2 In Dengang mor var "dreng"

En fremmedarbejder ankommer til Sverige

Sjove breve – sådan nogen fik jeg også fra min lillebror, dengang han som 21 årig rejste til Sverige, for at nedsætte sig i Trollhättan som fremmedarbejder.

Hør bare:

“Trollhättan den 21. oktober 1987,

” … Turen herop var ikke så kedelig, som jeg havde frygtet. Snarere tvært imod.

Med toget fra Middelfart til Frederikshavn skete der ingenting. Vel ombord på færgen i Frederikshavn, kufferterne stuvet væk i et skab og så ellers ned i Tax-Free shop og skrabe til sig.

Derefter fik jeg proppet mine varer i endnu et skab og så på sightseering. Stena Line færgerne er enorme – det er noget andet end Storebæltsjollerne!

På det ene dæk var der en restaurant med meget fine tjenere og plads til 500 gæster. På dækket nedenunder var der i den ene ende et cafeteria til os dødelig, også med plads til 500 gæster. Midt på dækket var der spille-casino, biograf og legeplads til børnene, og i den anden ende af dækket, var der bar, ligeledes med 500 siddepladser.

Der satte jeg mig ned og nød lidt levende musik.

Så begyndte det at blæse op og pludselig var det stormvejr.

Alle de glade gæster, der før sad og grinede og klappede af musikken, sad nu med ”øjne så store som te-kopper” og holdt sig for munden.

Jeg fik det også så småt ad H….. til  – men lige som jeg havde bestemt mig for t ”gylpe” ud over det langhårede gulvtæppe, sejlede færgen ind i skærgården og bølgerne (og min mave) faldt til ro.

En halv times tid efter var færgen ved Göteborg havn, og vi var parat til at lægge til.

Jeg skulle bare lige hente min bagage, så var jeg parat til at ”bestige” Sverige.

Der var bare ét problem: Jeg kunne fanme ikke finde skabene!

Jeg ved ikke hvor længe jeg kartede rundt, men til sidst fandt jeg endelig de skabe, de havde samme nummer som nøglerne i min lomme. ”Nu mangler det bare lige, at skabet er tomt”, tænkte jeg og åbnede det.  Det var det ikke; kufferterne var der, men poserne med varerne var væk!!

Jeg styrtede ned i informationen, og forklarede både på dansk, engelsk og ”svensk” at jeg var blevet bestjålet, indtil jeg pludselig fandt en nøgle i den anden lomme …

Øhh – bøh. Rød i hoved måtte jeg bortforklare, at jeg havde haft lejet to skabe.

Mens stewardessen måbende rystede på hovedet, styrtede jeg op efter mine poser, hen til udgangen og ned på molen.

Nu er det så upraktisk i Göteborg, at banegården ligger midt i byen, og det gør havnen ikke, så jeg måtte tage en taxa.

Men taxa er åbenbart en mangelvare i Sverige, for vi stod ca 30 mennesker i kø og ventede og i løbet af en halv time kom der kun én (1!) taxa – og den standsede ikke.

Bag mig i køen stod der en ung fyr, og på et tidspunkt kom der én han åbenbart kendte, og de snakkede lidt sammen.

Så pegede den ene af dem pludselig på mig, og og spurgte på svensk hvor jeg skulle hen.

”Banegården”, sagde jeg, og han gjorde tegn til at jeg skulle følge med.

”Flink mand, Bøv”, tænkte jeg, hankede op i bagagen og fulgte med hen til en stor flot Volvo.

De steg ind foran, og jeg bagi.

I samme øjeblik bilen satte i gang slog det ned i mig: ”Nej, nej, nej, hvad fanden er et du har rodet dig ud i?”.

De sad foran og mumlede sammen, og den pæne unge mand, der før inviterede mig med på en køretur til banegården, havde nu et par smalle, stirrende øjne siddende i bakspejlet.

Pulsen begyndte at banke i tindingen og tankerne blafrede rundt i skallen på mig:

Måske var det et par homo’er der ikke havde fået lettet trykket de sidste par dage!

Jeg forestillede mig forsiden af Göteborg-Posten med et stort nærbillede af mig, liggende med hylerne krænget ned om knæene, og et røvhul på størrelse med en havnearbejders overarm! …”

(LILLEBROR!!! – Her overvejede HyggeHelle et kort øjeblik at cencurere)

” DANSK GUTT FUNNIT I SKOV! –

Jeg lænede mig prøvende frem og pippede: ”Skulle vi ikke til banegården?”

”Jo. Järnvägstationen om ett ögonblick”, var det eneste svar jeg fik.

Jeg forberedte mig på at springe ud næste gang bilen holdt stille, men pludselig holdt vi foran banegården.

Chaufføren vendte sig om mod mig og sagde smilende:

”Järnvägstationen!”

Jeg blev så overrasket, at jeg straks slæbte en 100-las frem, gav ham den og sagde i bedste Humphrey ”Gokart” stil: ”Keep the Change” … Hvorefter jeg slentrede væk i strakt galop”

Jo – Lillebror, han har en skriver i maven og en humoristisk pen. Han burde gøre mere ved den – der er gået en hel Dan Turell tabt i ham.

😉

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Merete
    17. november 2007 at

    Skægt at ha’ sådan et brev liggende…
    Skrivestilen undrer mig ikke en smule – det er præcis ham… ihvertfald så vidt jeg husker 🙂

  • Reply
    Henriette Emilie
    17. november 2007 at

    Hyggeligt mit smil voksede, mens jeg læste det.
    🙂
    Knus
    Henriette Emilie

  • Læg en kommentar