4 In Hverdagen

Førstehjælp – første og sidste gang?

I aftes kom jeg i tanke om første gang jeg kom i den situation, at jeg skulle ringe ét-ét-to (ikke 10012!).

2005. Jeg kom cyklende hjem fra arbejde. Cyklede gennem det gamle psykiatriske hospital, da der pludselig lå en gammel dame (80+) i en blodpøl lige ude midt på kørebanen!

Jeg stoppede cyklen, satte mig på hug ved damen. Blod flød ud af hendes pande. Hun gryntede. Hun lå og krampe-rystede over hele kroppen.

Hun svarede ikke når jeg spurgte hende om noget (bevidsthedstilstand forvirret, uklar?). Jeg turde selvfølgelig ikke flytte den gamle dame. Brækker sådan nogen ikke hofterne? Så jeg ringede ét-ét-to og forklarede, at jeg sad hos en gammel dame, der lå i en blodpøl ude midt på kørebanen.

Hvor, ville redderen inde i Odense vide.

På det gamle psykiatisk hospital i Middelfart, svarede jeg, forklarede så godt jeg kunne hvor. Men han skulle have adressen! Et gadenavn, tak.

Jeg anede ikke, hvad den vej hed, vi sad på!

Det var lige før, den gamle vittighed med: “Øjeblik hr. politibetjent, jeg slæber hende lige ud på Brovejen!” var ved at blive til virkelighed.

Jeg husker ikke hvordan jeg fik forklaret mig. Måske fik jeg ikke forklaret mig. For ½ time senere var der IKKE kommet nogen ambulance.

Den gamle dame var holdt op med at grynte.

Hun krampede heller ikke mere …

Hun svarede stadigvæk ikke. Jeg forsøgte ikke at rejse hende op.

Efter tre kvarter kom der 2 damer gående ud af én af bygningerne et stykke der fra, og da de så damen og mig ude på kørebanen, løb de over til os:

“Neeej – Guuuudrun – er du nu faldet igen?!?”. De hev Gudrun op at stå. Hun kunne stå!

“Har du slået dig Gudrun?”
“Ja!.

Hun kunne svare!

“ææhmn …. jeg har altså ringet efter en ambulance … “, sagde jeg “…for tre kvarter siden. Den er bare ikke kommet endnu”.

“Har du ringet efter en ambulance!?! Kan du ikke afbestille den?!”

Nu synes jeg måske godt de her to plejehjemsassistenter kunne afbestille deres ambulance selv, nu da jeg allerede havde brugt tre kvarter af min sparsomme fritid, på at sidde hos deres bortløbne psykiatriske patient. Men jeg ville egentlig bare gerne hjem. Så i stedet samlede jeg min cykel op og kørte min vej. Jeg følte mig som en stor tumpe og lige der lovede jeg mig selv, at hvis jeg en anden god gang fandt en gammel dame i en blodpøl på vej hjem fra arbejde, så ville jeg sgu cykle uden om, og lade den næste om at sidde der og glane i tre kvarter.

PS. ANER ikke om ambulancen nogensinde kom …

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply
    skoge
    27. maj 2011 at

    “Et gadenavn, tak.

    Jeg anede ikke, hvad den vej hed, vi sad på!”
    Idag hedder det Teglgaardsparken – om det også hed det i 2005 ved jeg ikke.
    Du skulle jo nok ha’ trykket 64411448 så havde du fået politigården få 100 meter væk.
    Men hvor er det nemt at sidde NU og skrive !!!!!! Jeg skulle da selv lige tjekke på pc’en hvor min egen læge bor :o) nemlig Teglgaardsparken.
    Grim oplevelse du havde der.

  • Reply
    Helle
    27. maj 2011 at

    Jae – det ka’ da godt være Middelfart Politigård var bemandet i 2005? Er der ellers ikke noget med politiet også er flyttet til Odense?

  • Reply
    Irene
    27. maj 2011 at

    Nej altså, en uhyggelig oplevelse – kommer alligevel til at le lidt af hele sceneriet du beskriver… det er virkelig tragikomisk

  • Reply
    Torben Jensen
    7. februar 2013 at

    Det er ikke altid nemt at finde den rigtig adresse.
    Men du klarede situationen godt, og patienten overlevede 🙂

  • Leave a Reply

    Read more:
    Første løb i kalenderen

    Det første motionscykelløb er lagt i kalenderen. Jeg skal til Skanderborg og køre Danmarks Højeste 30. maj, som turleder for Bevæg dig for livet - Riders, lige som jeg gjorde...

    Close