3 In Hverdagen

Dagens dårlige “cykeltur”

Der er gode dage – det er de dage, hvor jeg bare går og glæder mig over, jeg ikke fik slået pandeskallen til pindebrænde, da jeg styrtede på racercyklen for en måned siden… eller røg ind under en lastbil og blev dræbt, ved samme lejlighed …. eller brækkede halsen og endte i en kørestol …. og så videre i den dur. Det er de dage, hvor jeg nærmest glæder mig over, jeg kun har et brækket kraveben og en smertende skulder og er helt indstillet på, at det her bare tager langt mere tid, end jeg forestillede mig.

Men der er også dårlige dage – hvor jeg raser over den lorte skade og hvor jeg bliver urimelig og synes Erik lige så godt kunne have taget det brækkede kraveben selv, når nu han partout skulle vælte lige foran mig … og hvor jeg hader, at være en klods om benet på min familie, fordi jeg ikke kan hjælpe med noget …. og hvor jeg ærgrer mig gul og grøn og blå over, at have tabt en måned træning – misset Tjejvättern og Lillebælt Rundt … og endnu værre: Tour de Paris, som skulle været året store udfordring!!

Sådan en dag, har jeg i dag og den startede tidligt, kl. ca. 7. Efter morgenmaden besluttede jeg mig for lidt genoptræning og tog cykeltøj på. Jeg så næsten helt rask ud, som jeg stod der foran spejlet i det nye cykeltøj, som jeg lige har fået fra forsikringen. Så satte jeg computeren til at spille musik og steg på Bianchien … og så stoppede “festen” ellers.

Musikken, den stoppede efter første sang. Min ellers så møjsommelig kreerede playliste på Youtube fortsatte ikke og jeg orkede ikke at stige af cyklen, for at finde ud af hvorfor.

Jeg svedte som en KO efter 10 minutter (hvilket sikkert var fordi, der var for varmt i lokalet, for jeg syntes ikke jeg arbejdede særligt hårdt).

Til gengæld kedede jeg mig gudsjammerligt – men allerværst: Oplevelsen af, end ikke at kunne flytte min højre arm hen til styret, var deprimerende. Jeg har så ondt, så ONDT i min skulder at jeg ikke kan løfte armen – og jeg ved ikke hvorfor.

Efter bare 25 minutter steg jeg af cyklen og så tudede jeg lidt. Over mit elendige korpus og hvad jeg ellers kunne finde frem, at tude over (jeg tog det hele med, når nu jeg var i gang). “Du lyder ikke vildt positiv”, skrev Nikoline til mig på Facebook, da jeg fortalte hende om min dårlige “cykeltur” inde på værelset.

Dagen i dag er vist bare ikke startet vildt positivt. Jeg håber inderligt det vender – gerne snart

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Jesper SJ
    24. juni 2010 at

    Op med humøret. Med dit humør og drive er der også muligheder med hensyn til cyklingen i efteråret som Grænseløbet (sidst i september) og Alpetramp (midt i oktober).

  • Reply
    Hammy
    25. juni 2010 at

    Hej Helle

    Jeg tror man skal have begge tankerækker, det er jeg overbevist om er et godt tegn.

    Jeg tænkte på dig igen i dag, inden jeg skulle ud på min cykeltur. Men selvom jeg frygter at komme til skade, så nyder jeg også, at cykle derude. Både når jer er på vejen, og når jeg omgås andre mennesker.

    Vi må gøre hvad vi kan når vi færdes i trafikken for, at tage hensyn til andre og undgå ulykker. Det glæder både når vi cykler, kører bil, løber eller hvordan vi nu engang bevæger os af sted.

    God bedring både til dig og Erik.

  • Reply
    Helle
    25. juni 2010 at

    Tak skal du have.

  • Læg en kommentar