Hvorfor jeg stod nede i en telefonboks og tudede til min mor i telefonen, dengang en uge inde i korrespondentstudiet?
Jo, ser I.
Det var dengang i gamle dage, hvor mobiltelefonen ikke var opfundet. En fastnet telefon, det havde man heller ikke når man var en fattig studerende.
Man kunne med andre ord ikke fås fat i. Jo!! Det er skam rigtigt nok. Venner kunne ikke ringe til én. Og skulle man selv ringe til nogen, så fandtes der sådan nogle telefonbokse.
Det var sådan et lille glashus, og inde i det var der altså en telefon. Hvis man puttede 1 kr. i, kunne man få lov at ringe op og tale. Og når kronen var brugt, så sagde det "dut-dut" og man havde ganske få sekunder til at få gjort samtalen færdig, hvor efter – CUT – forbindelsen blev afbrudt.
Medmindre man da puttede 1 krone mere i. Så fik man naturligvis lidt mere taletid.
Telefonboksen var af glas – dem der gik forbi ude på gade kunne se, hvem der stod inde i boksen og snakkede i telefon. Og de kunne se det, hvis man stod og tudede.
Og hvis andre skulle bruge telefonen, så stillede de bare op i kø uden for glasboksen. Og hvis de syntes man var for længe om det, kunne de godt finde på at åbne døren og bede én om at skynde sig lidt.
Jow – jow. Se, sådan var det i gamle dage, dengang mor var ung.
7 Kommentarer
Anita
20. december 2006 atHa ha, det er lidt sjovt Helle, for næsten den samme fortælling kunne man se mig give datteren for ganske få dage siden og hun var rystet i sin grundvold!
Rædselsfuldt ikke at have nogen mobiltelefon på sig. Oh ve, oh skræk og hvordan pokker klarede I Jer dengang, hva’ mor!?
Jeg synes måske mere det er rædselsfuldt og oh ve, oh skræk sådan som det ser ud idag – tiltider ;o)
Janne
20. december 2006 atÅh, ja, da vi var unge. Jeg skyndte mig nu altid at give nummeret jeg ringede fra, så jeg kunne blive ringet op, men det medførte jo så også længere samtaler og flere som hamrede på døren…..Mine unger fatter heller ikke hvordan vi overlevede…(og nogle gange fatter jeg det såmænd heller ikke selv, slet ikke på de dage hvor en tur i Netto kan afstedkomme op til 10 livsvigtige opkald fra børn+mand).
Lizelotte
20. december 2006 at…må indrømme, at telefonabonnement stod højt på min prioriteringsliste … så jeg havde fastnet, OGSÅ da jeg gik i skole.
Kan egentlig godt forstå de unge. Men nu har jeg også taget mobilen til mig med fryd. Den er så praktisk. Og jeg bestemmer heldigvis selv, om den er tændt eller slukket.
Susan
20. december 2006 atHihi, min mor kunne ikke forstaa at min veninde og jeg snakkede i telefon en timestid om eftermiddagen efter skole, naar vi bare kunne gaa om til hinanden.
Jeg vil nu noedigt undvaere mobilen, isaer fordi vi kun har vores mobiltelefoner og saa Skype 🙂
helle
20. december 2006 atEmilie og hendes veninde har faktisk engang siddet på hver sin side af et hus – Emilie sad på trappestenen ved fordøren. Veninden sad på trappestenen ved bagdøren.
De skulle mødes – men Emilie havde ikke fået mobilen med – så de kunne ikke komme i kontakt med hinanden! Nu kunne de altså ikke koordinere om det var for- eller bagdøren de skulle mødes ved.
Derfor sad de altså på hver sin side af huset – OG KUNNE IKKE FINDE HINANDEN.
Emilie syntes det var ganske forfærdeligt, ikke at have sin mobil på sig … og sagde bagefter til mig: “Hvad GJORDE i dengang ?!?!?”
Dorthe
21. december 2006 atJeg kan da kun forestille mig, at det må have været ganske forfærdeligt, som forælder at vente på, at høre nyt fra sin fraflyttede datter – til hun fandt vej til en telefonboks! DET må være rædsel!
Susan
21. december 2006 atHelle. HA HA HA HA HA HA HA den var god. Ja hvad gjorde vi egentlig dengang!!!!!!!!! HA HA HA HA HA