0 In Kraveben

“Der sker ikke noget!”

Det var mandag, den 18. juli. Det var møghamrende blæsevejr.

Jeg befandt mig  …. Tja, hvor var jeg? … et eller andet sted nede i Tyskland med kurs mod Paris. Jeg var på cykel.

Omkring mig lå 21 andre cyklister. Vi kørte tæt. Tæt, tæt. Der var uro i gruppen. Råben. Håndtegn. Slinger. Accelerationer. Opbremsninger. Cykelstien var smal.

Det var svært at styre cyklen i den hårde modvind.

Op på siden af mig, kørte en fyr, jeg ikke kendte hjemmefra. ”Du laver huller!”. Sagde han. ”Det duer ikke, at du trækker dig væk. Du skal køre OP til forankørendes baghjul. Ellers brækker gruppen over i to!”.

Jeg vidste han havde ret …

Jeg forsøgte at forklare mig. Jamen, uroen? Stop and go … om lidt holder vi stille igen. ”Jeg tør ikke ….”

”Der sker ikke noget!!”, sagde han.

Der sker ikke noget …

Så bed jeg al skam og skræk i mig, og kørte tæt, tæt op til det foranliggende baghjul. Nu var prisgivet de forrestes øjne og opmærksomhed. Efter 20 rulleskift lå jeg i front og brød vinden. Jeg kan køre meget hurtigere, når jeg tør træde igennem.

Fyren var der igen. ”Det går meget bedre for dig heroppe”, sagde han. Han roste mig! De 4500 km jeg havde i benene var ikke helt spildt. Vil rullede videre, og jeg gled ned gennem det nervøse felt.

24 timer senere lå jeg med et brækket kraveben, på en befærdet vej i Mastrichts tætteste eftermiddagstrafik.

Men da havde fyren for længst forladt vores gruppe, til fordel for en anden.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar