3 Udgivet i Foreningsarbejde

Det nye CyclingWorld er kommet

CyclingWorld er et blad, der udgives af Danmarks Cykle Union og handler om professionel cykelsport. Jeg modtager bladet, fordi jeg er medlem af en motionscykelklub, som er medlem af DCU og CyclingWorld kaldes DCU’s medlemsblad.

De første mange år bladet landede i min postkasse, troede jeg det var et Kaj havde tegnet abonnement på, lige som Gør-Det-Selv eller Sportsfiskeren. Jeg læste det aldrig, for jeg følger ikke så meget med i professionel cykelsport.

Stor var min undren da jeg opdagede, at det var mit medlemsblad, for jeg er cykelmotionist og CyclingWorld indeholdt (dengang) stort set intet motionsstof.

Det tror jeg nok, der er andre motionister, der har været lidt kede af. I hvert fald er det sådan nu, at CyclingWorld har fået hele 2 sider med motionsstof.

Jeg fandt dem på side 24 og 25.

Siderne indeholder en lille notits om, at Aktiv Cykel Rejser er gået konkurs, et pixelleret billede fra Grejsdalssløbet og 4 linjer om deltagerrekord. Et par reklamerspots for hhv. pulsur- og cykelrejserabatter og en annonce for et udenlandsk motionscykelløb …

Ja, og så en henvisning til ”De 10 bud for Cykelmotionister”, som en DCU-Motion formand på Sjælland i overskriften beder os huske. Joe, for som han skriver ”Jeg kender det fra mig selv. Hjemmefra har jeg bestemt, at i dag skal det bare være en hyggelig, stille og rolig tur ….”, men når han så sidder på cyklen ta’r faen ved ham og det gælder om ikke at vise svaghedstegn, og så går det galt.

Så sandt, så sandt … Cykelmotionister, der ligger og kører om kap ude i trafikken duer ikke!

Det var så det motionsstof i mit medlemsblad … og dog.

For på side 84 fortælles om Landstævnet for cykelmotionister – et arrangement jeg i kraft af min post i klubbens styregruppe, forsøger at skrabe deltagere sammen til.

Og hold op hvor går det dårligt!!! Skuffende få klubkammerater er foreløbigt bidt på.

Forfatteren af artiklen synes ellers at de 16.000 cykelmotionister, der er medlem af DCU burde deltage alle sammen – og det gør de ikke pt, for landstævnerne for cykelmotionister (som finder sted hvert andet år) trækker omkring 300 deltagere – det er 1,8% af de 16.000 motionister, som ellers (siger forfatteren) burde deltage, da de selv støtter landstævnet økonomisk via deres kontingent.

Der er bare det ved det, at så snart jeg begynder at snakke om ”holdtidskørsel”, ”medaljekamp” eller ”ren uforfalsket konkurrence …” (citat artiklen) – så ryster mine cykelkammerater overbærende på hovedet af mig og takker nej.

Hmmmm – måske er det bare mig. Men det er lige som om der er et misforhold imellem det løb vi/DCU-Motion markedsfører – og så den virkelighed der foregår hjemme på landevejene hos de 16.000 danske cykelmotionister?

Andre blogindlæg

3 Kommentarer

  • Svar
    MrsBaloui
    17. juni 2008 at

    Lidt off-topic (og muligvis med fare for en halshugning?), men hvorfor har I 2 cykelklubber i byen?

  • Svar
    helle
    18. juni 2008 at

    Vi har for mange år side (klubben er 25 år gl.)truffen en principiel beslutning om, at Baghjulet er en motionscykelklub og at vi IKKE ønsker at have en lincens afdeling. Vi kører kun motion.
    Det har vi gjort fordi licens og motionscykling har meget forskellige interesser, både hvad struktur, træning, sponsorer og økonomi angår.
    Middelfart Cykel Club (som har eksisteret i 5-6 år) derimod er en licenscykelklub. De kører konkurrence.
    I praksis betragter de to klubber hinanden som kollegaer. Vi bakker hinanden og samarbejder. Men vi er økonomisk uafhængige af hinanden.
    Størstedelen af Middelfart Cykel Clubs medlemmer er børn/unge – I motionscykelklubben Baghjulet har vi en gennemsnitsalder på 43.
    Rigtig mange af MCC’s medlemmer er også medlem af Baghjulet og de unge drenge benytter sig af muligheden for en ektra træningstur med vores gruppe A.
    Der er også mange af forældrene til licensdrengene fra MCC som kører motion i Baghjulet.
    Men som sagt – vi er organisatorisk og økonomisk uafhængige af hinanden.

  • Svar
    MrsBaloui
    18. juni 2008 at

    Tak for en super forklaring 🙂

  • Læg en kommentar