0 In Bakker

Gang i benene igen

Jeg tror mindst vi stod 100 medlemmer til træning i går aftes! Jeg kørte ud sammen med en stor gruppe C og jeg lå bagerst i feltet fra starten.

Da vi cyklede gennem Båring sommerland, hvor der er temmelig mange bakker, kom jeg hurtigt til at hænge. Jeg kan ikke motivere mig selv til, at cykle musklerne til blods, for at køre et stort hul op – dalende motivation, pga. manglende sandsynlighed for succes – når jeg ved af erfaring, at jeg skal køre elastik fem minutter efter igen. Lena ved siden af mig, havde samme problem. “Kom vi skal op, vi skal op”, stønnede hun, ildrød i hovedet. “Spar kræfterne”, tænkte jeg.

Så istedet for at køre huller op, gearer jeg compacten ned og sætter et tempo et sted, hvor  jeg kan cykle op, uden at hoste blod.

Da bakkerne var forceret og gruppen (igen) stod stille på toppen for at vente på sidste mand M/K (mig), sagde turlederen, at nu kom der ikke flere bakker. Jeg spurgte så, om Lena og jeg ikke kunne komme op foran – og det kunne vi selvfølgelig. Og var det slut med at hænge! Sikke dog en forskel der er på, hvor i feltet man ligger – det er vildt!

Weeeee – hvor det gik nu. Pludselig følte jeg mig godt kørende. “Saml op!!”, blev der råbt bag mig – “Hva’..??? Jamen, jeg er jo her…” – nåe nej, nu var det ikke mig, der hang mere – sidste mand hænger, uanset hvem sidste mand er. Det handler ikke bare om sidste mands dårlige form, som om sidste pladsen generelt. Det er en underlig mekanisme, det der med at køre i et felt.

65 kilometer senere kørte jeg cyklen i garagen – som jeg iøvrigt straks låste forsvarligt, efter en skækkelig beretning fra en klubkammerat, som har fået stjålet sin splinternye racer (købt 2 dage før) fra sin ulåste garages baglokale, mens han var ved købmanden.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar