En tur i Matas

Jeg lagde vejen forbi Matas i går. Her mødte jeg Helle, som jeg cykler sammen med om sommeren – iført solbriller og korte rør og solbrændte arme.

”Hvordan går det med cyklingen?”, spurgte hun …

Arggh pokkers – det ligger lidt tungt lige pt.

Det er vejret, forstås. Jeg cykler helst ikke på isglatte veje – Trooo på det! – Måske er det noget med mine brækkede kraveben?

(Ååååhhh – De kraveben, de kraveben ….

Jeg fik min forsikringssag afvist forleden dag. Codan synes ikke jeg har nogen mén.

Det syntes de heller ikke sidste gang. (I første omgang i hvert fald.)

Måske udbetaler forsikringsselskaber af princip aldrig erstatninger af et vist beløb uden kamp? Hvorfor dog udbetale flere hundrede tusinde kroner til skadelidte, hvis de selv accepterer at få at vide, at de ingen mén har?

Der er sgu da penge i den strategi! Tænk, hvor meget de må spare på folk, der ikke orker at tage kampen op? Og der skal styrke til, at være svag i den her verden.

Jeg orker kampen, så jeg har selvfølgelig for længst anket. Lige som sidst.

INGEN skal komme og fortælle Helle, hvordan det er at være inde i Helle!)

Den anden Helle konverserede videre: ”Var du til Vintercup….?”

Vintercup? Uha – det var jo den dag sneen kom. Min makker kørte solo …. Sååhhh deeet ….

”Jamen, hvordan går det så med løberiet…?”, spurgte hun så.

(NU MANGLER HUN VIST KUN AT SPØRGE TIL MIN SLANKEKUR!)

Løberiet – som gik så godt, mens mine cykler var stjålet – gik HELT i vasken 7 uger inde i planen, da ruten steg til 4 km.

Løbe fire kilometer!! Ik’ om jeg gider – jeg vil hellere cykle 100!

Det’ da li’ godt grove, som man skal konfronteres med alle ens nederlag, sådan en mandag eftermiddag i Matas. 😉