Et “hold-up” i skoven

Vintercup er en slags “par-orienteringsløb på cykel”. Pia og jeg har besluttet os for en sæson mere. Det bliver vores femte.

Vi overvejede ellers, at holde en pause. Vi synes ikke rigtig vi udvikler os. Begår de samme fejl igen og igen. Bliver ved at rode rundt dernede på sidste pladserne. Men nu da en ny vintercup sæson nærmer sig – så kan vi alligevel ikke undvære de cykelture rundt omkring i Sydjylland og på Fyn. Så vi napper en sæson mere.

Der er jo så mange dejlige oplevelser, når man kører vintercup.

Og få skrækindjagende …

Sidste år i december kørte vi en afdeling i området omkring Sanderumgård på Midtfyn. Jeg lagde mærke til en hektisk aktivitet af Landrovere og vrede bønder, der passede cyklende konkurrenter op her og der i terrænet. Pia og jeg tænkte ikke nærmere over det. Vi cyklede, studerede kort og ledte efter poster. Hvad der foregik derovre, var ikke vores problem.

Men det blev det! For pludseligt trådte 10 bevæbnede mandspersoner ud på stien foran os!! Grønjakker. Jægere. Sikke et syn! Hoooolda-fast, hvor så de vigtige ud. Vi blokkede håndbremserne med hvinende dæk …

Det var et regulært “hold-up”!

“Må vi liiiiiiige bede om jeres opmærksomhed?”, spurgte en vred mand. Den havde de allerede til fulde. (“Don’t shoot”)

Jeg har flere onkler og fætre, der er jægere og går på jagt på midtfyn. Så jeg “scannede” lige gruppen af grønjakker for at se, om der var nogen jeg kendte. Ingen onkel Olav blandt de vrede mænd.

Nå – “de vilde ville vide, hvad de hvide ville?” – nej, pjat:

Grønjakkerne ville vide, hvem der var ansvarlig for det her arrangement, for det var privat område og vi måtte ikke cykle der, sagde de. Pia og jeg gav dem navnet på den arrangerende odenseanske cykelklub. Der var åbenbart sket nogle uheldige misforståelser forud for cup’en. Synd …

D’herrer begyndte at foreholde os dit og dat, men …” Vi kører på tid! Må vi komme forbi!?!”, sagde Pia. Det fik grønjakkerne til at passere grusvejen. Pia kan nok sætte sig i respekt!

Så kastede vi os op på vores mountainbikes og fræsede af sted, alt hvad remmer og tøj kunne holde.

Ud! Væk!

Vi var nu ikke helt trygge ved situationen. Vi lod poster være poster og kørte tilbage til startområdet – dvs. først kørte vi lige forkert og alt det der … lige som vi plejer.

Der var mange vrede skov- og landbeboere ude den dag. Én deltager fik konfiskeret sin cykel, mens han var inde og hente en post. Ét sted, spændte en dame en snor ud over grusvejen i vrede.

Ikke spor rart – men heldigvis ikke hverdags kost ved vintercup arrangementerne.