0 Udgivet i Ferie

GRVL Mariager, dag 2

Jomfrubakken ligger på en bakke og grusvejen op til stedet stiger 10%. Min krop nægtede, at arbejde mere, da vi landede der efter 70 km. Mariager Fjord Rundt.

Meeen, inden Helles benzintank blev kørt tom, havde vi den flotteste cykeltur.

Vi fulgte en national afmærket rute (med krøller) og jeg er faktisk overrasket over hvor kuperede bakker og spor, der også var.

Jeg troede måske mere ruten var til hr. og fru Jensen med børn i cykelanhængere. Flere steder kunne Kaj stå og fotografere mam-Helle GÅ opad bakkerne.

“Kom så. Du kan godt” siger Kaj. 14% siger Garmin. Mam-Helle står af Miss Diverge. “Nej, det der var HOVEDET der stod af” siger Kaj (med henvisning til, at han godt tror krop og gearing kunne have klaret bakken).

I det har Kaj fuldstændig ret.

Alle mine beslutninger bliver truffet i hovedet. Og det er sgu et valg, hvor man vælger at brænde sine tændstikker af i 34 graders varme, 5 timer efter morgenmaden og med en hel del timers grusvejscykeltur i benene. Forresten skulle Kaj bare lige vide, hvor meget det syrer i benene, at gå op at så mange hårde grusbakker. Av!!

Frokost i Hobro kl. 14 var sval og tiltrængt.

I aften er vi helt alene hjemme på Jomfrubakken (sammen med huskattene Pippi og Pyrus).

Vi spiser her og må bruge køkken og pejsestue og bar og have og bålsteder og orangeri … og jamen dog, mon vi kan holde til det?

Andre blogindlæg

Ingen har sagt noget

Læg en kommentar