I dag gik turen til sydfyn, hvor jeg var med til at tage afsked med min farbror Per, som døde i mandags.
Jeg har ikke set ham i 10 år. Faktisk kan jeg ikke rigtig huske, hvornår jeg sidst har talt med ham.
Mens jeg sad der i den smukke, smukke Faaborg Kirke, huskede jeg noget med en have i Svendborg og en masse børn og min farbror, som løb efter mig og drillede og drillede, til jeg var rasende på ham (for jeg synes ikke det var sjovt mere, men han holdt ikke op) og min mor sagde “Lad hende nu være, Per”. Hvad han drillede mig med, kan jeg ikke huske.
Den kongelige figur af en foldboldspiller på kisten der var min farbrors egen. At placere den der på kisten, var et fint indslag min jævnaldrene fætter (som jeg ikke havde hilst på siden vi var børn), stod for. De sidste år af min farbrors liv var trist og præget at sygdom.
Det var en god idé at mindes det min farbror engang var rigtig god til: Fodbold.
Iøvrigt var det mærkeligt at høre præsten sige:
“Vi er samlet her til Per Møller Hansens bisættelse”.
Det løs SÅ forkert.
Per Møller Hansen er død … ?!
I mit liv er der nemlig kun 1 Peer Møller Hansen og det er min lillebror og han lever i bedste velgående.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor min far har givet sin søn det samme navn, som sin nærmeste bror.
Det er fredag aften. Kaj har fyret op i grillen og glæder mig til en stille og afslappende aften.
Ingen har sagt noget