0 In Gravel biking/ Udvalgte cykeloplevelser

Gravel rundt om Bogense

Efter 4 dage med regnvejr og dermed 4 dage uden cykelture, blev det vejr til af komme ud på cykel igen i dag. Vi har stadigvæk ferie og god tid.

Vi valgte at køre den gravel rute, som var en del af klubbens træningsarrangement “Hårdt men Hyg’ligt 12”, der blev kørt i går.

“Hvorfor hedder det HMH 12, når vi er i år 21?”, spurgte Kaj, som troede vi havde byttet om på tallene. Men det har vi ikke – 12 betyder, at det bliver kørt for 12. gang i år.

Vi sov længe denne søndag og først hen imod middag, drog vi af på cyklerne.

Og sikke en flot rute!

Jeg er aldrig kommet ind til Bogense, ad de stier her (eftersom jeg mest kommer der på landevejscykel). Vi havde en forrygende rygvind ud og vi nød turen og sad bare og “nuldrede” af sted i god fart, uden at bruge særlig mange kræfter.

I Bogense gjorde vi holdt hos bageren og fik en (tør!) chokoladebolle og en cacaomælk.

Da den menu var fortæret, drog vi videre ud på ruten, som gik helt ud på østsiden af Bogense, bag om Gyldensteen Gods. Kaj forslog ellers, at vi kunne skære det her hjørne af, hvis turen blev for lang – men jeg var cykelsulten og så elsker jeg som bekendt at se NYE veje på min cykel.

Jeg ville have de hele med.

Og så fortrængte jeg lige der det faktum, at vi ville få STRID modvind hjem.

Ruten varierede så flot mellem gode gravelstrækninger og asfalt. Der skete hele tiden noget nyt og der var ikke meget af det der “humblede” MTB-underlag (hvor jeg helst vil være på Cube-biken).

Tiden fløj af sted og pludselig havde vi snuden mod vest igen og så kom modvinden.

HOLD NU OP, hvor det tærede på mine kræfter. Jeg kom til at elske gravelstrækningerne, hvor der var læ. Og jeg fik nok at gøre med, at søge ly i Kajs baghjul. Jeg prøvede at holde pulsen nede på et niveau, hvor jeg ville have kræfter nok til hele hjemturen, men øv, hvor blev jeg slidt.

På de sidste 20 kilometer var jeg totalt brugt op.

Jeg led ikke i stilhed. Jeg stønnede og pustede – det hjalp – det var ligesom om det iltede lidt mere – og Kaj satte pænt tempoet efter mig. Ærgerligt, at de sidste kilometer skulle blive sådan en lidelse for mig, når nu turen var så dejlig. Hvor blev nydelsen af? Men 100-gravel og brede dæk ER bare hårdere en 100 km på jævn asfalt og smalle dæk … og med modvind, ja – så havde mam-Helle sgu bare ikke mere at skyde med.

Det positive er, at kræfterne hurtigt kom igen, da vi var godt hjemme og jeg havde fået et bad, lidt hvile og massevis af energi fyldt på tanken.

Fed, fed dag på cyklen.

Jeg bliver bedre og bedre venner med Miss Diverge. Jeg har nu kørt godt 600 kilometer på hende i sommerferien og jeg er sikker i min sag: Sælges? Det skal hun i hvert fald ikke.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar