7 In Kraveben

Dagens rekonvalens

Jeg har rekreeret godt i dag. Det foregik på den strand, hvor Pia og jeg kylede vores cykler ved vintercupafslutningen, for snart mange, mange uger siden.

Her var Emilie og jeg landet, fordi vi aflagde et lille visit hos Laura og Lillebror (altså min), som holdt ferie her.

Og hvilken dejlig dag! En af den slags, som med garanti har været god for min heling.

Da jeg kom hjem, lå der et brev fra Jobcentret. Jeg var indkaldt til samtale, med henblik på aktivering og senere tilbagevenden til arbejdsmarkedet!!

Åhh, ja. Det har jeg hørt om i fjernsynet. Syge sendes i aktivering…. Den dårlige samvittighed, over at have haft en god sygedag, rammer mig som et hammerslag midt i panden! Undskyld, undskyld, søde Samfund. Jeg HAR dårlig samvittighed, tro mig! Her går jeg og “fedter den af” med skulderen skåret igennem, skruer i skellettet og armen i slynge. Jeg må ganske rigtigt være ved at gå i hundene, og hvor er det rart at vide, at FØR jeg gør det, står du, søde Samfund, klar til at samle mig op i rendestenen.

Når nu du siger det, har jeg egentlig flere gange inden for de seneste 7 uger, været ved at blive sindssyg!. Det fortalte jeg kirurgen, som beklagede, at lige det, kunne han ikke hjælpe mig med, men mit kraveben kunne han fixe.

Når sandheden skal frem, er  jeg er nok egentlig tjenelig til både aktivering, genhusning og resocialisering.

To tredjedele af brevet handler om alt det, der sker med mig hvis jeg IKKE møder op. Frygt ej – jeg kommer 2. august! Ingen ønsker mere end jeg, at blive rask og kunne genoptage mit liv fra før. Tænk, hvis jeg ovenikøbet kunne CYKLE ned til jer? (Tæller ugerne på fingrene…) …Nej, helt så langt henne er jeg vist ikke om 14 dage. Desværre …

Dagen startede i helende, godt humør – nu er jeg bare så pisse negativ

You Might Also Like

7 Comments

  • Reply
    skoge
    19. juli 2010 at

    Standardprocedure fra kommunen – ingen grund what so ever til at være negativ.
    Glæd dig i stedet for den vellykkede operation og at du har fint vejr resten af ugen – og nyd det, det har du fortjent.

  • Reply
    Merete
    19. juli 2010 at

    Jeg kan så oplyse dig om at man faktisk ikke dør af det. Jeg underkender bestemt ikke at nogle mennesker kan ha’ meget ondt, eller være så langt nede at de ikke kan overskue det.
    Jeg har været i aktivering i lang tid efterhånden, og vi har det altså ganske hyggeligt derude 🙂

  • Reply
    Helle
    19. juli 2010 at

    Hmmmm…. Jeg arbejder på, at være positiv. Det gør jeg altid.

  • Reply
    Jonn
    19. juli 2010 at

    Ja sådan er det dårlige samfund skruet sammen. Jeg kender det selv da jeg gik og havde ondt i ryggen. Som selvstændig er det værste nok at til den første samtale skal man snakke om hvordan man kommer over i nyt arbejde, jeg tror ikke systemet har virket nogen sinde.
    God bedring til dig.

  • Reply
    Moster Tulle
    19. juli 2010 at

    Åh ja, den har jeg også prøvet, da jeg havde et piskesmæld. “Hvornår er du klar til at arbejde” vekslende med “Vi må nok overveje revalidering”. Øh nej tak – jeg har intet ønske om at opgive mit velfungerende firma fordi en eller anden båtnakke glemte at kigge på vejen og i stedet kiggede i et kort og derfor bragede lige op i mig. Da det havde stået på et par måneder meldte jeg mig rask – uden overhovedet at være det og tog så de sidste 2 mdr. for egen regning. Tal om at jeg følte mig forfulgt……Kan godt se at det er “proceduren” men det ville nu fremme forståelsen for alle parter, hvis de havde styr på at man bare var midlertidig syg og absolut ønskede at genoptage sit job!

  • Reply
    Helle
    20. juli 2010 at

    Aj, Jonn – en selvstændig Landmand som dig, sendes i aktivering, med henblik på at komme over i nyt arbejde? Tanken er næsten sjov … selvom – en dårlig ryg må ikke være den bare spøj, for en bondemand, som altid har travlt 🙁

  • Reply
    Helle
    20. juli 2010 at

    Godmorgen, moster Tulle (jeg vågner frisk og veludhvilet og med fornyet god tro på dagen). Når sandheden skal frem, ville det jo være herligt, hvis Jobcentret kunne finde nyt arbejde til mig. Den første dag, jeg gik på arbejde (det var den 31/5 og kun en uge efter jeg brækkede kravebenet) røg jeg med i husets seneste fyringsrunde, hvilket nu intet har at gøre med hverken mig eller mit kraveben, men skyldes en kriseramt produktionsvirksomheds barske kamp, for at overleve i Danmark. Så når jeg engang er rask og har afholdet min ferie – så har jeg faktisk slet ikke noget arbejde, at vende tilbage til!!

  • Læg en kommentar