I dag var der tilbud om 2 ture i gruppe 2 og jeg tog med på en 103 kilometer lang rute, hvis højdepunkt var bjerget ved San Joan. Den Sorte Synapse hjalp mig og alle mine kilo op på bjerget og vi var de bedste venner, både opad og ned igen.
Jeg tog en form for afsked, med det her sted. Jeg stod der for 3. gang i mit liv, men jeg er ikke sikker på jeg kommer tilbage. Måske skal der ske noget nyt? Hvem ved? Måske er jeg virkelig ved at være færdig med Mallorca?
En af vores gruppedeltagere ville i øvrigt ikke med op på bjerget i dag, men ventede nedenfor. Det er der før nogen der har gjort, og det plejer at gå fint.
Men da vi andre kom ned, var hun imidlertid væk. Vi cyklede lidt rundt og ledte (og det sgu lige lidt hårdt, at cykle rundt og lede efter folk i Mallorcas kuperede terræn). Vi prøvede at ringe til hende, men der gik lidt tid før vi fik kontakt. Hun var kørt et stykke væk fra bjerget og havde fundet et sted, hvor hun ventede på os. Problemet var, at hun ikke kunne forklare hvor hun var. Hun er ikke kendt på Mallorca, ikke særlig stedkendt i det hele taget og dermed afhængig af os andre til at vise hende rundt. Uden os, ville hun være nødt til at tage en taxa hjem.
Der gik en time med at få hende fundet!
Vi måtte bede hende cykle mod kirken i Petra, for den kunne hun se fra lang afstand. “Du skal have solen på din venstre side”, sagde vi til hende i telefonen.
Det her var altså ikke så smart, sagde vi til hinanden. Det måtte vi lige sige til hende når vi finder hende igen, snakkede vi om. Men vores “skæld ud” dampede nu af, da vi så hvor ked af det hun var – det var muligvis ikke smart, men det var bestemt ikke ond vilje. Så vi pakkede vores løftede pegefingre væk (men det koster kage! Det gør det.)
Det blev sent, så vi sprang eftermiddagskaffen over at lagde cyklerne op på den store klinge på hjemturen. Kl. 18 kørte vi cyklerne i bike-station.
103 gode, solrige kilometer.
De lover lidt blandet vejr i morgen. Vi må se hvad dagen byder.
Ingen har sagt noget