0 Udgivet i Dengang mor var "dreng"

En rød Winther med lad

Arrgggh. Glemte at fortælle vækkeuret i min telefon, at den ikke skulle ringe 5.30 her til morgen – det er storbededag og fridag! Nu er jeg vækket og kan ikke falde i søvn igen.

I dag er det min lillebrors 40 års fødselsdag. I aften skal vi til fest. 

Jeg lå og tænkte tilbage på forskellige oplevelser i vores barndom, her til morgen, da jeg nu alligevel var vækket – og kom i tanke om min første traumatiske cykeloplevelse, som jeg husker nogenlunde sådan her:

Det var sommeren 1970. Jeg var 5 år, Peer var 4. Vi cyklede os en tur ned af Nørre Allé i Strib på hver vores trehjulede cykel. Det var ikke spor farligt, for der var ikke meget trafik i Strib dengang. Ikke alle husstande havde bil og i øvrigt kørte vi på fortovet.

Peer havde sådan en rød Winther med lad, som så ud nogenlunde, som sådanne cykler gør i dag. Min var en lidt anden model.

Pludselig kommer en dame kørende forbi os i det, jeg senere fandt ud var, var en Taunus. Da hun ser os, holder hun ind til kantstenen og står ud af sin bil. Hun går hen til Peer, går flere gange rundt om ham og hans røde Winther, mens hun undrende og med hånden under hagen studerer hans trehjulede.

Vi er lidt betuttede – Peer og jeg. Vi har hørt om børnelokkere – men damen her passer ikke rigtigt på det billede, så hvad gør vi lige?

"Det er da Peter cykel", siger hun så højt til sig selv.

Nu var jeg jo den ældste og måtte træde i karakter. Så jeg forsøger mig med et: "Nej … det er Peers cykel". Men nu var damen i mellemtiden blevet sikker i sin sag, og sagde højt, henvendt til Peer: "Stig af!". Og autoritetstro som den fireårige jo er, når voksne giver ordrer, stiger han af. Derpå tager hun resolut Peers røde Winther med lad, lægger den ned i bagagerummet på den grønne Taunus, smækker, sætter sig ind i bilen og kører!

Et øjeblik står vi bare og ser måbende den grønne Taunus forsvinde med Peers cykel. Så sætter vi i et skrig og løber tudbrølende hjem til vores forældre, til hvem vi fortæller den hårrejsende historie.

Jeg kunne, trods mine 5 år, give et ret præcist signalement af damen. Bilen var mangen til vores gamle nabo fra Ørsted, damen så sådan-og-sådan ud og hun havde sagt, at "det var Peters cykel". Strib var lille dengang og som sagt var der ikke mange, der havde bil – og slet ikke en grøn Taunus. Min mor og far kunne hurtigt regne sig frem til, at det kun kunne være barberens kone.

Så gik min rasende far, med lange skridt op til barberen i Vestergade. Bragede ind i hans salon, hvor den halvskallede barber i den blå kittel fik serveret historien, som han endnu ikke havde nået at høre fra sin kone. Hende fik han hidkaldt og konfronteret – og jo, hun mente ganske sikkert at have fundet sønnen Peters stjålne røde Winther med lad, på et fortov på Nørre Allé, sammen med et par fremmede børn. Den havde hun praktisk nok hjembragt.

Min far var vred. Meget vred. Og når min far var vred, så var det ikke rart at være den, han var vred på. Barberen undskyldte helt ud på fortovet. Og barberens kone undskyldte. Peer fik sin trehjuler tilbage. Hvad der var blevet af Peters, fortaber sig i historien.

En underlig cykelaffære.

Nå – måske skulle man have sig noget morgenkaffe.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar