4 In Motionscykelløb

“Godt GÅET!”

Apropos det der med piger, der laver deres egne MTB løb – det minder mig om det første og eneste MTB løb jeg nogensinde har deltaget i.

Det var den 22. februar 2004. Jeg havde haft mountainbike i 5 måneder og min nye cykel havde åbnet en hel ny verden for mig. Jeg elskede den og de steder den kunne bringe mig hen. Det var mit 4. år som landevejsrytter, og jeg havde indtil da været vant til at ”ligge stille” hele vinterhalvåret.

Efter 5 dejlige måneder på min nye terrængående cykel, ville jeg prøve at køre et MTB motionscykelløb. Og sådan et havde vi i min egen klub (det har vi stadig), så jeg meldte mig til …

…. til Kajs store, store undren.

”Jamen, er det da ikke bare et motionscykelløb?”, spurgte jeg.
”Joe …”, svarede Kaj.
Jamen – så kan jeg vel køre det lige som jeg selv vil…”, ræsonnerede jeg, med tankerne på de mange landevejsmotionscykelløb jeg allerede havde deltaget i, hvor jeg selv var ”kvinde” over hastighed og antal af depotstop.
”Jae … det kan du måske …”, svarede Kaj.

Jeg anede ikke, hvorfor han tøvede sådan. Det ved jeg i dag!

Starten gik.

Jeg var eneste kvinde på den korte 30 km rute. SJJUUVVVVVFFFF, sagde det. Så var de 66 mænd foran mig forsvundet i en støvsky. Og det gjorde jo ingenting, for jeg glædede mig til at cykle mit eget løb.

 

Det gik godt, indtil vi ramte det, jeg senere har lært kaldes ”vuggerne”. Her havde jeg aldrig været før, hverken til fods eller til cykels. Faktisk var jeg med nede i skoven dagen før, for at sætte bane op. Desværre et andet sted i skoven, for havde jeg set ”vuggerne” var jeg ikke stillet til start dagen efter!

Hold kæft, hvor var det hårdt! Hvor var det svært at cykle. Nej – for mig var det faktisk umuligt.

Jeg måtte slæbe min cykel igennem, løbende opad og ned ad bakkerne. Man skulle rundt på strækningen 3 gange. Derfor kom der hele tiden en masse mænd bagfra, som jeg måtte holde til siden for. Jeg cyklede enten for langsomt (eller cyklede slet ikke), så meget af tiden stod jeg klemt op i et krat, for ikke at genere mændene. Det var stressende. Det hæmmede mig endnu mere. Det kunne ligesom ikke betale sig at stige op, for der kom hele tiden nogen, jeg skulle flytte mig for.

Først da de alle sammen var væk, kunne jeg trække min cykel igennem sporet og cykle det sidste stykke i mål.

Jeg havde faktisk gennemført …

Men hold kæft, hvor var jeg smadret! Jeg var klar til at sygemelde mig en hel uge!

Jeg trillede udmattet over målstregen. Fortsatte direkte op gennem Middelfart by og kørte hjem. Jeg dejsede fuldstændig kvæstet om på sofaen – og kom først da i tanke om, at jeg hverken havde afleveret nummer eller noget som helst. Jeg anede ikke engang, om der var nogen der havde set mig komme ind. Heldigvis havde tidtageren siddet inde i en campingvogn. Han genkendte mig, så jeg blev reg. gennemført som rytter nr. 67 ud af 67 med en tid på 2 timer og 19 minutter!

Det var et kulturchok af rang!

”Godt GÅET”, grinede Kaj, da han kom hjem og fandt mig på sofaen. Han havde kigget på og heppet mig rundt. Selv cyklede han ikke.

Jeg overfaldt ham. Hvorfor havde han ikke fortalt mig det der!?!

Jeg skammede mig over, at være mødt op. Jeg ville egentlig bare gerne ud at cykle. Jeg har selvfølgelig ikke deltaget siden. Men jeg har været tilskuer og jeg kan se, at løbet i hvert fald kun er blevet hårdere siden dengang.

Det er et fåtal af vores 350 medlemmer, som er i stand til at køre vores eget MTB løb.

You Might Also Like

4 Comments

  • Reply
    Lizelotte
    17. november 2009 at

    Helle – hvis du nogensinde stiller op igen, så stiller jeg op som din personlige cheerleader, hepper på dig OG overrækker dig en laurbærkrans (eller en smørstang … det har du nok mere brug for på det tidspunkt) når du kommer over målstregen.

    Jeg synes du er MEGA sej 🙂

  • Reply
    Helle
    20. november 2009 at

    Det kunne ellers være hyggeligt. Men jeg stiller aldrig op igen :-/

  • Reply
    Kit Winther
    1. marts 2014 at

    Hej Helle
    Det lyder som et svært løb. Jeg tror, jeg springer over. Ellers så skal vi begge deltage og køre vores eget løb. Men hvis vi hele tiden skal give plads til mændene så bliver det ikke så spændende.
    Vh
    Kit

  • Reply
    Helle
    2. marts 2014 at

    Jeg springer over – men jeg ved der er andre motionspiger, af dem vi cykler sammen med, der skal deltage.

  • Skriv et svar

    Read more:
    1986

    Trines indlæg fik mig til at spekulere over, hvor jeg egentlig var, det år jeg var 21.1986 var mit sidste år på korrespondentstudiet. Det var det år Oluf Palme blev...

    Close