0 In Gravel biking

Grejsdalsgravel

I dag fik vi kørt Grejsdalsløbets gravelrute. Altså den gravelrute, som for nyligt blev en del af Grejsdalsløbet.

Og nu kan man jo spørge sig selv, hvorfor vi ikke støttede Grejsdalsløbet ved at købe billet til turen den dag, de kørte. Tja? Lige den dag, kunne vi ikke (vi var på vej hjem fra Provence), men når sandheden skal frem, kan jeg også mærke at jeg er lidt træt af at købe cykelture, hvor nogen står og venter på mig med et tidtagningssystem. Jeg vil simpelthen hellere cykle turen den dag, alle de andre ikke er der.

Det er noget, der er kommet med alderen …

Så Kaj downloadede ruten og slog op i Baghjulets Facebookgruppe, at hvis nogen ville med, var de velkommen til at slå følgeskab.

Vi blev 12 på tur i dag.

Har jeg været der før?

Grejsdalens gravelstier …. har jeg været er før?

Jeg gransker mit hukommelse og mine 20 år gamle cykelfotoarkiver.

Jeg HAR været der før.

Der var f.eks. Jule MTB turen med Baghjulet i 2005, hvor vi cyklede på isglatte stier og drak glögg i snevejret efter turen, iført nissehuer og rensdyrhorn (og der forrest for flokken, har vi jo Lars … ). Vi har startet Hærvejsture i området og vi har (selvfølgelig) været der til Vintercup – flere gange.

4xmaxpuls på 20km

Vi rullede ud af Bindeballestien kl. 10.30 og kom hurtigt ind på strækninger med grus.

20 kilometer – og nogle VILDE bakker senere – havde jeg haft MAX-PULS 4 gange (hvilket er mere, end jeg havde på en uge i Provence).

Heldigvis blev de hårde bakker ikke ved hele tiden (selvom der var mange). Der var nu en del strækninger, som jeg synes ville egne sig bedre til mountainbikes.

Men heldigvis var der også mange lækre gravel-strækninger, hvor cyklerne kom til sin ret.

Jeg synes f.eks. det var megafedt at køre det cykelsti-lignede stykke grus, der ses på billedet herover. Nøj, hvor det rullede.

Når jeg kommer til de hårde bakker, holder jeg øje med min puls. Jeg ved hvor jeg skal ligge, for at kunne holde længst muligt. Kommer pulsen for højt op, går jeg for hurtig død. Det er en god strategi. Nok går tempoet ned og nok forsvinder de andre foran mig, men jeg er ikke helt “savet over” når jeg kommer op og har det faktisk bedst med at rulle direkte videre, frem for at stoppe helt op.

Og hvor ER der smukt i det område.

Hold nu kæft, nogle flotte udsigter vi så. Hvis jeg kan få fat i nogle billeder, skal jeg viser jer mere. Selv havde jeg ikke overskud til fotografering.

Lagkagestop!

Efter 50 km ankom vil til Bindeballe Købmandsgård, som er et populært udflugtssted. Her fik vi kaffe ad libitum og LÆKRE kager. Se bare et udvalg.

Vi fik en dejlig, meget hyggelig og laaaaang pause.

Så videre ud på ruten.

Der var nogle hårde bakker tilbage. I alt fik vi små 700 højdemeter. Dem med mange kræfter fik kørt noget ræs oppe foran, men ventede pænt på os andre ved næste kryds.

25 kræfter tilbage

“Jeg har 25 kræfter tilbage”, sagde jeg til Gitte. Hun var sikker på, de ville række, og hvis jeg samlede lidt på næste nedkørsel, kunne jeg måske vinde en enkelt mere?

Inden længe var vi tilbage på Bindeballestiens asfalt og vi landede ved vores biler efter 4½ time ude på turen. Vi havde cyklet 72 km grus.

Sikke en fed tur!

Vi takkede hinanden for det gode selskab. Jeg pakkede sko, hjelm og svedigt cykeltøj ned i min taske og vi kørte hjem til Middelfart igen.

Nu skal der restitueres 5 kvarter i timen, for de lover godt vejr i morgen og så kan vi vist nå en tur mere på tynde dæk inden efterårsvejret sætter ind.

You Might Also Like

No Comments

Læg en kommentar