jeg var 7 år og han var 6 (det må have været i 1972) og familien syslede der hjemme med ting og sager. Min mor stod ved køkkenbordet. Min far sad i sit studereværelse (han læste til lærer). Jeg var på badeværelset, da der lød et kæmpe brag uden for vores hus.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: “Hvad var det, der faldt ned???”

Der gik ikke mange minutter, før jeg trådte ud af badeværelset og så, at husets hoveddør stod piv åbent.

Underligt – hvorfor havde nogen glemt at lukke døren?

Så jeg gik ud af døren, ned af husets hovedtrappe, og trådte frem så jeg kunne se ud på gaden.

Derude midt på gaden sad min mor og far på hug, bøjet over en lille dreng, der lå i en blodpøl!

Hvorfor gjorde de det?

Jeg turde ikke gå derud, så i stedet løb jeg ind i huset igen, for at se ud af vinduet og netop, som jeg trådte op i sofaen, som stod under vinduet, kom min mor løbende ind:

“Peer er blevet kørt ned!!! Løb over til naboen!!!”

Det blev den hidtil værste dag i mit 7-årige liv og måske også i mine forældres. Jeg tilbragte den hos Lisbeth på den anden side af gaden, da mine forældre var kørt af sted i ambulancen, med min kvæstede lillebror. Genbofamilien passede godt på mig, men jeg glemmer aldrig hvor ondt jeg havde i maven.

Først hen ad midnat kom min mor og hentede mig. Hun havde blod på sin hvide cottencoat!

Min lillebror overlevede som bekendt. Ellers havde jeg jo ikke kunnet møde ham på cykel i går –  nu cykler han med hjelm.

Dengang i 1972 var cykelhjelm til børn slet ikke opfundet.

Det kunne ligeså godt have været sluttet der – det kunne ligeså godt have været deres barns begravelse, min mor og far skulle til at planlægge den dag. Alvoren i det, gik først op for mig mange, mange år senere, da jeg selv fik børn.

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Lene
    4. december 2007 at

    Godt at han klarede det, og godt at han cykler med hjelm i dag.

  • Reply
    Helle K.
    4. december 2007 at

    Godt at din lillebror klarede den. Jeg mindes min venindes lillesøster, hun blev også kørt ned i 1972, men klarede den desværre ikke. Det er så lidt der skiller liv fra død.

  • Leave a Reply

    Read more:
    Pizzamanden eller bedemanden

    Det ringer på døren. ”Er det pizzamanden eller bedemanden?” Der har været et rend af mennesker og faggrupper i mine svigerforældres hjem de seneste dage. Først og fremmest var der...

    Close