I går stod jeg på toppen af Yding Skovhøj og faldt i svime over de smukke vidder.
Minutter efter vendte jeg cyklen og KRAVLEDE ned af bakken i helletempo – en piveskid på nedkørslerne – som altid.
I dag jeg dybt berørt over at erfare, at Riders deltageren, der kort efter tog samme tur ned, døde af de kvæstelser han pådrog sig i sit styrt.
Mit evige lille baglommekamera …. det som jeg altid har med mig på cykeltur – uforvarent blev jeg det sidste menneske i verden, der tog et foto af manden i levende live. Glad, smilende til mig fra sin cykel.
Mine tanker går til den familie, hvis far og mand ikke kom hjem fra cykeltur i går.
2 Kommentarer
Nanna Krarup
12. maj 2018 atHelle, nu sidder jeg og småtuder ned i avisen. Det berører mig så meget. Jeg har også oplevet et dødsfald i Danmarks højeste😢 han faldt om efter løbet.
Vi så ham ligge der ( med mennesker omkring sig) vi vidste ikke han var død.
Jeg cykler ikke selv meget mere. Af mange grunde , men også pga angst.
Dejligt at følge dig lidt igen. Har i en tid skubbet cykling langt langt væk🌸
Helle
12. maj 2018 atJa, det er svært ikke at blive påvirket. Jeg tænker sådan på de andre deltagere i den gruppe. Det må være frygteligt – men heldigvis var det en soloulykke og ikke ‘nogens skyld’. Jeg tager det ikke som en selvfølge, at det går godt, når vi tager ud på cykel. Man bliver lidt følsom med alderen.