Den er farlig!

Hvor mærkeligt, at stå ved et af Baghjulets uformelle slutsteder – Skrillinge Købmanden – og sige farvel til cykelkammeraterne i aftes. Lige som Kaj kan se på Strava, at han har cyklet op af Kongebrobakken mere end 100 gange, så vil jeg tro, at jeg har stået ved Skrillinge Købmanden og sagt farvel til cykelkammeraterne hundredevis af gange.

Og så plejer jeg at kunne trille få hundrede meter hjem i bad.

Men ikke i aftes – for nu er jeg flyttet til Strib og har pludselig lidt flere kilometer hjem.

Med mindre man kommer fra Røjle, er der to indfaldsveje til Strib: Strandvejen – her er der en fin cykelsti. Den anden indfaldsvej er Strib Landevej, og Strib Landevej cykler man helst ikke på. Den er smal, bugter sig i farlige sving, uoplyst og med dobbelte optrukne midterlinjer. Bilerne kører stærkt her og lastbilerne kører tæt.

Den er farlig!

Det lærte jeg som lille pige og det man lærer som barn, er ikke sådan at ryste af sig.

Jeg husker svagt noget med et skrællet vejtræ, der i mange år i 70’erne stod som et væmmeligt vartegn over et trafikdrab, hvor nogle Billeshavedrenge kørte sig selv ihjel i en stjålet bil. Uff – Strib Landevej holdt jeg mig langt væk fra på min cykel.

I dag er der efterskole på Billeshave, men i min barndom var det en institution for halvkriminelle, utilpassede teenagedrenge. Her boede de, til de enten var genopdraget og kom hjem eller gamle nok til at komme i et rigtigt fængsel.

Billeshavedrengene var dem vi andre ikke måtte lege med. De var det dårlige selskab.

Og selvfølgelig må man ikke køre stærkt i stjålne biler på Strib Landevej, det kan den da ikke gøre for  …. Men alligevel.

Anyway – Strib Landevej kommer jeg ikke længere uden om på vej hjem – i hvert fald nogle få hundrede meter. Jeg listede forsigtig Cannondale rundt i svingene, efter træningsturen i aftes – som blev 70 kilometer lang inden jeg var helt hjemme i indkørslen.