3 In Familie

Eventyret om Pizzahunden

Der var engang en Pizzahund. Den blev født en gang for 10 år siden og levede et liv som lænkehund hos en tyrkisk pizzabager et sted på Fyn.

En dag rejste pizzabagerens kone imidlertid fra ham og han kunne ikke længere have Pizzahunden hos sig. Derfor kørte han hen på et hundepensionat og afleverede den.

Pizzabageren var ked af det. En ting var, at konen rejste fra ham – men at skille sig af med sin bedste ven på den måde, det kunne han ikke bære. Så efter kort tid, hentede han Pizzahunden hjem igen og satte i stedet en annonce i avisen:

"Brugt hund sælges – 300 kr."

Et sted i Jylland sad en familie som ville have sig en familiehund. De så annoncen og kørte glade og forventningsfulde den lange vej, for at se på Pizzahunden.

Men Pizzahunden var slet ikke venlig stemt overfor familien. Den opførte sig grimt – som en rigtig slagter hund. Tilmed var den tyk som en tromle, af alle de pizzaer, den havde spist. Og fuld af lopper var den.

Så familien vidste ikke rigtigt… måske var den her Pizzahund slet ikke den rigtige hund til dem? De havde allermest lyst til at køre hjem til Jylland igen uden Pizzahunden.

Men den tyrkiske pizzabager var begejstret. Han forsikrede familien, at blot de ville tage Pizzahunden med sig hjem – og være gode ved den – så skulle de få den helt gratis.

"Jeg kan ikke tage penge for min bedste ven", hulkede den tyrkiske pizzabager

og således drog familien alligevel hjem til Jylland med den sure Pizzahund på bagsædet.

I starten havde Pizzahunden slet ikke lyst til at tale med sin nye familie, men med årene lykkedes det familien af få gjort en rigtig rar familiehund ud af den.

Nu er Pizzahunden ikke nogen Pizzahund mere. Den er blevet til en skødehund. Men en rigtig glad og rar skødehund. Den har et godt hundeliv. Den er ved at være gammel. Lopper, det har den ikke mere. Men den er stadig lidt for tyk, for den elsker mad. Alt mad, lige fra hundekiks til Ungarsk Chilisuppe.

Men når familien bager:

pizza

så fornægter den gamle Pizzahunds rødder sig ikke. Så løber tænderne for alvor i vand.

Og sådan må det vel være …

… når man nu en gang er født i et tyrkisk Pizzabageri.

You Might Also Like

3 Comments

  • Reply
    Annette
    8. juli 2006 at

    Hehe… Det lyder som et herligt eventyr. En krammer til Pizzahunden.

  • Reply
    Lizelotte
    8. juli 2006 at

    *S* den var sød … og så endte den godt!!

  • Reply
    Helle
    8. juli 2006 at

    Ja. Rigtige eventyr ender godt. Og det her eventyr er ovenikøbet sandt.

  • Læg en kommentar