0 In Motionscykelløb

Fedt Lady Tour … trods uheld

Mit 5. Lady Tour i dag (og det første sammen med “Bevæg dig for livet Riders”) startede godt. Flere ville gerne cykle med os ud på 94-kilometers ruten og ret hurtigt fik vi nogen samlet op på ruten, sådan at vi blev en god gruppe på 10 kvinder.

Vi cyklede godt sammen i et behageligt tempo. Det blæste, men solen skinnede. Vi holdt godt sammen og gav hinanden læ.

Trehøjebakken tog jeg op sammen med gruppens svenske detalger, som var på ferie i Danmark og havde taget sin cykel med.

Og som altid, når man kommer til Lady Tour er servicen udsøgt. Tjørring Cykel Motion gør det rigtig godt.

Og selskabet var godt. Vi hyggede os og alt var rart. Jeg sad faktisk og tænkte på, at det var mit bedste Lady Tour nogensinde.

Men efter 70 km kom så det her:

Det er et HUL i asfalten ud for en bondegård i Aulum og inden nogen kunne nå at tænke noget som helst, styrtede vores svenske pige og rynkeby-pigen ved hullet … og  lige bag ved dem lå jeg.

Og så sidder man der i laaaaange sekunder og tænker:

Så! Nu sker det. Nu styrter jeg. Ærgerligt, ærgerligt. Jeg kan ikke undvige, så – kom, lad det ske! – (kryds fingre for, det ikke  går alt for galt).

SAAAALLTTOOOOO!!!!

Og mit forhjul bragede ind i den svenske kvinde (som nu lå i asfalten  under sin cykel).

Hun tog godt fra.

Så da jeg fløj hen over hende og fløj ud af mine cykelsko (som blev siddende på cyklen), landede jeg trods alt lidt mindre hårdt på asfalten.

Og jeg nåede også at tænke på mit venstre kraveben og om skruerne mon ville holde sammen på det hele? Så jeg fik mig rullet lidt sammen og tog resten fra med venstre hånd.

Den slog jeg så til gengæld som bare pokker.

Men jeg var hurtigt oppe at stå og kunne konstatere: Jeg havde ikke brækket noget!

Og Helle P., som jeg havde med hjemme fra Baghjulet, kom løbende hen til mig og gav mig en kæmpe trøste-krammer (som jeg havde hårdt brug for lige der – “Jeg vil pustes på – aaauuuvvv“).

Straks gik vi i gang med at se om også svenskeren og rynkeby-pigen var OK.  Og nogen advarede trafikken.

De andre piger havde sørme også slået sig. De blødte fra knæ og albuer … men ingenting var brækket.

Vi inspicerede cyklerne og Helle fik min Cannondale rettet nogetlunde ud (resten fixede Kaj, da jeg kom hjem).

Og manden og konen, der boede i ejendommen Aulumvej 4, kom ud og spurgte om der var noget de kunne hjælpe med og sagde, at nu SKULLE kommunen altså også komme ud og ordne det hul. “A har hørt, æ cykelrytter har så manne metaller i æ knowler, a de ka’ håle te det hiele ….ha-ha-ha”, sagde bondemanden på klingende vestjysk.

Stemningen var sørme noget mat, da vi trillede videre.

Jeg støttede meget forsigtigt med venstre hånd på styret. Der blev ikke skiftet klinger mere den dag.

Rynkeby-pigen havde det skidt. Hun ville køre hjem selv. Det kom selvfølgelig ikke på tale, at cykle fra en, der lige havde været væltet. Hun fik hovedpine og endte med at blive hentet af en servicebil.

Resten af os trillede godt i mål som de aller sidste på den lange rute.

Vi fik vores grillede kyllingfilet med lækker salat og flûtes og hyggede i solskinnet. Det havde været en rigtig god dag – og ærgerligt, at vi fik den lille streg i regningen til sidst.

PS. jeg er overordenlig glad for, at være hjemme hos Kaj igen, her lørdag aften!

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Good old Edgar

I dag har jeg for alvor fået taget hul på min projektopgave. Og hvis jeg troede, at faget Human Resource var nyt stof og "en by i Rusland" - ha'!,...

Close