0 In Gravel biking

Gravel grinder på afveje

Søndag over middag fik jeg tid til en cykeltur. Raceren er stadig på værksted, så jeg spurgte cykelpigerne om nogen ville med på et gravel ride. Det ville Helle. Vi mødtes kl. 14 og drog ud på tur.

Vi kom til at snakke om det nye Staurby Skov-spor. Jeg fortalte Helle, at jeg ikke havde kørt der, men gerne ville prøve. Hun havde prøvet sporet flere gange. Det var ikke svært, sagde hun. Jeg kunne sagtens køre det, og hun ville gerne følge mig rundt. Så vi aftalte at tage ud og prøve det.

Hold kæft, hvor blev det bare en dårlig oplevelse for mig!

Der skete 4 ting, der tilsammen slog mig totalt ud.

Det første:
Da vi ankom, cyklende fra Middelfart siden og kørte ind på stien under den nye bro, kom en mountainbiker blæsende over stien for fulde gardiner lige foran os. Jeg blev helt forskrækket. Han kom fra vestsiden af sporet, krydsede stien og fortsatte sporet ned mod Strandvejs-siden. Han kørte stærkt og hele min krop reagerede med: Jeg skal ikke cykle, der hvor han cykler … mere nåede jeg ikke at tænke …

For så skete det andet:
Helle drejede skarpt til venstre og ned ad et (for mig!) stejlt “hul” eller nedkørsel og efter fyren fra før. Ind på sporet. Var det allerede nu? Jeg var ikke klar … Jeg gik i panik!

Jeg vælter altid i venstre sving (#balancespadser). Så jeg stoppede, tøvede … Helle forsvandt foran mig. Jeg trak ind på sporet og satte i gang. Jeg prøvede at finde kontrollen.

Det tredje der så skete var:
Det smalle spor var møghamrende mudret efter regnen i går og i formiddags. Det virkede pløjet op. Mine hjul skred rundt. Sporet snoede sig som en slange, rundt og op og ned. Jeg måtte af cyklen … og står man af, så er det sgu ikke sådan lige at komme på igen. Men når jeg kiggede lidt frem, virkede det også som om det ikke ville kunne betale sig at sidde op igen, for der henne skulle jeg da vist alligevel af igen, kunne jeg se?

Og så skete det fjerde:
Nu kom der nogen bagfra. De skulle jo forbi. Og det er et single track. Man overhaler ikke bare. Men, så var det jo fint at jeg stod der og holdt til siden … men – for satan – oven i alt det andet, det stressede mig, at der begyndte at komme nogen bagfra.

Helle kiggende bagud efter mig. Hun kunne godt se, den var ren gal med mig. Hvad hun ikke kunne vide var, at jeg nærmest var i krig med at udvikle et angstanfald – jeg ville UD her fra NU … men hvor kunne jeg komme ud?

Helle kom tilbage: “Kom, vi går ud. Pyt med det”, trøstede hun mig. “Vi cykler da bare en anden tur … er du OK?”

Var jeg OK?

Jeg kunne ikke engang svare. Jeg lider faktisk ikke af astma – men lige der kæmpede jeg med at få luft, for det føltes som om mit luftrør var blevet til et sugerør! For satan! Alt snørede sig sammen – jeg kunne ikke få luft.

Jeg er fuldstændig chokeret over min egen reaktion.

Vi cyklede ud på nogle stier. Langsomt genfandt jeg kontrollen over mig selv. Vi kørte en tur.

Da jeg kommer hjem, møder jeg Kaj. Han ved ikke, hvor jeg har været, men begynder at tale til mig om ukrudtet under lavendlerne i min rækkehushave. “Det ukrudt skal rives op!”, siger Kaj.

Jeg giver ham lige på stedet lov til at grave alle de lavendler op!  Jeg har ikke fået andet end dårlig karma over de lavendler jeg satte i rækkehushaven for 2 somre siden.

You Might Also Like

No Comments

Skriv et svar

Read more:
Tast mig her og tast mig der

"Velkommen til XX. De har nu følgende valgmuligheder. Tast 1 for dit. Tast 2 for dat. Tast 3 for dut. Tast 4 for dyt. For personligbetjening tast 5. For at...

Close