0 In Vi ser cykelløb

Du husker forkert, Riis!

Ceres park i aftes. Jeg er til foredraget “Verdens bedste cykelhold”. Min julegave fra Emilie. Cancellara, Voigt, Andy & Fränk Schleck, Riis og Ritter fortæller anekdoter fra Team Saxo Bank.

Vi er i hundredevis af mennesker samlet i parken.

Forinden har vi spist hjemmebagte, varme hveder hos Emilie (hun får ikke “røde hvede-knopper” mere og bager selv sit brød).

Senere fik vi en pastaret hos Emilies lokale Pizza-pusher på Frederiksbjerg og bagefter tog vi turen til Ceres parken til fods i den dejlige forårsaften. Vi gik en omvej gennem skoven, for vi var i god tid. Hvor dejligt, at Emilie kan bo SÅ MEGET midt i byen og stadig bare have en lille gåtur til skoven.

Nu sidder vi der i salen og vi har lige lige set klip fra en ikonisk 15. etape 2010, hvor Contador stikker af op ad Toumalet, netop som Andy taber kæden og mister 39 sekunder.

Det er tarveligt og usportsligt, fortæller Andy på scenen, om det der skete dengang. Han var sur og han bliver det igen nu når han tænker tilbage (selvom han skynder sig at sige, at Contador ellers er en rigtig fin fyr, som har sagt undskyld).

Et billede toner frem på storskærmen over panelet på scenen. “Podium 2010” lyder overskriften. Billedet viser Contador øverst på sejrskamlen, Andy Schleck som to’er og en tre’er i en Rabobank trøje.

“Du ser lidt sur ud på det billede”, siger Dennis Ritter til Andy.
“Jeg synes vi allesammen ser sure ud” svarer Andy.
“Det er da klart”, tilføjer Bjarne Riis. “De spillede jo den danske nationalmelodi!”

Kan I huske det? Årets brøler.

Det kan jeg!

Jeg husker den (først) forbløffende, (dernæst) pinlige og (siden, for os andre) grinagtige situation i Paris, da de ved en fejl spillede “Det er et yndigt land”, for den spanske Tour de France vinder. Nikoline, Kaj og jeg sad og så det hjemme i stuen den søndag i juli.

Men jeg sad IKKE hjemme i stuen, ved podiet 2010, som der stod på billedet på storskærmet.

Ved podiet 2010 stod jeg på Champs Elysées og overværede sejrceremonien live.

Jeg var i Paris og jeg havde taget en flyvemaskine derned. For jeg kom ikke til at tage turen på cykel. 6 uger forinden, var jeg nemlig stået på hovedet af cyklen oppe i Bogense, og havde brækket mit første kraveben. Og nu stod jeg der i Paris og kunne ikke se en skid for mennesker (cykling ses bedst i fjernsynet). Hverken Emilie eller jeg så nu for resten den ikoniske 15. etape i TV, for den dag holdt vi rekonvalescens ved en varm sommerstrand i Danmark.

Så han tog fejl, ham Riis.

Og jeg kan dokumentere det.

På Helleshyggeblog.

Jeg kan tit dokumentere noget, fordi jeg har skrevet om det. Det sker tit på en cykeltur, at nogen siger “kan I huske dengang vi cyklede der og der og der skete det og det og dem og dem var med” og jeg kan svare, “Nej – det var ikke der, men der og ikke ham, men hende” osv.

Men som Emilie siger, de er ikke noget mere dræbende, end folk der ødelægger gode anekdoter med dokumentation. 🙂

Det er storbede dag i dag og jeg skulle have været ud på en lang cykeltur. Jeg har aflyst den, pga. en uge med ondt i halsen og sådan gik træningen i uge 19 godt og vel i vasken. Halsen er heldigvis i bedring og her fredag morgen starter jeg meget langsomt og har absolut ikke nogen planer for dagen.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar