0 Udgivet i Foreningsarbejde

Et snert af dårlig samvittighed

Jeg modtog vinternummeret af Cykelmotion Danmark med et snert af dårlig samvittighed.

Få dage efter landsstævnet i september, skrev jeg en artikel. Den sendte jeg til bladet, fordi jeg havde en historie, jeg havde lyst til at fortælle og et indslag til en debat, jeg havde lyst til at bidrage med – dengang.

Så er det sådan med trykte medier, der udkommer 4 gange årligt, at inden bladet nogensinde kommer på gaden, så er der gået en rum tid siden arragementerne og man er langt videre i sit liv. Mange gode cykelture er cyklet og evaluerende bestyrelsesmøder hvor alle er glade og arangørerne er tilfredse er afholdt. Landstævnet er pludselig fortid  – gledet ind i en række af forskellige cykeloplevelser – og jeg gad ikke længere starte en debat.

Og egner den slags medier sig overhovedet til debat? Det virkede underligt at bringe artiklen nu, fire måneder senere.

Derfor skrev jeg en mail kort før redaktionens afslutning, hvor jeg trak min artikel tilbage.

I modsætning til da jeg fremsendte artiklen – hvor jeg fik retursvar med tak og uddybende spørgsmål og lovning på at bringe både artiklen og efterskriftet med den officielle undskyldning fra Landsstævnet – I modstæning til det, så fik jeg ingen reaktion på min tilbagetrækning.

Ingen reaktion overhovedet.

Ikke noget “det da OK, Helle” eller “Det er sgu da pisseirriterende, Helle“. Larmende tavshed – og den vidste jeg ikke hvordan jeg skulle tolke.

Jeg vidste ikke engang om min mail var nået frem?

Jeg laver selv et blad og fantaserede nu brødbetynget over al den ulejliged jeg nok var anledning til, når jeg trak en (måske) 2-3 siders artikel (inkl. billeder) ud kort før bladet skulle i trykken.

I går lå bladet så i min postkasse og jeg bladrede det hastigt igennem, for at se om min artikel var trukket ud.

Det var den …

Forrest i bladet var en dobbelt-helsides annonce gentaget 3 gange – 6 hele sider med den samme annonce! Hmmm – måske var det her, der var opstået et hul efter min artikel? (Eller måske har annoncøren simpelthen KØBT en 6 siders annonce ..?) Længere inde i bladet kom et mindre referat af Landstævnet, skrevet af redationen selv, langt flere billeder end tekst og endelig bagerst i bladet en fyldelstgørende og begejstret løbsrapport fra én af arrangørernes egne hold.

Havde min (temmelige kritiske) artikel gjort sig i det selskab?    :-/

Artiklen er bragt på Baghjulets hjemmeside og her har den affødt mange konstruktive kommentarer og idéer fra motionscykelklubber rundt omkring i landet. Kommentarer og idéer, som jeg nu har afleveret der, hvor de retteligt hører hjemme, nemlig hos DCU motions bestyrelse.

Ved redaktionens afslutning er der stadig ingen af de 300 danske motionscykelklubber, der har påtaget sig arrangementet af Landsstævnet 2010.

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar